”Har du lige 5 minutter?” I virkeligheden ikke et spørgsmål, men mere en forvarsel om det, der skal til at ske. Uagtet mit svar. Det er torsdag morgen og jeg er endnu ikke nået op på mit kontor, da jeg bliver stoppet på gangen. ”Ja det har jeg da”, – svarer jeg imødekommende og glad.
Mit indre begynder at larme. Og en skrap indre stemme husker mig på mit mål om altid (at forsøge) at møde mine medmennesker med anerkendelse, aktiv lytning og en løsningsorientering tilgang.
Også selv om jeg ENDNU IKKE har fået min morgenkaffe.
Døren bliver lukket efter mig i det lille mødelokale og en kaskade af fejl der er fundet, ting der ikke er i orden eller forkerte, vælter ud over mig. Jeg lytter længe, nikker, lytter mere, tager notater og spørger så til, på hvilken måde disse ting forhindre ham i at udføre sit arbejde? Hvad skal der til for, at han kan komme videre? Og hvordan kan jeg bidrage til dette? Hvad har han brug for fra mig?
Verdens dårligste strategi viser det sig lynhurtigt.
Jeg ødelægger det hele for ham. Jeg skal IKKE løse noget som helst! Tingene skal IKKE løses! Han vil IKKE videre med tingene! Han vil bare brokke sig. Påpege alle de fejl og mangler han har fundet. Meget og længe. Det skal jeg så åbenbart lægge øre til.
Da det går op for mig, at jeg bare bliver brugt som skraldespand for et andet menneskes negative energi-udladning, forsøger jeg øjeblikkeligt at stoppe samtalen. Rejser mig op og gør antræk til at gå. Det gør ham vred, da han ikke er færdig endnu.
Jeg er røget i kløerne på en vaskeægte vampyr. En energi-vampyr. Et menneske, der ”suger” andre menneskers energi. Brokker sig og taler i et væk. Og som trænger deres medmennesker op i et hjørne, så de ikke kan slippe væk. Energi-vampyren har intet blik for, hvordan modtageren har det i situationen. Det interesserer ham ikke. 2-vejs dialog er et ukendt begreb. Mit flugt-gen er i beredskab. Men jeg kan ikke komme væk.
Jeg sætter mig ned igen og beslutter mig for at forsøge at beskytte mig mod hans negative energi, så den ikke påvirker min egen energi. Det lykkes ikke.
Da jeg 10 minutter senere forlader lokalet, er jeg helt drænet. Træt. Deprimeret og har brug for en formiddagslur. I det sekund jeg lander på min kontorstol opstår der en massiv trang til at forstå, hvad det er der sker i mødet med andre mennesker.
Jeg har brug for at forstå den voldsomme energi-udveksling, der finder sted. Hvorfor nogle mennesker dræner en, ikke kun med deres brok, men med deres blotte tilstedeværelse.
Måske var det bare mig, der var nærtagende og sart! Det viser sig senere, at det ikke var indbildning, når jeg følte mig helt tappet.
Måneders research blev påbegyndt denne dag. Og her er det første jeg fandt ud af. (jeg ville skrive mere om dette emne)
Det nørdede – men spændende
Hvis vi stikker hånden under en stærkt mikroskop vil vi kunne se at vores hånd er levende og i bevægelse og ikke en fast masse, som vi måske umiddelbart tror.
Vi er levende organismer. Vi er energi, der bevæger sig, vibrerer og sender ud på en frekvens. Lidt ligesom en radio med flere kanaler. Energien omkranser også vores fysiske krop. Vores energi ændrer sig, alt efter, hvordan vi har det. Energierne har forskellige farver, hvoraf den røde er vrede. Det var den jeg mødte, den dag på kontoret.
Du har måske hørt om mennesker, der kan se folks aura. Det er den energi vi sender ud, de er trænet i at læse.
I mødet med andre mennesker blander vores energier sig. Særligt det vrede menneskes energi er meget kraftig og dominerende. Den energi vokser sig større ved at ”stjæle” fra andre mennesker energi-systemer. Når de har gjort det, falder de til ro. For en stund. Indtil mønstret gentager sig.
Denne energi-udveksling foregår ofte ubevidst og kan godt lyde meget urtet, men hæng på lidt endnu. Jeg skal nok forklare dig, hvordan du kan passe på dig selv i mødet med en energi-vampyr.
Sådan håndterer du ”fejlfinder” og ”brokkerøv” – vampyren
Hvis det er privat, så flyt dig over i dit hjerte og forklar derfra, at du virkelig sætter pris på jeres forhold, men at det slider på dig, når du bliver ved med at tærske langhalm på de samme ting. Bliv på din egen banehalvdel og forklar kun, hvad det gør ved dig. Ingen bebrejdelser mod den anden om, hvad han/hun burde sige eller gøre.
Forklar kærligt, at du kan lytte i 10 minutter, det er din grænse. Men at du meget gerne stiller op til mere, når han/hun er klar til at kigge på løsninger i stedet.
Hvis han/hun trykker på dine knapper, må du beslutte dig for ikke at reagere på det. Når du sætter konsekvente grænser, passer du på din egen energi.
Hvis det foregår på dit arbejde, så bliv ved med at understrege, at du har arbejde, der skal gøres og kun kan lytte ganske kort. Definer klare grænser. Se om du kan slippe væk. Stille og roligt.
For at afbøje en fejlfinders energi og vibrationer skal du videst muligt undgå øjenkontakt. Se dig selv omgivet af en hvidt lys eller en anden form for skjold, der danner en uigennemtrængelig barriere, der dækker hver eneste centimeter af dig. En beskyttelse, der forhindrer, at du lider skade. Skjoldet lader kun det positive trænge igennem.
Imens ”fejlfinderen” brokker sig forstiller du dig, at du har bygget en stødpudezone, hvor negative vibrationer ikke kan ramme og dræne dig. Hav indre fokus på din vejrtrækning, tæl eventuelt baglæns fra 10, mens du (lader som om) du lytter. Det vil grounde dig og gøre dig centreret og stærk, så du ikke bliver blæst omkuld. Lad være med at argumentere. Det giver bare mere næring til det negative.
Hvis du alligevel er blevet ramt, så find en måde at fylde lidt på din energi-tank. Måske 5 minutter på toilettet med lukkede øjne. En kort snak med en glad kollega. En stykke lækker chokolade. En lækker kop te. Eller hvad der måtte virke for dig.
Jeg håber du kan bruge mine tips i en verden fyldt med energi-vampyrer.
Har du har andre gode idéer til, hvordan vi kan håndterer energi-vampyrer, så kommentér gerne.
Kærligst,
Charlotte
Synes godt om dette:
Like Loader...
Det er det vi mener, når vi siger til hinanden, at handling tæller mere end ord. Ofte er der ikke overensstemmelse mellem det vi gør og det vi siger. Så her bliver det tydeligt, at det er nemmere at tale om noget vi ønsker at gøre, end det er, rent faktisk at gøre det.
