Hun er hård og kynisk. Min indre tidsdommer. Hun hader når jeg sidder i morgenkåbe med fødderne oppe og hygger mig med Facebook.
Hun opdager det altid.
Hver dag siger hun skrapt til mig: ”Kun en ½ time. Ikke mere. Du kan jo ikke leve dit liv på den måde. Du spilder tiden. Kostbar tid forsvinder. Tid hvor du kunne have skabt noget, der kunne bruges til noget. Af andre end dig selv.
Skriv noget klogt. Sæt noget i søen. Vask tøj. Planlæg noget. Gør noget, der i det mindste er effektivt eller giver mening! Men at du SPILDER tiden på at lade dig opsluge af alt og intet, det holder ikke. Det kan MAN ikke Charlotte. Du kan ikke bare hygge dig med ingenting!”
Tonen er altid hård og uforsonlig.
Hun sikrer, at jeg lever mit liv effektivt og optimerende, så jeg – i hendes øjne – får mest muligt ud af mit liv.
Det er hendes fornemmeste opgave.
Jeg ved, at jeg for mange år siden selv ansatte hende. Dog husker jeg ikke længere grunden. Men jeg ved, at den gang var jeg stolt af det, hun drev mig til at nå.
Stolt sad jeg på min effektiviserings-trone og kiggede ned på alle dem, der spildte tiden og INTET fik produceret. Jeg fnøs og glædede mig inderligt over, at jeg ikke var som dem. Gudskelov.
Jeg ignorerede at jeg var træt. Helt ind i knoklerne. Træthed var et svagshedstegn. Og noget min tidsdommer slet ikke kunne acceptere. Hun forlangte altid mere. Og hurtigere. Det var det eneste der talte.
I takt med den ros jeg opnåede fra verden for mine resultater, skruede hun op for sin evige insisteren og indpiskning.
Problemet er nu, at min tidsdommer i dag giver mig hjertebanken. Hun gør mig forvirret, stresset og overvælder mig bare jeg skal lægge tøj sammen. Selv dér kommer hun på banen og tager stilling til min effektivitet.
Ja ikke en gang når jeg renser min hud om aftenen, kan jeg være i fred. Også her får jeg et skulderklap når jeg er hurtig, og bliver skyndet på, når jeg begynder at studere min ansigtshud.
Hun holder øje med mig. Konstant. Kommenterer på det jeg gør (og endnu mere på det, hun synes jeg bør gøre).
Hånden på hjertet. Jeg er SÅ umådelig træt af hende. VIRKELIG træt!
Jeg har prøvet at tale hende til fornuft. Forsøgt at fyre hende. Men hun har altid en grund og en god forklaring på at vende tilbage til mig. Men jeg vil hende altså IKKE mere. Hun skal HELT UD af mit liv.
I de sidste 9 måneder af mit liv har hun i længere perioder været væk. Og jeg har stornydt at slippe for hendes belastende selskab. Men hertil morgen var hun fluks tilbage, da jeg gav mig selv lov til at hygge for længe. Efter hendes smag.
Heldigvis er jeg godt i gang med at teste en slags ”ukrudtsrens” jeg har udviklet til hende. I dag var det en gåtur og yoga. Det kunne hun ikke lide. Så hun smuttede.
Jeg har besluttet, at nu er det MIG der suverænt holder øje med HENDE. Og ikke omvendt. Hun får IKKE lov at flytte tilbage i mit indre. Uanset hendes (gode) grunde.
Jeg vil flyde og hygge mig til jeg ikke orker det mere. Uden hendes indblanding.
Så jeg har slået op. Vi har ikke længere de samme værdier.
——————-
Hvis du også har lyst til at slå op med din indre kritiker og har lyst til at få min hjælp til det, så kan mit Mentorforløb, der starter op d. 22. august være noget for dig. Læs mere om det her.
Tagged: indre dommer, indre kritikker, indre uro, skal være effektiv, stresser sig selv
Kommentarer