Charlotte Egemar Kaaber

Menu

  • VELKOMMEN
  • BLOG
  • SESSIONER
    • TRAUMEFORLØSNING
    • MENTORING1:1 INKL. TRAUMEFORLØSNING
    • 4 x 1:1 SESSIONER (1,5 time)
  • KURSER & WORKSHOP
    • KLAR KOMMUNIKATION
    • KODERNE TIL DIN ENERGI
  • MALLORCA – RETREAT
  • YOGA
    • NYE HOLD YOGA OKT 2020
    • Yoga undervisning
  • VIRKSOMHEDER
  • KUNDERNE SIGER
  • FUSIONSFAMILIER
  • OM
  • KONTAKT
    • Betingelser
  • LAD MIG INSPIRERE OG OPLØFTE DIG DIREKTE I DIN INDBAKKE

    KLIK PÅ BILLEDET OG SKRIV DIG OP TIL MIT NYHEDSBREV

  • Hæng ud på Facebook

    Hæng ud på Facebook
  • Instagram

Posts By charlottekaaber

I have a deep wish to help fusion families wordwide creating better and more loving blended lifes. Also in relation to the ex'.

Mit 2013 Uden Konkrete Mål

9. januar 2013 · by charlottekaaber

0 pointJeg gik ind i det nye år, uden konkrete og målbare mål og min vanlige liste over ”De Tre Vigtigste Skridt”.

Ret skræmmende og utrygt for coach-delen i mig, der plejer at stor-nyde at hænge sine mål op på køleskabet. Til offentlige skue og evig påmindelse om, at jeg STADIG ikke har tabt de 5-10 kilo, jeg også skulle tabe sidste år. Og året før.

Det blev så tungt for mig, så i år har jeg droppet nytårsforsætter. I stedet har jeg reflekteret over ord, jeg ønsker skal være tone-givende for mit år.

Kærlighed, nærvær, lethed, sjov, nydelse, lækkerhed og ”mumselighed” skal være de overordnede overskrifter for mit år. Ord jeg også vil læne mig op ad, når jeg skal træffe en beslutning eller vælge retning.

Jeg har stadig ting, jeg ønsker mig. Jeg ønsker bl.a. at føle ”lækkerhed” i min krop. Hvor meget det kræver eller hvornår jeg skal nå det, tager jeg ikke stilling til. Jeg definerer ikke vejen jeg skal gå. I stedet lader mig guide af mine følelser. Hvad har jeg lyst til spise og hvordan har jeg det, når jeg spiser det.

Når jeg så spiser en flødebolle (eller alle fire) fra Irma med marcipan-bund, så gør jeg det med stor nydelse, tager 100% ansvar, og uden min stramme kostskole-forstanderinde, der tidligere boede i mit hoved, skælder mig ud.

Jeg nægter ikke mig selv at spise ting. Det fungerer godt for mig at have droppet stramme deadlines og tanken om kostplaner, jeg ”burde” følge. Jeg er godt på vej til finde en form, der kan fungere for mig.

Jeg vil også gerne realisere mit ønske om ”Spændende Spørgsmål til Spændende Mennesker”, hvor jeg vil interviewe nogle af de fantastiske mennesker jeg kender og inspireres af. Hvordan det skal lade sig gøre, har jeg ingen idé om. Og jeg har ikke tænkt mig at tage et eneste skridt.

I stedet sender jeg blot ønsket af sted. Læner mig forventningsfuld tilbage og glæder mig til at se, hvordan universet vil arrangere mennesker og situationer, der kan hjælpe mig, så ønsket kan manifestere sig.

Jeg tror på, at der er så meget mere ”derude”, der matcher alt det, vi går og drømmer om. Ting og situationer, som er endnu mere fantastiske, end vi har fantasi til at forstille os. Når vi detail-planlægger alt i vores liv, går vi glip af magien. Vi skal give slip. Lade os rive med og overraskes. Give plads til magien. For den er der.

2013 skal være mit bedste år. Og jeg vil være åben, forventningsfuld og modtagelig overfor alt det nye og spændende, jeg bliver præsenteret for. For hvem ved, måske er det et skridt på vejen mod noget, jeg ønsker mig. Uden at vide det.

Må 2013 blive et fantastisk år.

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Hvis bare min kæreste, børn, mor og min chef ændrer sig, SÅ vil mit liv blive godt!

28. november 2012 · by charlottekaaber

Jeg blev rasende første gang jeg hørte, at jeg bare skulle ændre inde i mig selv, så ville mine ”støjende” relationer ændre sig efterfølgende. Jeg kunne få det, som jeg ville have det. Helt uden kamp og manipulation.

Jeg tænkte, at hvis det virkelig er sandt, hvorfor laver alle mennesker så ikke dette indre arbejde?

Fordi mange af os ikke ved, at det er sådan det forholder sig. Vi har givet magten over vores indre tilstand til vores omverden. Vores ro og balance er afhængig af, hvordan vores relationer opfører sig. Når vores relationer “støjer”, så fylder det nærmest det hele. Der er ligesom ikke plads til andet i vores liv. Vi har ikke kræfter til at udvikle os.

Sådan var min hverdag, indtil jeg fik input til at håndtere mine relationer, så jeg aktivt kunne arbejde på, at de kunne blive nærende, kærlige, livgivende og meningsfulde. Noget der giver mig energi, i stedet for at tage min energi. Jeg er rigtig godt på vej, men har stadig er en del “støj-sendere” i mit felt.

En har de ting jeg har lært er, at vi altid får det, vi forventer af andre. Vores relationer lever op til vores forventninger, så hvis jeg forventer at min mor er pisse irriterende, så vil hun være det, uanset hvad jeg gør eller siger. Vores omverden nærmest transformerer sig til at leve op til den rolle, vi forventer af dem.

Derfor er det smart at kigge på vores vigtigste relationer og skrive ned, hvad vi forventer fra dem og kikke på, om det også er det, de leverer. Så kan vi begynde at skrue op eller ned på vores forventninger og i langt højere grad få det som vi vil ha’ det, da vores relationer stille og roligt vil begynde at tilpasse sig vores nye forventninger.

Så hvis jeg kan mærke, at jeg begynder at blive irriteret på min mor, så kigger jeg indad og spørger mig selv, om jeg er stædig og forsøger at få hende til at mene det samme som mig. Jeg stopper (forsøger) mig selv. Jeg kan også vælge at skifte emne til at tale om børnene eller tage en pause og gå på toilettet. Og når det ikke lykkes mig at holde den gode energi, ved jeg at der kommer en ny chance til at øve mig.

Jeg husker mig selv på, at jeg kan og skal ikke ændre hende eller overbevise hende om, at jeg har ret. Hun er den hun er, mener det hun gør og det skal hun have lov til.

Det andet jeg har forstået er, at vores relationer altid spejler, vores relation til os selv. Så hvis vores relation ikke er god til os selv, vil vi opleve en verden, der er utroligt ”støjende”. Den gode nyhed er så, at når vi begynder at tage hånd om os selv og ændre ting og tanke-mønstre inden i os, så begynder omverden at spejle det, vi har ændret.

Omverdenen spejler altid vores følelser og derfor er det en god idé at kende vores følelser og vide, hvordan vi kan højne vores energi, for så vil andre mennesker begynde at spejle det.

Så hvis vi ønsker at blive klogere på, hvordan det står til i vores indre, så kan vi kigge på, hvad vores omverden spejler til os. Hvis jeg har problemer med at sætte grænser, vil jeg konstant blive udsat for mennesker, der overskrider mine grænser. Igen og igen, indtil jeg lytter til mine følelser og får sagt stop og har fået den læring, jeg skal have. Så forsvinder den slags oplevelser ud af mit felt.

Så begynder det jo at blive gaver, så selv den største klap-hat vi møder, kan vi takke for at vise os videre på rejsen til at blive en endnu mere kraftfuld udgave af os selv.

Så det at tage omverdenen alvorligt og se vores omverden som et spejl er et af de bedste selvudviklingskurser vi kan tage. Det er en af de hurtigste veje til at få det, som vi vil have det og til at blive klogere på, hvordan vores relation egentlig er til os selv.

Det er sgu da smart synes jeg. Jeg er i fuld gang. Jeg øver mig hver dag. Det er ikke nemt, men det er sjovt at lege med.

Kærligst,

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Er der overensstemmelse mellem det du siger og det du gør?

10. november 2012 · by charlottekaaber

Ord har en stor betydning i denne verden. Lige fra hvordan vi siger dem, til hvad vi siger med dem. Men det er gennem vores handlinger, at vi får tingene til at ske.

Det er det vi mener, når vi siger til hinanden, at handling tæller mere end ord. Ofte er der ikke overensstemmelse mellem det vi gør og det vi siger. Så her bliver det tydeligt, at det er nemmere at tale om noget vi ønsker at gøre, end det er, rent faktisk at gøre det.
Samtidig er det nemt for os at forsætte med at gøre ting, som vi glemmer at anerkende os selv for.

Derfor er det sundt for os alle ind i mellem at tage et kig på og sikre, at der er overensstemmelse mellem det vi siger, og det vi gør.

Eksempelvis er det let at tale om vores drømme, men det kræver en masse mere energi at tage de mange små skridt, der gør vores drømme til virkelighed.

Hvis alt hvad vi nogensinde gør er at tale om det, så begynder vi at miste troen på os selv, fordi der ikke sker ændringer på det ydre plan. På den måde er det ”at være al snak og ingen handling” faktisk en form for selvsabotage.

Vi kan kigge på vores handlinger for, gennem dem at se, om vi følger op på vores ord. Hvis vi eksempelvis siger, at vi er bekymrede for miljøet kan vi tjekke, om vi tager de enkelte trin vi kan, for at omsætte denne bekymring til handling.

Det er altid en god idé at kigge på, hvad vi taler om, og hvem vi siger, vi er. For derefter at observere, hvad vi rent faktisk gør i verden.

Nogle gange kan det gå op for os, at en del af vores handlinger ikke er fulgt med vores ord. Andre gange opdager vi, at vi må ændre vores ord, så de afspejler, hvad vi faktisk gør i verden.

Uanset hvad, jo mere vi samstemmer vores ord og handlinger, jo klarere kan vi udtrykke vores sandhed i verden, jo mere kraftfulde og autentiske vil vi fremstå.

Kærligst,

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Har Du Sunde Pengerødder?

28. oktober 2012 · by charlottekaaber

Jeg er lige kommet hjem fra Malaga i Spanien, hvor jeg har prøvekørt mit 5-dages Yoga Retreat Koncept. Min drøm er (bl.a) at kombinere arbejde med det at rejse. At afholde Yoga Retreat/Workshop/Foredrag og efterfølgende have afslappende feriedage. Rundt omkring i verden.

Jeg vil gerne kunne tjene penge på det. Bare lidt i hvert fald. Eller i hvert fald bare have mine udgifter dækket. Eller måske bare mine rejseudgifter. Som minimum. Men jeg behøver måske ikke have mine feriedage dækket. Dem kan jeg måske godt selv betale. Det kan min mand også. For det er jo også super hyggeligt at lave ting sammen! Det skal vi jo lige huske på.

Dialogen i mit hoved kommer (til min store overraskelse) også ud af min mund. Det går op for mig, at jeg erkender tingenes tilstand, mens jeg taler. Ikke helt smart, når Jégwan lytter og lige så sikkert som amen i kirken, forholder sig til det jeg siger. Hver gang. Uden undtagelse.

”Det kan du godt glemme, jeg gider ikke bruge min ferie på at arbejde, hvis jeg intet tjener på det. Hvorfor skulle jeg det? Så vil jeg da hellere holde ferie, UDEN at arbejde”, er hans reaktion på min udtalelse. For en gangs skyld er jeg ikke klar-parat-svar.

Jeg var i fuld gang med at retfærdiggøre, at jeg ville kunne finde på at søsætte et nyt Yoga Retreat, hvor jeg intet tjener.

Ikke verdens mest smarte strategi at kaste ud i universet, når jeg nu proklamerer, at jeg øver mig i at leve efter mantraerne: At det er tankerne, der skaber min virkelighed, og at det jeg fokuserer på, får jeg mere af. OG jeg er gift med mand, der ELSKER regneark, OG hader røde tal i regnskaber.

Jeg må tilstå, at det er en del nemmere for mig at hjælpe andre mennesker med at spotte deres blinde vinkler, end det er at støtte mig selv i kampen mod mine egne ødelæggende overbevisninger om, hvad sådan en som mig kan og må tjene.

Og hvordan. Og på hvad. Åh gud – Been down that road before.

Jeg troede, jeg havde fået styr på mine overbevisninger omkring penge. At jeg havde slukket for min fars stemme:”Vores penge er ligeså gode som deres”, ”Rige mennesker er usympatiske og dominerende”.

Og hvem har dog lyst til at være sådan én? Mine pengerødder stikker dybere end jeg troede.

Jeg ønsker at blive helt ok med at tjene penge på mine medmenneskers livs-udfordringer. Gennem coaching og yoga. Jeg ønsker at forstå, helt ind i min sjæl, at jeg ikke er ond, fordi jeg gør det.

”Jeg tager PENGE for at videregive viden og erfaring, der kan hjælpe folk et bedre sted hen”. En sætning jeg ikke kan skrive, uden at mærke en massiv bølge af skam.

Jégwan har forslået, at vi afprøver et 3-dages Yoga Retreat i Sverige over en weekend. OG definerer et mål om at tjene penge på det BEGGE TO. Jeg vil øve mig. Med små skridt. Jeg kan godt ”eje” at tjene kr. 3000-5000,- på et weekend retreat. Tror jeg. Vi får se, om jeg kan lukke det ind.

Jeg vil arbejde målrettet med mine pengerødder. For jeg ønsker at tjene penge. Mange penge. Og være ok med det. Selvom det lige pt. er grænseoverskridende og skamfuldt for mig at erkende og sige højt.

Jeg vil huske mig selv på, at der er nok til alle. Universet er altid leveringsdygtig. Vi får alle essensen af det vi sender ud.

Kærligst,

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Er Du Bevidst Om Den “Fortrukne” Følelse, Der Dominerer Din Hverdag?

26. september 2012 · by charlottekaaber

Vi ønsker alle at have det godt. Både i vores krop, sjæl og sind. Hvad der føles godt og normalt for dig, er ikke nødvendigvis det der føles godt og normalt for mig. Det kommer an på vores udgangspunkt. Hvad vi er vant til. Hvad der er normen.

Normen er den følelse og tilstand, der primært dominerer vores liv. Vores uge. Velkendt og trygt. Positivt eller negativt. Vores (ubevidst) foretrukne tilstand.

En gang var normen for mig ”Irritation”. Understøttet af følelsen af en stor knude i maven. Sådan havde jeg det hver dag. Jeg troede alle følte det sådan og overvejede på intet tidspunkt, om jeg kunne få det anderledes. Bedre.

Jeg gjorde (helt ubevidst), hvad jeg kunne for at vande og gøde min foretrukne følelse ”Irritation”. Lavede de største dramaer ud af meget få ingredienser. Jeg havde mine ynglings scener, som jeg elskede at gentage. Igen og igen. Hvis tilskuerne prøvede at flygte, så låste jeg døren.

Jeg var den ukronede verdensmester. Jeg kunne spinde de vildeste historier ud fra et par enkelte stikord. Jeg var selvskreven til jobbet som politisk spindoktor.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at ”Irritation” blev stimuleret og kunne forblive intakt. Og det blev stadig hyppigere og hyppigere. Og med kortere interval. ”Irritation” blev mere og mere sulten og ville stimuleres i tide og utide. Det der foregik var helt ubevidst for mig.

Jeg havde intet øje for, hvordan jeg påvirkede min omverden.

Den lille stemme i mit baghovedet, der prøvede at råbe mig op og forklare, at min opførsel ikke var i orden, ignorerede jeg med den største arrogance. Jeg vidste bedre. Jeg skulle nok selv styre min verden. Det var jeg god til. Tak!

Det føltes ufatteligt godt, hver gang jeg fik ”Irritation” forløst. Hvilken lettelse. Ligesom en ventil, der blev åbnet og trykket blev lettet. Men de moralske tømmermænd bankede på. Højt og insisterende.

Jeg vidste ikke, at jeg kunne vælge noget andet. Jeg vidste ikke, at jeg overhovedet havde et valg. Det føltes ikke sådan.

En dag fik jeg sat stolen for døren. Jeg blev bedt om at finde ind til, hvorfor og hvordan ”Irritation” var blevet min foretrukne følelse.

Hold da op en rejse. Jeg spolede tilbage og kiggede på tankerne bag, der gav mig følelserne, der gjorde at jeg handlede og sagde, som jeg gjorde.

En dag forstod jeg, at jeg faktisk havde et valg. At jeg med bevidsthed og øvelse kunne vælge nye tanker, der ville give mig nye og mere positive følelser, der dermed ville give mig lyst til nye handlinger og ord.

Undervejs på min rejse fandt jeg også ud af, at jeg hele tiden havde forsøgt at tilpasse mig andre menneskers forventninger til mig. Hvoraf de fleste af dem, var nogle jeg selv havde opfundet. Og kun fandtes i mit hoved.

Jeg havde slet ikke lyttet til min egen indre GPS og fået sat grænser op for, hvad jeg ville være med til eller ej. Jeg var blevet helt væk fra min indre kerne og vidste ikke længere efter, hvad der var vigtigt for mig.

Jeg gik konstant ud over mine egne grænser og gjorde alt muligt, jeg slet ikke havde lyst til. Derfor var ”Irritation” blevet min foretrukne følelse.

”Irritation” gav mig ikke de tætte relationer jeg ønskede mig, så den måtte jeg stille og roligt skrue ned for, så den ikke dominerede mit liv. Opmærksomt og tålmodigt transformerede jeg den lidt efter lidt.

Samtidig øvede jeg mig i – stille og roligt – at styre efter min egen GPS, i stedet for andres. Sige til og fra i overensstemmelse med min indre kerne.

Hvilken lettelse og frihed jeg fik og stadig får mere og mere af, i takt med, at jeg aflægge mig de destruktive mønstre, der skaber afstand mellem mig og andre mennesker.

Måske kan du genkende min historie fra dit eget liv. Del gerne med dem, du mener, der kunne have glæde af dette blog indlæg.

Kærligst,

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Der Er Dem Med De Fine Titler Og Så Er Der Os Andre.

10. september 2012 · by charlottekaaber

”Hvem tror han lige han er, Direktør Madsen? Er han nu blevet for fin til at hilse på os andre?,” sagde min far til min mor med slet skjult forargelse. En udtalelse jeg hørte en del af i min barndom.

Derfor vokser jeg op med en overbevisning om, at der findes to kategorier af mennesker: Dem med den fine titel, en slags overmennesker og så alle os andre.

Vi går ligesom under en kam. En rimelig uinteressant masse, der ikke betyder noget. Ikke noget rigtigt vigtigt. Vi er ikke en gang spændende nok til, at man gider at hilse på os.

Selvom udtalelserne ikke var tiltænkt mine og min søsters ører, så tog jeg dem alligevel med mig. Og eftersom det var min far, der havde sagt det, så blev det sandt. Også for mig. Sådan var det bare. Det satte jeg ikke spørgsmålstegn ved.

Jeg bliver ældre og begynder på arbejdsmarkedet og kan mærke suget i maven, hver gang jeg er i nærheden af et Overmenneske. Stor er min forundring, hver gang et Overmenneske lytter til mig, og komplimenterer mig for noget jeg har gjort.

Jeg konkluderer lynhurtigt, at de bærer over mig. Er flinke overfor mig for at undgå, at jeg bliver ked af det. Overmennesket bekytter mig mod sandheden om, hvordan det virkelig ser ud med mig.

Jeg opererer jo ikke på deres niveau, så derfor synes jeg, det er super pænt af dem, at de gider gøre sig så stor umage. For min skyld. Der kan man virkelig se, hvor fantastisk vigtig et Overmenneske er. Waaau.

En dag sker der noget helt uventet. Jeg får tilbudt Den Fineste Titel. Ligesom Overmenneskerne har.

Waauu – jeg er stolt og kan næsten ikke vente med at fortælle det til mine forældre. Jeg skal opgraderes til en højere kategori af mennesker.

Jeg er SÅ stolt. Mine forældre er stolte. Fortæller om det til alle, der gider høre det. Også til dem, der ikke gider.

Jeg starter i jobbet, men kan mærke angsten prikke i min mave.

Jeg er bange for AT BLIVE OPDAGET. Bange for, at de skal finde ud af, at jeg har sneget mig ombord, som en blind passager på et krydstogsskib for rige mennesker. Bange for at de skal opdage, at jeg slet ikke er dygtig. At alt hvad jeg laver i virkeligheden er noget lort, der ikke kan bruges. At det jeg gør, ikke er et rigtigt arbejde, som hvis det havde været udført at et af de rigtige Overmennesker.

Det blev med tiden en meget lammende og altoverskyggende følelse for mig. Jeg måtte gøre noget, så jeg besluttede mig for at sige det højt, hvordan jeg havde det.

En dag tog jeg også modet til at fortælle om min angst for at blive opdaget til et af de rigtige Overmennesker. Hun kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at sådan havde hun det også.

Fra den dag blev alt forandret.

Pludselig kunne jeg se, at Overmenneskerne også var bange. Bange for ikke at kunne præstere. For blive opdaget i, ikke at være dygtige nok.

Fuldstændig de samme følelser, som jeg havde. Der var ingen forskel på dem og jeg.

Det var kun en flot titel, hvor der gemte sig et helt almindeligt menneske bag. Med nøjagtig de samme bekymringer og følelser som mig.

Det var virkelig mindblowing for mig at opleve. Stille og roligt samlede jeg historier, der kunne støtte mig i at se, at vi alle er ens, uanset titel.

Den dag i dag kan jeg stadig falde tilbage i mit barndomsmønster, men heldigvis kun ganske kortvarigt.

Hvis jeg ind imellem føler mig forkert, så husker jeg mig selv på, at nå vi en gang skal herfra, er der ikke forskel på asken.
Kærligst

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Mit Møde Med En Vampyr

27. august 2012 · by charlottekaaber

”Har du lige 5 minutter?” I virkeligheden ikke et spørgsmål, men mere en forvarsel om det, der skal til at ske. Uagtet mit svar. Det er torsdag morgen og jeg er endnu ikke nået op på mit kontor, da jeg bliver stoppet på gangen. ”Ja det har jeg da”, – svarer jeg imødekommende og glad.

Mit indre begynder at larme. Og en skrap indre stemme husker mig på mit mål om altid (at forsøge) at møde mine medmennesker med anerkendelse, aktiv lytning og en løsningsorientering tilgang.

Også selv om jeg ENDNU IKKE har fået min morgenkaffe.

Døren bliver lukket efter mig i det lille mødelokale og en kaskade af fejl der er fundet, ting der ikke er i orden eller forkerte, vælter ud over mig. Jeg lytter længe, nikker, lytter mere, tager notater og spørger så til, på hvilken måde disse ting forhindre ham i at udføre sit arbejde? Hvad skal der til for, at han kan komme videre? Og hvordan kan jeg bidrage til dette? Hvad har han brug for fra mig?

Verdens dårligste strategi viser det sig lynhurtigt.

Jeg ødelægger det hele for ham. Jeg skal IKKE løse noget som helst! Tingene skal IKKE løses! Han vil IKKE videre med tingene! Han vil bare brokke sig. Påpege alle de fejl og mangler han har fundet. Meget og længe. Det skal jeg så åbenbart lægge øre til.

Da det går op for mig, at jeg bare bliver brugt som skraldespand for et andet menneskes negative energi-udladning, forsøger jeg øjeblikkeligt at stoppe samtalen. Rejser mig op og gør antræk til at gå. Det gør ham vred, da han ikke er færdig endnu.

Jeg er røget i kløerne på en vaskeægte vampyr. En energi-vampyr. Et menneske, der ”suger” andre menneskers energi. Brokker sig og taler i et væk. Og som trænger deres medmennesker op i et hjørne, så de ikke kan slippe væk. Energi-vampyren har intet blik for, hvordan modtageren har det i situationen. Det interesserer ham ikke. 2-vejs dialog er et ukendt begreb. Mit flugt-gen er i beredskab. Men jeg kan ikke komme væk.

Jeg sætter mig ned igen og beslutter mig for at forsøge at beskytte mig mod hans negative energi, så den ikke påvirker min egen energi. Det lykkes ikke.

Da jeg 10 minutter senere forlader lokalet, er jeg helt drænet. Træt. Deprimeret og har brug for en formiddagslur. I det sekund jeg lander på min kontorstol opstår der en massiv trang til at forstå, hvad det er der sker i mødet med andre mennesker.

Jeg har brug for at forstå den voldsomme energi-udveksling, der finder sted. Hvorfor nogle mennesker dræner en, ikke kun med deres brok, men med deres blotte tilstedeværelse.

Måske var det bare mig, der var nærtagende og sart! Det viser sig senere, at det ikke var indbildning, når jeg følte mig helt tappet.

Måneders research blev påbegyndt denne dag. Og her er det første jeg fandt ud af. (jeg ville skrive mere om dette emne)

Det nørdede – men spændende
Hvis vi stikker hånden under en stærkt mikroskop vil vi kunne se at vores hånd er levende og i bevægelse og ikke en fast masse, som vi måske umiddelbart tror.

Vi er levende organismer. Vi er energi, der bevæger sig, vibrerer og sender ud på en frekvens. Lidt ligesom en radio med flere kanaler. Energien omkranser også vores fysiske krop. Vores energi ændrer sig, alt efter, hvordan vi har det. Energierne har forskellige farver, hvoraf den røde er vrede. Det var den jeg mødte, den dag på kontoret.

Du har måske hørt om mennesker, der kan se folks aura. Det er den energi vi sender ud, de er trænet i at læse.

I mødet med andre mennesker blander vores energier sig. Særligt det vrede menneskes energi er meget kraftig og dominerende. Den energi vokser sig større ved at ”stjæle” fra andre mennesker energi-systemer. Når de har gjort det, falder de til ro. For en stund. Indtil mønstret gentager sig.

Denne energi-udveksling foregår ofte ubevidst og kan godt lyde meget urtet, men hæng på lidt endnu. Jeg skal nok forklare dig, hvordan du kan passe på dig selv i mødet med en energi-vampyr.

Sådan håndterer du ”fejlfinder” og ”brokkerøv” – vampyren
Hvis det er privat, så flyt dig over i dit hjerte og forklar derfra, at du virkelig sætter pris på jeres forhold, men at det slider på dig, når du bliver ved med at tærske langhalm på de samme ting. Bliv på din egen banehalvdel og forklar kun, hvad det gør ved dig. Ingen bebrejdelser mod den anden om, hvad han/hun burde sige eller gøre.

Forklar kærligt, at du kan lytte i 10 minutter, det er din grænse. Men at du meget gerne stiller op til mere, når han/hun er klar til at kigge på løsninger i stedet.

Hvis han/hun trykker på dine knapper, må du beslutte dig for ikke at reagere på det. Når du sætter konsekvente grænser, passer du på din egen energi.

Hvis det foregår på dit arbejde, så bliv ved med at understrege, at du har arbejde, der skal gøres og kun kan lytte ganske kort. Definer klare grænser. Se om du kan slippe væk. Stille og roligt.

For at afbøje en fejlfinders energi og vibrationer skal du videst muligt undgå øjenkontakt. Se dig selv omgivet af en hvidt lys eller en anden form for skjold, der danner en uigennemtrængelig barriere, der dækker hver eneste centimeter af dig. En beskyttelse, der forhindrer, at du lider skade. Skjoldet lader kun det positive trænge igennem.

Imens ”fejlfinderen” brokker sig forstiller du dig, at du har bygget en stødpudezone, hvor negative vibrationer ikke kan ramme og dræne dig. Hav indre fokus på din vejrtrækning, tæl eventuelt baglæns fra 10, mens du (lader som om) du lytter. Det vil grounde dig og gøre dig centreret og stærk, så du ikke bliver blæst omkuld. Lad være med at argumentere. Det giver bare mere næring til det negative.

Hvis du alligevel er blevet ramt, så find en måde at fylde lidt på din energi-tank. Måske 5 minutter på toilettet med lukkede øjne. En kort snak med en glad kollega. En stykke lækker chokolade. En lækker kop te. Eller hvad der måtte virke for dig.

Jeg håber du kan bruge mine tips i en verden fyldt med energi-vampyrer.

Har du har andre gode idéer til, hvordan vi kan håndterer energi-vampyrer, så kommentér gerne.

Kærligst,

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Mit sårede ego ville hvæse ild

16. august 2012 · by charlottekaaber

”Hvis han ikke havde foldet bestillingen og du havde sagt din fulde navn, så havde jeg nemt kunne finde dine kontaktlinser” – forklarede optiker-damen mig. Tydeligt irriteret og med en dyb rynke i panden. Jeg havde godt set det komme, da hun for tredje gang kom tomhændet tilbage fra lageret.

Min dårlige samvittighed over at være til besvær og min skam over at have gjort hende irriteret fik mig til overveje, om jeg ikke bare skulle sige, at det var helt ok, at hun ikke kunne finde mine linser. Hun skulle ikke lede mere.

Jeg kunne bare kunne bruge briller, indtil der kom nogle andre linser hjem. Og hvis hun følte for det, kunne hun jo bestille dem hjem til mig. I dag. Hvis hun havde tid. Ellers var det helt ok, at hun ventede. Lige meget hvad. Bare hun ville holde op med at være irriteret på mig.

Oh my Charlotte, hvor godt synes du egentlig det går? Hvad er det lige du har gang i her? Du har jo brug for de kontaktlinser, ellers stod du her jo ikke! Jamen jeg kunne jo være kommet FØR, jeg tog det sidste par i brug. Det er jo i virkeligheden min egen skyld…okker bokker, okker, bokker……..Jeg er travl med at lede efter en mulig ”flugtvej” for at undgå at træde i karakter. Selvsabotage i fuldt flor.

Pludselig kan jeg mærke en ulmende vrede……HVAD FANDEN BILDER HUN SIG IND? HVEM TROR HUN LIGE HUN ER? Jeg er kunde i HENDES forretning og jeg vil have ordentlig service. Hun skal ikke snerre ad mig. Jeg finder mig ikke i den opførsel! Der er andre steder. Masser af andre steder, hvor jeg kan købe mine kontaktlinser! Bum! Tag den dame!

Beslutsomt kigger jeg på hende og ud af min mund kommer: ”Det er jeg virkelig ked af. Det må du undskylde. Hvor er det dog kikset af mig, ikke at sige mit fulde navn. Du kan jo ikke vide, at jeg også hedder Egemar. Det beklager jeg. Det var virkeligt dumt. Og når din kollega så – oven i købet – har foldet sedlen, så du kun kan se ”Charlotte Egemar”, så er det ikke nemt at være dig.”

-”Jeg lover dig, at jeg vil huske at sige mit fulde navn, næste gang jeg kommer herop” – var min sidste og afgørende score-replik.

Min kærlige sjæl har (åbenbart) vundet retten til at tale, over mit sårede ego, der hellere vil hvæse ild. Lige i hovedet på den åndsforsnottede optiker-dame, der i virkeligheden burde finde sig et nyt job. Hvis du havde spurgt mig i “gerningsøjeblikket”.

Hun havde fortjent ild. Og jeg havde fået forløsning for min vrede og kunne have fortalt hele verden om mit drama. Fået deres sympati. Og deres drama-historier, som – helt tilfældigt – mindede om min. Bare lidt værre. Min verden kunne have fået en enestående chance for at genoplive og gennemleve deres egne dramaer. Igen. Vi kunne have følt fællesskab. Bonding. I irritationen. I retfærdighedens navn. Amen.

Jeg kunne havde været blevet en helt. Eller?

For øjnene af mig skete den vildeste transformation. Fra ”vred, snerpet dame, der burde finde et nyt sted at spise sin frokost” til ”stor-smilende-det-skal-du-ikke-tænke-på-det-var-ikke-noget-problem ekspedient”. Det var så vildt, at jeg blev helt stille. (Hvilket ikke sker så tit).

Jeg gik målløs ud af forretningen og glædede mig over, at jeg ikke havde givet hende en verbal overhaling. Selvom det måske havde været på sin plads.

Men hvad var det i grunden jeg havde gjort?

Jeg havde set hende. Anerkendt hende for hendes anstrengelse. Hendes ekstra indsats hun ydede, endda på trods af, at både jeg og hendes kollega havde brudt hendes regler om, hvordan en seddel skal foldes og at en kunde skal sige sit fulde navn.

Hvis man altid vil have sine kontaktlinser udleveret. Og det ville jeg rigtig gerne.

Hånden på hjertet? Kan du genkende dette? Ja, det tror jeg du kan.

Er massiv selvsabotage også noget du kan genkende og vil høre mere om, hvordan du kan håndtere, så tilmeld dig mit foredrag 22. august på www.charlottegemarkaaber.com under EVENT.

Kærligst

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Vil Du Hellere Være Brugt End En Velbevaret Museumsgenstand?

5. august 2012 · by charlottekaaber

”Jeg vil ikke ende som en museums-genstand, der er ubrugt, pæn og velbevaret for at holde værdien. Fandeme nej. Jeg vil være brugt, slidt i kanterne og smides væk, når jeg skal herfra!”

Proklamerer min kære mand, mens han målrettet styrer vores bagagevogn mod terminal 3 i lufthavnen.

Jeg er ved at få min tic-tac pastil galt i halsen, fordi jeg kommer til at skrald-grine. En velbevaret museums-genstand! Der begynder at danne sig billeder i mit hoved og et virvar af modstridende tanker og følelser skaber et mindre vulkanudbrud i min krop.

Jeg vil gerne være velholdt og pæn. Men hvordan har jeg det egentligt med at være brugt? Hvis jeg nu går efter at være ”brugt”, er det så ensbetydende med, at jeg behøver at ligne eller ende som en tyk posedame?

Eller betyder det at være ”brugt” mon bare almindelig – aldersvarende slidtage – hvad man kan forvente af en kvinde på 44 år, der har født to børn.? Slidt et par kærester ned. Røget i 1000-vis af cigaretter. Drukket rigtig meget dårlig rødvin. Og god rødvin. Snakket (usædvanligt) meget. Og spist rigtig, rigtigt meget (for meget).

På Metroprojektet har kloge ingeniører beregnet – i procentsatser – togenes faldende værdi, sammenholdt med, hvor meget slidtage der forventes ved daglig brug. Gad vide om disse beregninger også er lavet på mennesker? Hvad siger normen? Og hvem definerer den egentlig?

Hvad vil jeg egentlig gerne ende som? Oh my! Det er ikke nemt spørgsmål. Jeg har jo set en masser af smukke og velholdte ældre mennesker, der lige til det sidste holder sig utroligt godt. Men har de mon også LEVET? Virkelig givet den gas? Eller har de brugt AL deres tid, energi og penge på at holde sig vel-holdte og vel-polerede? Hvor slutmålet er at forblive velholdte. Tage herfra som velholdt.

Hvad nu hvis disse mennesker næsten kun har levet af og gennem den ros og anerkendelse de har fået fra omverdenen for, hvor godt de holder sig og hvor lidt man kan se, at de var 85 år?

Den version har jeg heller ikke lyst til.

Eftersom jeg er et både-og menneske, prøver jeg om jeg kan kombinere Jégwans udtalelse. ”En brugt, men velholdt museums-genstand, der – til eksperternes store overraskelse – har holdt sin værdi, PÅ TRODS af, den har været brugt flittigt. Med enestående patina, der er skabt på allersmukkeste vis. Et meget autentisk og unikt eksemplar.”

Nu smiler jeg. Den version kan jeg li’.

Jeg kommer pludselig til at tænke på et af mine ynglings-farverig-festballade-mennesker Ketti Bueno Ferrer. Hun bragte et skønt billede på sin Facebook side af en ældre og meget rynket dame med det mest fantastiske glimt i øjnene. Jeg napper det lige til jer.

Da jeg genså billedet var jeg er ikke længere i tvivl. Jeg går efter ”Brugt. Men med enestående patina. Et meget unikt og autentisk eksemplar”.

Hvad går du efter? Hvad er din version?

Kærligst,

Charlotte

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Mindre Handling Mere sofa

23. juli 2012 · by charlottekaaber

Denne artikel kan også læses på http://kvindetid.dk/charlotte-egemar-kaaber-mindre-handling-mere-sofa/

Hvordan ville dit liv se ud, hvis du skuer ned for al tvangspræget eller frygt baseret handling?

Det er mandag morgen. Glad og med ægte nysgerrighed spørger du din kollega til hendes weekend. I en 15 minutters uafbrudt og begejstret talestrøm, fortæller hun dig i detaljer om, hvor travlt hun har haft. Hvor meget hun har nået. Hvor effektiv hun har været. Hvor optimalt hun har brugt tiden. Og hvor sur hun blev på manden, da han prøvede at snige sig til en middagslur på sofaen, efter at havde været på ”Genbrugen” med fire læs. Hun fik det stoppet. I tide. Heldigvis.

Du begynder at frygte, hvad du skal svare, når hun om lidt spørger, hvad du har lavet. Du har intet lavet. Hverken vasket tøj, gjort rent eller lavet mad. Følelsen af din bløde sofa, den spændende bog og smagen af den lækre take-away er det, du kan huske. Du har bare været. Spildt tiden. Virkelig spildt den. Gennemført og grundigt.

Du føler dig pludselig flov over din ineffektivitet og dovenskab. Prøver febrilsk at komme i tanke om bare en lille historie, du kan blæse lidt op, så det lyder af noget.

Du hakker i det, da det bliver din tur til at fortælle. Leder lidt efter ordene. Vupti. Din kollega tager over. Igen. Hun har glemt noget. Du er lettet. Du slipper for at udbasunere dit dovenskab. Historien gentager sig næste mandag. Og næste mandag. Og næste mandag.

STOP. Please. Bare for et øjeblik og reflekter over følgende:

Hvorfor elsker vi at fortælle om, hvor effektive vi er?
Hvorfor er det så vigtigt for os, at dele vores handlen og travlhed med andre?
Hvorfor bærer vores Facebook opdatering ofte præg af lange sætninger med alt det, vi har nået?
Hvorfor er handling og effektivitet det vi roser og anerkender hinanden for? Og vigtigst af alt, hvorfor og hvor kommer vores evige handlen og gøren fra?

Jeg elsker selv handling. Er stolt af det jeg gør og når. Men jeg har lagt mærke til, hvor mange af mine og andres handlinger, der er tvangsprægede eller frygt baserede.

Handlinger vi foretager os for at undgå noget eller af frygt for, at noget vil ske. Eller ”Det siger Reglerne”. Vi laver regler om, at der SKAL gøres rent HVER lørdag. Handles HVER mandag. Til svigerforældrene HVER søndag og spises grød HVER onsdag. Eller vi skal løbe eller træne 3-5 gange om ugen af frygt for at blive tykke. Selvom vi ikke har lyst.

Og i det øjeblik det vold-regner udenfor og vi IKKE kan klippe hæk, luge, pudse vinduer, slå græs eller løbe, er vi helt lykkelige. Vi er – helt legalt og samfundsmæssigt accepteret – fritaget for at handle. Tankevækkende.

”Al besiddelse volder besvær” – sagde min mands kloge morfar. Og han har så ret. Vi er nødt til at vedligeholde det vi har. Med mindre det regner. Men kan vi ikke sætte standarden lidt ned? Det behøver ikke være perfekt. Naboen føler sig alligevel bare presset over vores perfektion.

Men vi skal jo starte et sted, så skal vi ikke indledningsvis aftale – at fra i dag af – er al tvangspræget og frygtbaseret handling socialt uacceptabelt? At fra nu af og så ofte som det er muligt, skal vi kun handle, fordi det kunne være sjovt at…….eller jeg har lyst til…..(og der findes faktisk mennesker, der synes det er skønt at gøre rent, som vi kan bytte med).

Jeg glæder mig til at fortælle det til min mor, som også har ”GARDINVASK” og ”ORDNE KØLESKAB” i sin kalender. Det vil også være en lettelse for dem af os, for hvem det er lykkes at skabe liv, vi ikke orker at vedligeholde. Hvor hele ugen er fyldt op af ting vi skal. Vi orker det bare ikke.

Jeg beslutter hermed, at vi ALLE får – bare i en måned – FORBUD mod at foretage tvangsprægede og frygt baseret handlinger. Lyder det ikke skønt? Det er hermed samfundsmæssigt anerkendt og acceptabelt at ligge på sofaen hele weekenden. Godt gået, hvor er du sej!.

Jeg tror mange af os ville ånde lettet op. Føle os fritaget fra et mega tungt ansvar. Smide os fnisende i sofaen, spise kolde chokoladeskildpadder og drikke rødvin allerede fra kl. 16.00 lørdag eftermiddag.

I virkeligheden ønsker jeg vi skal lære et nyt sprog. Jeg drømmer om – selvfølgelig kun forsøgsvis – at ord som travlhed, effektivitet og optimering udgår. I stedet skal ord som væren, kærlighed, sårbarhed, nærvær, nysgerrighed & begejstring bruges med samme frekvens og iver.

Med det nye sprog kommer også en lov om, at de nye ”væren-ord” skal modtages af et ligeså stort og begejstret heppekor som de gamle ”handle-ord”. En sætning som….”Jeg sad og stirrede ud i luften med åben mund i en time” skal hyldes på samme måde, som jeg har pudset vinduer og bagt boller. Vi skruer langt ned for al handling og op for vores væren. Vi er bare til. Trækker vejret. Suger livet ind. Er stille. Ud fra denne tilstand handler vi, når inspirationen er der og det føles let og sjovt. Vi skal ikke nå noget.

Vi tager kollektivt ansvar. Så er der mennesker i vores nærhed, der ikke kender eller har glemt det nye sprog og den nye lov, gør vi dem kærligt opmærksom på deres eksistens.

Jeg elsker at forstille mig den verden, vi kan skabe, hvis vi stille og roligt begynder at gå fra en næsten 100% handle-energi til 80% væren og 20% handling, der kommer ud fra inspiration og glæde. I stedet for tvang og frygt.

Den nye standard for det gode liv. Den verden vil jeg elske at være en del af. Som med alt forandring, må jeg jo starte med mig selv. Måske har du lyst til at være med til at indføre det nye sprog i din verden?

”Vær den forandring du ønsker i verden”. Jeg vil gå en tur. Fordi jeg har lyst.

Mange kærlige hilsner

Charlotte Egemar Kaaber

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)

Hvad tror du børnene ville sige, hvis du ikke var mere?

20. juni 2012 · by charlottekaaber

Image

Det spørgsmål blev jeg stillet i (endnu) en af mine selvhjælpsbøger. Forfatteren ville have mig til at reflektere over spørgsmålet og hvis jeg, selvfølgelig helt utænkeligt, ikke kunne lide det svar, jeg troede børnene ville give, havde jeg mange år til at rette på situationen. Forhåbentligt.

Forfatteren opfordrede sågar også til, at jeg skulle spørge min mand, på en skala fra 1-10, hvor god en kone jeg havde været i indeværende uge. Hvis jeg scorede lavt skulle jeg spørge, hvad der skulle til for at snige sig højere op ad skalaen.

Jeg var ikke parat til at høre svaret fra Jégwan. Sandsynligheden for at jeg ville blive sur, føle mig urimelig behandlet og IKKE set, var stor. Og jeg ved (af erfaring) at det er en dårlig idé at stille spørgsmål, man ikke har lyst til at høre svaret på. Jeg var en kujon. Jeg indrømmer det.

Men spørgsmålet omkring, hvad børnene ville sige om mig, hvis jeg ikke var mere, anså jeg som rimeligt ufarligt, så jeg vågede pelsen og spurgte Jonas, min yngste søn.

”Jonas, hvis jeg nu var død, hvad ville du så fortælle dine kammerater om mig”?. Fra hans ansigtsudtryk kunne jeg pludselig fornemme, at jeg ikke ville få det svar jeg havde forventet, så jeg skyndte mig at tilføje, at han kunne svare hvad som helst. Jeg ville ikke blive sur.

Jonas kiggede tøvende på mig og svarede:”Jeg ville sige, at du var sådan en sundshedsmor, der tit blev sur på mig og skældte mig ud”.

Jeg manede mig op, slugte min automatisk generede forsvarstale, og spurgte, hvad jeg skulle gøre anderledes fremadrettet, hvis jeg skulle ændre hans syn på mig.

Jeg skulle holde op med at blive så sur på ham. Det kunne han ikke lide. Det forstod jeg godt, men jeg blev jo sur af en grund, og det var vigtigt for mig at vide, om han forstod, hvorfor jeg blev sur.

Det gjorde han faktisk. Vi fandt et godt kompromis, hvor jeg skulle give ham en tydelige reminder, at nu var det ved at gå galt for os to igen. Så kunne han vælge at handle og eller gøre noget anderledes. Og jeg kunne være mere opmærksom på, hvornår han triggede noget i mig.

 Jeg har endda haft modet til at spørge ham igen efter nogle måneder. Og jeg fik ros.

 ”Det går meget, meget bedre for dig mor”, fik jeg at vide.

 Det kunne jeg jo kun være tilfreds med.

Måske virker det som en hel banal øvelse, men den er utroligt effektfuld, for det er altid ud fra den feedback vi får fra vores nærmeste, vi kan vurdere, hvor godt vi klarer os.

Det er gennem feedback vi kan lærer noget om os selv. Og forbedre os.

Den feedback vi får skal jo helst afspejle det menneske, vi ønsker at være. Og hvis det ikke er resultatet, må vi ændre vores opførsel, så vi kan få en anden feedback.

Jeg håber du lader dig inspirere af min historie og lav gerne en ”Copy & Tast” i din egen familie, hvis du har modet og lysten til det.  

Kærligst,

 

Charlotte 

Del dette:

  • Klik for at dele på Facebook(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på LinkedIn(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at sende som e-mail til en ven(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at udskrive(Åbner i et nyt vindue)
  • Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Reddit(Åbner i et nyt vindue)
  • Klik for at dele på Tumblr(Åbner i et nyt vindue)
Page 5 of 5 « Tidligere 1 … 3 4 5
  • Blog på WordPress.com.
  • Connect with us:
  • Twitter
  • Facebook
  • RSS
Annuller
loading Annuller
Indlæg blev ikke sendt - kontroller din e-mail adresse.
E-mail tjek mislykkedes, prøv igen
Beklager, din blog kan ikke dele indlæg via e-mail.