Vi indgår alle sammen i alle mulige relationer, i forskellige konstellationer.
Parforhold. Familie. Venskaber. Forældre. Børn. Svigerbørn. Svigerforældre. Kolleger.
Rundt omkring os er der relationer, der går i opløsning.
Eller hvor det er så problematisk at være sammen, at relationen er stagneret i et fastlåst energimæssigt jerngreb.
Uløselig. Og uforsonlig.
Enten fordi nogen opførte sig irriterende.
Eller fordi nogen har gjort noget.
Eller sagt noget.
Eller nogen IKKE sagde dét, de skulle have sagt eller gjort.
Eller nogen ikke tog det ansvar der er deres, men istedet projicerede deres indre smerte ud på os.
Ifølge os.
Så vi er i affekt. Og her bliver vi.
Her finder vi andre, der er enige i vores version sandheden. Og det føles godt. Det er dejligt at være indignerede sammen.
Vi føler en kortvarig forløsning og tilfredstillelse, når vi bliver mødt i vores modstand. Der er god pulserende energi i modstand og vrede.
Vi mærker os selv. Og den vi (fejlagtigt) tror vi er.
Problemet er blot, at de mennesker vi taler med, har vi farvet så meget med vores subjektive vurderinger og konspirationsteorier om, hvordan Nogen opførte sig, at de ikke har en reel chance for at se sandheden bag konflikten.
Med mindre de er knivskarpe og gode til at stille nysgerrige og udømmende spørgsmål.
Men hvem ligger egentlig inde med sandheden om, hvad der skete?
Sandheden om, hvorfor denne relation er dysfunktionel?
Hvem skal egentlig afgøre, hvem der har ret og hvem der forkert på den?
Hvad forestiller vi os egentlig, der skal ske?
Skal Nogen komme og sige undskyld og se brødbetynget på os?
Skal vi have oprejsning og indrømmelser?
Skal vi ind foran en Relationsdommer, der kigger udover sin brillekant, og udnævner en vinder og en taber?
Den eneste sandhed der er, at vi ALLESAMMEN kæmper indædt om at indtage Offerrollen.
Det er os, det er synd for!
Vi vil have, at NOGEN skal påtage sig skylden for vores følelser.
Prøv lige at smage på de ord; NOGEN udenfor os selv, forsøger vi at gøre ansvarlig for VORES følelser. Følelser der bor indeni i os, og som KUN kan opstå, gennem de tanker VI tænker, gennem VORES perspektivering af det, der sker omkring os.
Alt sammen en proces, der sker indeni os. Men det glemmer vi i kampens hede. Det er i stedet kamufleret i rethaveriskhed.
Så hvad venter vi egentlig på i de relationer, der ikke fungerer?
Forstår vi slet ikke, at det er spildt LIV, spildt ENERGI, spildt SAMVÆR.
Samvær der kunne have været forløst for længe siden, hvis vi ikke var sådan nogle menneskelige kyllinger, der hellere taler om det svære med andre, end ansigt til ansigt med dem, det DIREKTE drejer sig om.
Vi skal tage de svære snakke!
ALT andet ødelægger vores liv.
Vores venskaber. Vores familier.
Og det gør os syge.
Vi kan ikke tåle at leve i massiv indre modstand. Det er nedbrydende for vores krop.
Vi skal tage snakken, fordi vi ikke ved, hvor længe vi hver i sær er her på jorden.
Vi skal tage snakken, så vi kan sætte hinanden energetisk fri og få renset luften.
Vi skal tage snakken, så vi igen kan trække vejret frit og let.
Vi skal tage snakken, så vi ikke længere skal bruge energi på at undgå den relation.
Vi skal tage snakken, så vi kan hente vores energi hjem, der er bundet op, hos den anden relation.
Vi skal tage snakken, så vi kan få indre ro og mærke kærlighed, istedet for hårdhed og kynisme.
Vi skal tage os selv alvorligt, og insistere på at rydde op, i det der ikke duer i sin nuværende form.
Men hvordan får vi så taget hul på den svære snak?
Det første du skal er, at gøre følgende til din sandhed:
1. Ingen mennesker gør noget mod dig, de gør noget for sig selv. (Også selv om det føles, som om nogen gjorde noget mod dig)
2. Vi leder ALLE efter at føle samhørighed, kærlighed og accept. (På mere eller mindre heldige måder)
3. Hvad VED jeg med sikkerhed? Hvad er fakta her? (Hvor har du konspireret og konkluderet på den andens vegne, UDEN at have spurgt, om det var sandt)
4. Forstå, at du ikke kan diktere andre mennesker, hvad de skal gøre eller sige, det er ikke din opgave.
5. Andre mennesker skal ikke opføre sig på en bestemt måde, for at tilfredsstille dig. Det er ikke deres opgave.
6. Andre mennesker gør det, der er rigtigt for dem. (Også selv om du ikke kan lide det)
7. Den der har følelsen og behovet har ansvaret.
Hvis du er ærlig overfor dig selv, vil du opdage, at det meste (hvis ikke det hele) af det du har konkluderet om den andens intentioner, er det pure opspind.
Leveret lige til døren af din Spindoktor, hvis eneste funktion er, at overbevise dig om, at du skal holde øje, skabe afstand og passe på, for alle er ude på at generere dig.
Når du tager snakken, skal du KUN tale fra din egen have. Del din længsel (at du savner, længes, mangler vedkommende i dit liv). Del KUN din EGEN oplevelse og følelser. HELT fritaget for alle bebrejdelser og konklusioner om den andens hensigter.
Og tillad nu den anden, at reagere helt fri på dine ord. Dette er den svære del, IKKE at gå i forsvar, men bare lytte, og anerkende, hvordan den anden har det. Hvis vedkommende føler sig såret, kan du sige, at det er du ked af, at det ikke var hensigten med dine ord.
Spørg din relation om, hvad du kan gøre eller sige, for at vedkommende igen har lyst til at “starte på en frisk” eller hvad der skal ske mellem jer, for at det igen bliver rart at ses.
Se hvad der sker.
Hvis det er et større relationspuslespil, så ring gerne til mig, så kan jeg facilitere snakken. Det kan være en god idé, hvis der er rigtig mange følelser i klemme hos mange.
Men skønne mennesker ❤. TAG nu snakken. Også selvom den er svær. Vi SKAL. Det skylder vi os selv. Og hinanden.
Spild ikke tiden mere, men tal om det der skal tales om. Nu.
Vi skal finde ind til kærligheden. Til os selv. Og hinanden. Intet andet giver mening eller livskvalitet.
Det føles SÅ vigtigt indeni mig at skrive disse ord, så det er nok også vigtigt indeni dig.
Please speak up now. With love. From love ❤
Det er sÃ¥ fint og SMUKT beskrevet ⺠❤ ❤ Og lige det verden har brug for â at vi Speaker Up !! :
Tusind tak ❤😘Jeg blev bare nødt til at skrive disse ord 🙏