Under min uddannelse som Spirituel Mentor kommer jeg ud i afkroge af mig selv, hvor jeg ikke har været før.
Sikke en rejse. Mit liv er forandret efter en uddannelsesdag. Hver gang. Jeg har brug for at tage en pause under dynen, så de nye erkendelser kan lande i min krop.
Jeg elsker rejsen tilbage til mig selv. Jeg elsker at mærke, hvordan jeg får skrællet mine beskyttelseslag af. Et efter et. Hvordan mine forsvarsværker synker sammen. Og jeg står stadig mere sårbar foran verden. Med hele mig. På godt og ondt. Skræmmende. Men for mig, den eneste rigtige vej.
Jeg vil derhen, hvor jeg ikke længere lader mig stoppe i at forfølge min drømme. Af frygt for folks fordømmelse eller kritik af mig. Derfor insisterer jeg på at lære mig selv at kende. Til bunds.
Jeg ved, at hvis jeg står ved det hele, så har jeg intet at frygte. Så ved jeg, at jeg er ok, som jeg er. Jeg kan ikke blive ”busted” af verden i mit forsøg på at skjule sider af mig selv.
I mange år var jeg bange for, at verden ville opdage, at jeg var talentløs og ubegavet. De to følelser stod altid mellem mig og de mennesker jeg mødte. De fyldte konstant i mit baghoved. De blev særligt dominerende, når jeg blev presset.
En dag revnende ballonen. Jeg forklarede hulkende, hvordan jeg følte det. Til min store undren brød mit liv ikke sammen. Tværtimod. Jeg blev krammet, trøstet og mødt med kærlig omsorg af de mennesker jeg var i blandt.
Lige dér forstod jeg, at de følelser jeg havde ikke var spor unikke. De var et grundlæggende præmis – for følelsen af forkerthed, de fleste af os lever med.
Den indsigt var meget healende for mig. Jeg mærkede også tydeligt, hvor godt det føltes at have delt mig selv fra et meget sårbart sted. Det ville jeg gøre igen. Jeg følte mig ti kilo lettere.
Jeg forstod også, at jeg ikke kan være forkert. Følelsen af forkerthed var blot et resultat af nogle fejlagtige konklusioner. Ingen af os er forkerte. Vi er hver i sær helt unikke og helt ok, sådan som vi er.
Skridt for skridt tager jeg min kraft til mig og anerkender mig selv for det jeg gør og bidrager med i verden. Jeg er holdt op med at kritisere mig selv og minder i stedet mig selv om, at jeg gør det bedste jeg kan. Og det er godt nok.
Når jeg skal gøre noget, der er svært for mig, så sørger jeg for at støtte mig selv bedst muligt. Spise godt, tage en lur, tage blødt tøj på og tage et bad i stearinlysets skær.
Så er jeg klar til at indtage verden. Skridt for skridt. En post ad gangen.
Kærligst,
Charlotte
TAK Charlotte. Så smuk og så sandt og så enkelt. TAK igen …
Velbekommen skønne Mette 🙂
Kære skønne Charlotte, Første gang jeg læste din blog var det jo med de hurtige briller på. Nu har jeg læst den igen – og hvor er det hele bare SÅ smukt, rørende og rammende skrevet.
KH Eva
Åh, tusind tak Eva. Glæder mig stort til det er mig der skal læse 🙂
❤ smukt skrevet
Tak søde Birthe