Et parforhold skal gøre dig til mere af den du er. Ikke til mindre. Punktum.
Det er jeg ret sikker på, at vi alle godt kan blive enige om.
Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der har sagt: Nu går jeg ind i dette forhold med det formål at bebrejde, kritisere, dømme og fordømme min partner.
Jeg vil vurdere ham/hende konstant og bruge al min energi på at give min partner en følelse af at være utilstrækkelig, gøre de forkerte ting. Ville de forkerte ting.
Jeg vil konstant fortælle ham, hvad han skal gøre anderledes. Og hvordan han fra nu af skal reagere på den RIGTIGE måde. Hvis han altså VIRKELIG elsker mig”.
Vores ærlige, oprigtige ønske og intention, når vi gør ind i et forhold er, at vi vil gøre vores allerbedste. Det her skal være Det Bedste Parhold ever!
Alligevel ender de fleste af os i den indvikling, jeg lige har beskrevet.
Hvorfor?
For det første fordi de stærke, ufordøjede følelser fra fortiden stikker sit grimme ansigt frem, overtager vores krop, og får os til at reagere i affekt. Fra den dysfunktionelle programmering, vi endnu ikke har fået omkodet.
Når livet sparker os ud af balance og vi ikke er opmærksomme, så kører vores uforløste traumepakker med os. Og vi vender os mod vores partner og gør ham ansvarlig for den følelse vi fik.
Men det er værd at vide, at den der har følelsen, har ansvaret. Den sætning er et godt pejlemærke for, hvem i parforholdet, der har behov for at kigge indad.
Mange af os er nemlig (ukronet) verdensmestre i at bebrejde vores partner…..at pga. Af han sagde eller gjorde x y eller z, fik jeg det sådan.
Det er bare ikke sandt.
Det blå mærke var der i forvejen. Vores partner fik blot trykket på det.
For det andet har mange af os ikke lært at fylde vores egen kop FØR, vi giver til andre. Vi gir og gir i et ønske om at vise vores partner, hvor elskværdige vi er. ALT det vi GØR.
Problemet er bare, at vi giver med en skjult dagsorden. Vi giver, fordi vil have noget retur. På en bestemt måde. Og på et bestemt tidspunkt. Som kun vi selv kender til. I det øjeblik vores partner ikke leverer det han skal, så falder hammeren, og vi trækker SAMMELIGNINGSKORTET. Og så kører følelserne med os. Resten kender du sikkert til bevidstløshed. Det gør jeg ihvertfald selv.
For det tredje skal vi træne os selv i kun at “tale fra vores egen have”, droppe bebrejdelserne, og kun dele hvordan vi ønsker tingene, og hvordan vi har med x, y og z.
Kort, præcist og klart. Uden lange forklaringer, der aktiverer vores partner trang til også at forklare eller forsvare sig.
For det fjerde skal vi respektere hinandens behov, værdier og interesserer. Vi behøver ikke at forstå vores partner, vi skal blot respektere ham i de ting, der er vigtige for ham. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt.
Den sidste og vigtige ting jeg lige vil nævne er, at hvis du selv har gang i spændende ting der begejstrer dig, så vil du være langt mindre optaget af, hvad din partner gør eller ikke gør.
Hvis vi keder os eller lever et uinspireret liv, vil vi ofte gøre vores partner ansvarlig. Det er ikke hans ansvar at fylde vores liv med mening. Det er vores eget.
Ha ha 😂😂nu lyder jeg helt som en parforholdsekspert. Det er jeg ikke. Jeg har bare selv måtte nedbryde tykke tykke mure af forsvar, for at kunne være i det ægteskab jeg er i dag.
Jeg håber du kan bruge mine ord til noget. ❤
Kommentarer