Jeg havde helt glemt det.
Hvorfor jeg inderligt længtes tilbage hertil.
Energien på øen og menneskerne gør noget ved mig.
De bløder mig op.
Gør mig formbar og åben.
Jeg overgiver mig i deres kærlige nærvær.
Jeg kan ikke andet.
Her er ingen facader. Kun oprigtighed.
Ingen frygt for fremmede. Kun nysgerriged.
Det føles så godt. Så sandt. Så eksistentielt vigtigt.
Sådan som vi alle burde leve med hinanden. Herhjemme.
Jeg mærker, hvordan jeg bliver tvunget til at holde ferie på deres præmisser. I deres tempo.
Jeg opdager, hvordan det virker fuldstændig meningsløst at skynde på maden. På tjeneren. På chaufføren.
Jeg må tilpasse mig Bali.
Hvor væren er vigtigere end gøren.
Hvor form og måde overstråler indhold.
Når jeg mærker den vidunderlige navitet.
Den barnlige begejstring.
Deres oprigtige nysgerrighed og interesse i os.
Så smelter jeg fuldstændig.
Når de beder Jégwan skrive sit navn, så de kan udtale det rigtigt. Så smelter han.
Når vi kommer ned til morgenbordet, hvor de har plukket blomster til vores bord. Er vi helt blide over omsorgen.
Jeg havde glemt, hvorfor jeg elsker at komme her.
Igen og igen.
Nu husker min krop det.
Jeg kommer her (også) for langsommeligheden.
For de kærlige mennesker. For energien, der på magisk vis, tvinger os ned I tempo. Så vi igen mærker og opdager verden omkring os med ny og skærpet interesse.
Jeg kommer her (også) for den storslåede natur, massagen, Bintangen og maden. Og for at blive mindet om, at der er en helt andet måde, at være i verden på.
En måde, der er langt mere kærlig og rolig, end den jeg kender fra Danmark.
Når jeg møder Balinersernes kærlige og fredfyldte blikke, så ved jeg instinktivt, at de har fat i noget rigtigt. Noget jeg skal lære af.
Jeg vil være vågen, betragte, mærke, smage på og lade mig inspirere af denne kærlige og blide kultur. Og lade min egen langsommelighed finde sit udtryk.
Tagged: #blidenergi, #connecte, #kærligemennesker, #langsommelighed, #mærkemigselv, #neditempo
Kommentarer