Find mening i dine udfordringer
Umiddelbart føles det sådan. Det virker omsorgsfuldt og sympatisk, når nogen giver udtryk for, at de bekymrer sig om os.
Vi konkluderer, at det bekymrede menneske kan lide os, og derfor er bekymret for vores ve og vel.
I bund og grund er bekymring et udtryk for vores manglende evne til at acceptere øjeblikket, som det er.
Vi har modstand på det vi oplever.
De spørgsmål har jeg længe været optaget af. For vi bekymrer os alle fra tid til anden, men omfanget og dybden af vores bekymringsevne er forskellig.
For nogen er bekymring en livsstil og en identitet.
For andre er det en ubevidst vane, de aldrig har kigget på.
For andre igen er det et forsøg på at udtrykke kærlighed.
Bekymring er et sympatisk og socialt accepteret ønske om, at opnå kontrol over den anden persons gøren/laden/tilstand. Så vi kan få det, som vi gerne vil have det.
Vi ønsker et bestemt resultat med og for personen.
Når vi udtrykker vores bekymring, er det i et ubevidst forsøg på, at få den anden person til at gøre/sige/opføre sig på en måde, så vi kan slippe for dén bekymring.
Den bekymrede person vil nemlig gerne af med sin bekymring. Derfor udtrykker han den. Han prøver at overdrage ansvaret for den, ved (indirekte) at pålægge den anden en bestemt måde at agere på, så han ikke længere behøver bekymre sig.
Det er derfor, du kan høre et ungt menneske sige: Jeg kan ikke få mig selv til at gøre det, for så bliver min mor bekymret. Det vil jeg ikke være bekendt.
Smart mor-stunt måske. Men manipulerende, ja.
Bekymring er det modsatte af tillid.
Når vi bekymrer os har vi ikke tillid til den anden persons evne til at løse tingene til vores tilfredsstillelse. Og da slet ikke UDEN vores kontrol og indblanding.
Sidstnævnte foregår ofte mellem forældre og deres børn. Vi bekymrer os ofte om vores børn. Mere end vi har tillid til, at de løser livet på DERES måde. Som ikke er vores måde.
Bekymring er også et udtryk for at leve i en fremtid, der for det indre øje opleves, gennem et sæt bekymrede øjne. Et hvad nu hvis…..?
Vi ser en fremtid vi helst vil undgå. Og den bekymrer os.
Hvis vi ønsker at støtte og bakke et andet menneske op, skal vi holde op med at bekymre os. Og NÅR vi bekymrer os, lad det være i helt små doser, hvor vi konstruktivt kigger på, HVAD kan jeg gøre her og nu, som kan lette min bekymring?
Det der kan gøres, gør vi, og derefter slipper vi tankerne og koncentrerer os om nuet, som vi GODT kan håndtere.
Vi skal også arbejde med TILLID. Tillid til os selv og andre.
Tillid til, at både de og os er følelsesmæssigt fit til at kunne håndtere de ting, fremtiden byder os.
Lad os også tale tilliden og storheden frem i hinanden, og sende bekymringsenergien tilbage til afsenderen.
Den skal ikke tage grobund i os, for så begynder vi at miste os selv. Vi tilpasser vores gøren og laden i forhold til de bekymringer, andre måtte have om os.
Det er en ny form for tilpasning, vi ikke kan tåle.
Den spiser vores kræfter Og det skal vi ikke tillade.
Det er også værd at huske på, at den der har bekymringen har ansvaret. Den person må finde ud at, hvad han/hun vil stille op med den bekymringsenergi. Den skal ikke plantes i os.
Kærlighed, sundhed, livsglæde og trivsel kultiveres, bor og trives nu en gang smukkest i en energi af tillid. Ikke bekymring ❤
_____________________________________
NYHED – NYHED – NYHED
🔶🔸WORKSHOP OM SOFT LIVING – DIT BLIDE LIV – 6. MAJ 🔸🔶
Transformer dit liv fra en hektisk Gøren til blid Væren – med (mig 🙂 )Charlotte Egemar Kaaber og Eva Buchwald.
🔸En Workshop hvor du både bliver VIST vejen til et liv i blidhed og synkronicitet. Og MÆRKER det.
🔸Så din krop ved, hvordan det skal føles. Vi giver dig nye pejlemærker.
🔸Vi vil lære dig, hvordan du kommer fra, hvor du er nu, til hvor du gerne vil hen.
🔸Vi præsenterer de emner Soft Living består af. Både i vores egen optik. Men også fra kanaliserede ord. Fra Hovedbestyrelsen, som de så humoristisk kalder sig 🙂.
Læs mere her, hvis du synes det lyder for spændende ❤ Se begivenhed
I 23 år havde jeg klamme håndflader og hjertebanken, når jeg skulle holde møde med mennesker, som jeg kategoriserede som større og vigtigere end mig.
Den slags mennesker var der mange af. Dem med store og ansvarstunge stillinger. Og de højtuddannede specialister som jeg ofte slet ikke forstod, hvad talte om.
Den manglende forståelse internaliserede jeg som; Du er for ubegavet. Og det må de ikke opdage!
Det var så almindeligt for mig, at føle mig forkert, at jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, om det kunne være anderledes.
Jeg accepterede fuldt ud, at sådan en som mig, havde det sådan.
Det var mit livsvilkår, når jeg var født til et liv i middelmådighed, men alligevel forsøgte at lege med dem med de store liv.
Så måtte det jo føles off! Det var min egen skyld, for jeg kunne jo have valgt at hænge ud med ligesindede, der ikke aktiverede min forkerthedsfølelse.
Jeg var fuldstændig overbevidst om, at jo mere jeg knoklede og jo mere ros jeg fik, jo mindre forkert ville jeg føle mig.
Det blev ikke min virkelighed. Det blev omvendt.
Jo mere ros og anerkendelse jeg fik, jo større blev min frygt for at blive afsløret som blind passager på det eksklusive krydstogsskib, der var langt over mit niveau.
Jeg havde ingen idé om, at min dybe følelse af at være helt forkert, stammende fra min manglende adgang til de dele af min personlighed, jeg havde kategoriseret som værende, uelskelige.
Dét kombineret med en opvækst, der ikke ærede mit autentiske udtryk, skulle gøre ondt, ved jeg nu. NETOP fordi mit liv var strikket helt forkert sammen. Med helt forkerte komponenter og ødelæggende indre overbevisninger og programmeringer.
Det samme med det billede her.
Jeg elsker det, men har aldrig turde bruge det, fordi jeg har solbriller på, og derfor er ALT for diva-agtig.
Men jeg elsker altså de solbriller, og jeg synes de klæder mig så godt, og de er SÅ meget mig og min smag.
Hvis du kan genkende dig selv i noget af min historie så vid, at sådan behøver resten af dit liv ikke at forme sig.
Der ER en anden vej, og den vil jeg så gerne vise dig.
Mit skønne kursus starter på mandag, og det samme kan din rejse hjem til dit autentiske udtryk også gøre ❤.
Parforhold. Familie. Venskaber. Forældre. Børn. Svigerbørn. Svigerforældre. Kolleger.
Rundt omkring os er der relationer, der går i opløsning.
Eller hvor det er så problematisk at være sammen, at relationen er stagneret i et fastlåst energimæssigt jerngreb.
Uløselig. Og uforsonlig.
Enten fordi nogen opførte sig irriterende.
Eller fordi nogen har gjort noget.
Eller sagt noget.
Eller nogen IKKE sagde dét, de skulle have sagt eller gjort.
Eller nogen ikke tog det ansvar der er deres, men istedet projicerede deres indre smerte ud på os.
Ifølge os.
Så vi er i affekt. Og her bliver vi.
Her finder vi andre, der er enige i vores version sandheden. Og det føles godt. Det er dejligt at være indignerede sammen.
Vi føler en kortvarig forløsning og tilfredstillelse, når vi bliver mødt i vores modstand. Der er god pulserende energi i modstand og vrede.
Vi mærker os selv. Og den vi (fejlagtigt) tror vi er.
Problemet er blot, at de mennesker vi taler med, har vi farvet så meget med vores subjektive vurderinger og konspirationsteorier om, hvordan Nogen opførte sig, at de ikke har en reel chance for at se sandheden bag konflikten.
Med mindre de er knivskarpe og gode til at stille nysgerrige og udømmende spørgsmål.
Men hvem ligger egentlig inde med sandheden om, hvad der skete?
Sandheden om, hvorfor denne relation er dysfunktionel?
Hvem skal egentlig afgøre, hvem der har ret og hvem der forkert på den?
Hvad forestiller vi os egentlig, der skal ske?
Skal Nogen komme og sige undskyld og se brødbetynget på os?
Skal vi have oprejsning og indrømmelser?
Skal vi ind foran en Relationsdommer, der kigger udover sin brillekant, og udnævner en vinder og en taber?
Den eneste sandhed der er, at vi ALLESAMMEN kæmper indædt om at indtage Offerrollen.
Det er os, det er synd for!
Vi vil have, at NOGEN skal påtage sig skylden for vores følelser.
Prøv lige at smage på de ord; NOGEN udenfor os selv, forsøger vi at gøre ansvarlig for VORES følelser. Følelser der bor indeni i os, og som KUN kan opstå, gennem de tanker VI tænker, gennem VORES perspektivering af det, der sker omkring os.
Alt sammen en proces, der sker indeni os. Men det glemmer vi i kampens hede. Det er i stedet kamufleret i rethaveriskhed.
Så hvad venter vi egentlig på i de relationer, der ikke fungerer?
Forstår vi slet ikke, at det er spildt LIV, spildt ENERGI, spildt SAMVÆR.
Samvær der kunne have været forløst for længe siden, hvis vi ikke var sådan nogle menneskelige kyllinger, der hellere taler om det svære med andre, end ansigt til ansigt med dem, det DIREKTE drejer sig om.
Vi skal tage de svære snakke!
ALT andet ødelægger vores liv.
Vores venskaber. Vores familier.
Og det gør os syge.
Vi kan ikke tåle at leve i massiv indre modstand. Det er nedbrydende for vores krop.
Vi skal tage snakken, fordi vi ikke ved, hvor længe vi hver i sær er her på jorden.
Vi skal tage snakken, så vi kan sætte hinanden energetisk fri og få renset luften.
Vi skal tage snakken, så vi igen kan trække vejret frit og let.
Vi skal tage snakken, så vi ikke længere skal bruge energi på at undgå den relation.
Vi skal tage snakken, så vi kan hente vores energi hjem, der er bundet op, hos den anden relation.
Vi skal tage snakken, så vi kan få indre ro og mærke kærlighed, istedet for hårdhed og kynisme.
Vi skal tage os selv alvorligt, og insistere på at rydde op, i det der ikke duer i sin nuværende form.
Men hvordan får vi så taget hul på den svære snak?
Det første du skal er, at gøre følgende til din sandhed:
1. Ingen mennesker gør noget mod dig, de gør noget for sig selv. (Også selv om det føles, som om nogen gjorde noget mod dig)
2. Vi leder ALLE efter at føle samhørighed, kærlighed og accept. (På mere eller mindre heldige måder)
3. Hvad VED jeg med sikkerhed? Hvad er fakta her? (Hvor har du konspireret og konkluderet på den andens vegne, UDEN at have spurgt, om det var sandt)
4. Forstå, at du ikke kan diktere andre mennesker, hvad de skal gøre eller sige, det er ikke din opgave.
5. Andre mennesker skal ikke opføre sig på en bestemt måde, for at tilfredsstille dig. Det er ikke deres opgave.
6. Andre mennesker gør det, der er rigtigt for dem. (Også selv om du ikke kan lide det)
7. Den der har følelsen og behovet har ansvaret.
Hvis du er ærlig overfor dig selv, vil du opdage, at det meste (hvis ikke det hele) af det du har konkluderet om den andens intentioner, er det pure opspind.
Leveret lige til døren af din Spindoktor, hvis eneste funktion er, at overbevise dig om, at du skal holde øje, skabe afstand og passe på, for alle er ude på at generere dig.
Når du tager snakken, skal du KUN tale fra din egen have. Del din længsel (at du savner, længes, mangler vedkommende i dit liv). Del KUN din EGEN oplevelse og følelser. HELT fritaget for alle bebrejdelser og konklusioner om den andens hensigter.
Og tillad nu den anden, at reagere helt fri på dine ord. Dette er den svære del, IKKE at gå i forsvar, men bare lytte, og anerkende, hvordan den anden har det. Hvis vedkommende føler sig såret, kan du sige, at det er du ked af, at det ikke var hensigten med dine ord.
Spørg din relation om, hvad du kan gøre eller sige, for at vedkommende igen har lyst til at “starte på en frisk” eller hvad der skal ske mellem jer, for at det igen bliver rart at ses.
Se hvad der sker.
Hvis det er et større relationspuslespil, så ring gerne til mig, så kan jeg facilitere snakken. Det kan være en god idé, hvis der er rigtig mange følelser i klemme hos mange.
Men skønne mennesker ❤. TAG nu snakken. Også selvom den er svær. Vi SKAL. Det skylder vi os selv. Og hinanden.
Spild ikke tiden mere, men tal om det der skal tales om. Nu.
Vi skal finde ind til kærligheden. Til os selv. Og hinanden. Intet andet giver mening eller livskvalitet.
Det føles SÅ vigtigt indeni mig at skrive disse ord, så det er nok også vigtigt indeni dig.
Please speak up now. With love. From love ❤
Den blide unge kvinde, der har svært ved at takle sin vrede mor. Hvor deres roller er byttet om og derfor gør livet ondt. Jeg får en inderlig trang til at beskytte kvinden og forklare hendes mor præcis, hvad hendes rolle er og især hvad den ikke er! Hos kvinden selv? Ingen drama. Ingen offerfølelse. Kun kærlighed og ønsket om at stå op for sig selv, og sige fra på en kærlig og klar måde.
Jeg gav ikke (helt) efter for gråden eller tilbød at tale med den unge kvindes mor, men mindede mig selv om min opgave; At lindre og skabe mening i noget fuldstændig uforståeligt og smertefuldt.
Jeg kunne skabe lindring til dem begge gennem spiritualiteten.
Når INTET længere giver mening på det fysiske og mentale plan, kan du kun genfinde den på det spirituelle plan, hvis du ikke skal blive vanvittig af at lede efter mening dér, hvor der ingen mening er.
Jeg tog kvinderne med op i det spirituelle helikopter-perspektiv. Vi så på de voldsomme hændelser i en universiel sammenhæng.
Jeg fortalte dem, at vi er alle er frie sjæle, på hver vores rejse her på jorden. Og den rejse giver ikke altid mening for andre end det menneske, der træffer de i vores øjne, negative valg.
Jeg fortalte den ulykkelig mor, hvordan vi blot ved at arbejde med hende, indirekte hjælper hendes søn, fordi de (vi) hænger energetisk sammen.
Hun mærkede også sandheden i at give sin voksne søn ansvaret for hans liv tilbage. Hans liv er hans ansvar, også selv om hun af hele sit hjerte gerne vil tage det ansvar. Så kan hun ikke løfte hans liv. Men! Hun kan støtte ham på en ny kraftfuld måde fra sin egen have.
De spirituelle værktøjer gav hende et åndehul, forståelse og et overblik hun havde savnet.
Den unge kvinde forstod nu sin mors voldsomme reaktioner, da jeg forklarede hende, hvordan uforløste barndomstraumer, har gjort hendes mor følelsesmæssigt fastlåst. Hendes indre smerte er så stærk, at de voldsomme reaktioner er det eneste, der kan give hende (kortfristet) lindring.
Vi gennemgik mulige scenarier, hvor den unge kvinde fik nye kort på hånden til at håndtere og svare sin mor, så de fremadrettet skaber nye og bedre resultater. Og vi gættede på, hvilken brugbar læring, der ligger gemt i disse oplevelser.
Jeg har fået et nyt niveau af taknemmelighed over, at spiritualitet er en del af mit liv, for det er kun her, vi kan finde lindring for vores smerte, når livet ikke længere giver mening. 🙏❤
—————————————————–
Så er der åbent for tilmeldingen til Hold 3 af mit kursus Klar Kommunikation – Opnå De Ønskede Resultater. Kurset er til dig, der føler du knokler, når du skal dele din menig, holdning og følelser med omverdenen. Du længes efter at kommunikere på en måde, så det føles godt både indeni dig og udenfor dig.
Der er kr. 5000 at spare ved tilmelding inden 1. december. Opstart 29. Januar 2018 https://www.charlotteegemarkaaber.info/kurser
Udover vores helbred, spejles vores livsglæde i vores evne til, at kunne forbinde os med andre mennesker. Uden sociale masker. Hvor vi mødes i et trygt forum, med en kommunikation der er klar og kærlig. Spørgsmålene åbne, nysgerrige og udømmende.
Kvaliteten af vores relationer er altgørende.
Både i vores privatliv og i vores arbejdsliv. Alt andet er sækundært.
Hvis en relation støjer, fylder det stort set hele vores liv. Vi kan næsten ikke fokusere på andet.
Vi bruger tonsvis energi på at kortlægge, hvordan den anden person burde reagere, hvad han/hun burde sige. Og hvordan han burde opføre sig.
Vi trækker andre mennesker med ind i vores frustation. Og vil have dem til at være enige med os. Og måske er de.
Alligevel mærker vi ingen lindring. Tværtimod. For problemet er, at vi kigger det forkerte sted.
Vi kigger et sted, der er helt udenfor vores indflydelse og kontrol.
Vi kigger et sted, hvor vi KUN har mulighed for at påvirke et andet menneske til at gøre noget nyt.
Og det kan kun ske ved at ændre vores egen reaktion og kommunikation. Og det kræver øget bevidsthed. Bevidsthed om, hvad der foregår indeni dig.
Det kræver – igen igen – indre fokus, men gevinsten er ubetalelig. For du har taget din power hjem fra andre mennesker. Og det er frihed <3.
________________________________________________________________
Hvis du er klar til at kigge indad, og skabe nye og bedre resultater med din kommunikation og dermed dine relationer, så kan mit kursus; Klar Kommunikation –Opnå De Ønskede Resultater være lige noget for dig.
4 dage. 4 moduler. Vi starter 28. August.
Læs meget mere her: ❤
https://www.charlotteegemarkaaber.info/kurser
! Måske vil dit firma betale, da det er særdeles værdifuldt for en virksomhed, at have en medarbejder, der kan facilitetere Sund Kommunikation.
Det er jeg ret sikker på, at vi alle godt kan blive enige om.
Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der har sagt: Nu går jeg ind i dette forhold med det formål at bebrejde, kritisere, dømme og fordømme min partner.
Jeg vil vurdere ham/hende konstant og bruge al min energi på at give min partner en følelse af at være utilstrækkelig, gøre de forkerte ting. Ville de forkerte ting.
Jeg vil konstant fortælle ham, hvad han skal gøre anderledes. Og hvordan han fra nu af skal reagere på den RIGTIGE måde. Hvis han altså VIRKELIG elsker mig”.
Vores ærlige, oprigtige ønske og intention, når vi gør ind i et forhold er, at vi vil gøre vores allerbedste. Det her skal være Det Bedste Parhold ever!
Alligevel ender de fleste af os i den indvikling, jeg lige har beskrevet.
Hvorfor?
For det første fordi de stærke, ufordøjede følelser fra fortiden stikker sit grimme ansigt frem, overtager vores krop, og får os til at reagere i affekt. Fra den dysfunktionelle programmering, vi endnu ikke har fået omkodet.
Når livet sparker os ud af balance og vi ikke er opmærksomme, så kører vores uforløste traumepakker med os. Og vi vender os mod vores partner og gør ham ansvarlig for den følelse vi fik.
Men det er værd at vide, at den der har følelsen, har ansvaret. Den sætning er et godt pejlemærke for, hvem i parforholdet, der har behov for at kigge indad.
Mange af os er nemlig (ukronet) verdensmestre i at bebrejde vores partner…..at pga. Af han sagde eller gjorde x y eller z, fik jeg det sådan.
Det er bare ikke sandt.
Det blå mærke var der i forvejen. Vores partner fik blot trykket på det.
For det andet har mange af os ikke lært at fylde vores egen kop FØR, vi giver til andre. Vi gir og gir i et ønske om at vise vores partner, hvor elskværdige vi er. ALT det vi GØR.
Problemet er bare, at vi giver med en skjult dagsorden. Vi giver, fordi vil have noget retur. På en bestemt måde. Og på et bestemt tidspunkt. Som kun vi selv kender til. I det øjeblik vores partner ikke leverer det han skal, så falder hammeren, og vi trækker SAMMELIGNINGSKORTET. Og så kører følelserne med os. Resten kender du sikkert til bevidstløshed. Det gør jeg ihvertfald selv.
For det tredje skal vi træne os selv i kun at “tale fra vores egen have”, droppe bebrejdelserne, og kun dele hvordan vi ønsker tingene, og hvordan vi har med x, y og z.
Kort, præcist og klart. Uden lange forklaringer, der aktiverer vores partner trang til også at forklare eller forsvare sig.
For det fjerde skal vi respektere hinandens behov, værdier og interesserer. Vi behøver ikke at forstå vores partner, vi skal blot respektere ham i de ting, der er vigtige for ham. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt.
Den sidste og vigtige ting jeg lige vil nævne er, at hvis du selv har gang i spændende ting der begejstrer dig, så vil du være langt mindre optaget af, hvad din partner gør eller ikke gør.
Hvis vi keder os eller lever et uinspireret liv, vil vi ofte gøre vores partner ansvarlig. Det er ikke hans ansvar at fylde vores liv med mening. Det er vores eget.
Ha ha 😂😂nu lyder jeg helt som en parforholdsekspert. Det er jeg ikke. Jeg har bare selv måtte nedbryde tykke tykke mure af forsvar, for at kunne være i det ægteskab jeg er i dag.
Jeg håber du kan bruge mine ord til noget. ❤
Vores opgave er at stoppe den i os selv. Og i vores børn. Hvis du ikke har børn, kan du reflektere over, hvad dine forældre har givet videre til dig.
Dette er også, hvad der skal til, for at skabe den nødvendige samhørighed for en bedre verden.
Den frygt, der er plantet indeni os, fra de svigt og den vold, vi har været udsat for; Vores mindreværd. De negative påvirkninger og historier vi har fået med os. Al det, er vi nødt til at heale, så vi ikke bevidst eller ubevidst planter dem i vores børn.
Vi ønsker alle, at vores børn skal føle sig trygge, når de navigerer i livet. Så vi advarer dem for at beskytte dem. Mod det ene og det andet.
VI OPFORDRER DEM TIL AT VÆRE PÅ VAGT
Vi opfordrer dem til at være opmærksomme og på vagt overfor verden omkring dem. Vi gør dem ydrestyret. Problemet er, at vi skaber nøjagtig det modsatte af, hvad vi ønsker for dem.
De bliver IKKE trygge og tillidsfulde. De bliver frygtsomme og utrygge. Og begynder at se og vurdere mennesker gennem et filter af frygt.
Verden bliver utryg for dem og fyldt med potentielle farer, de skal holde øje med.
Vi har givet vores egen frygt videre til dem. Det var ikke det, vi ønskede.
Og ja, verden kan være farlig og indeholde ubehagelige mennesker, situationer og oplevelser. Men så sandelig også smuk, og fyldt med behagelige mennesker, situationer og oplevelser.
HVOR ER VORES FOKUS?
Spørgsmålet er, om vores fokus i livet er, at få øje på det vi IKKE kan lide og det vi frygter, så vi kan undgå det?
Eller om vi er optaget af det, vi KAN LIDE og det vi nyder, så vi kan finde hen til det?
Begge muligheder er tilstede på samme tid.
Her er det værd at huske, at det du giver din energi og fokus vokser. Det bliver stærkere og stærkere. Mere og mere dominerende for dit livssyn og din livskvalitet.
Derfor vil jeg opfordre dig til at gøre dit barn til sin egen autoritet.
Hjælp barnet ved ikke at fokusere på de ydre historier, men ved at spørge, igen og igen, hvad barnet selv mærkede i ubehagelige situationer. HELT fritaget for drama og mulige frygthistorier om det, der kunne være gået galt.
Hjælp dit barn med at opbygge en kærlig og tryg tillid til det det mærker – dets indre GPS, så barnet tør lytte til den, og flytte sig, fra de ting, det ikke kan lide. Ikke fordi mor eller far har sagt det er farligt, men fordi JEG SELV kan mærke, at denne situation ikke føles godt.
Vid, at du kun hjælper dit barn ved gøre det indrestyret, så det selv bliver i stand til at mærke, navigere, og vælge til og fra i livet. Indefra og ud. Og ikke udefra og ind, oplevet gennem dit og andres frygtfiltre af potentielle risici.
Når barnet har tillid og er tryg i sig selv, vil det også trygt kunne navigere i verden.
Her er det vigtigt at forstå, at der er to måder, vi kan kan møde verden på. De giver os vidt forskellige resultater.
1. Gennem mistillid, domme og frygtsomme øjne.
2. Gennem tillid, nysgerrighed og kærlige øjne.
Gennem frygt og mistillid får du skabt et liv, der er fastlåst, i reaktion og i distance.
Gennem tillid og nysgerrighed får du skabt et et liv i frihed, nærvær og samhørighed.
Mange mennesker længes efter følelsen af frihed. Men frihed kan ikke være tilstede, hvis du lever i frygt.
Så lad os heale vores egen frygt, så vores børn ikke skal bære den, men kan leve deres liv i frihed🙏❤.
Jeg havde helt glemt det.
Hvorfor jeg inderligt længtes tilbage hertil.
Energien på øen og menneskerne gør noget ved mig.
De bløder mig op.
Gør mig formbar og åben.
Jeg overgiver mig i deres kærlige nærvær.
Jeg kan ikke andet.
Her er ingen facader. Kun oprigtighed.
Ingen frygt for fremmede. Kun nysgerriged.
Det føles så godt. Så sandt. Så eksistentielt vigtigt.
Sådan som vi alle burde leve med hinanden. Herhjemme.
Jeg mærker, hvordan jeg bliver tvunget til at holde ferie på deres præmisser. I deres tempo.
Jeg opdager, hvordan det virker fuldstændig meningsløst at skynde på maden. På tjeneren. På chaufføren.
Jeg må tilpasse mig Bali.
Hvor væren er vigtigere end gøren.
Hvor form og måde overstråler indhold.
Når jeg mærker den vidunderlige navitet.
Den barnlige begejstring.
Deres oprigtige nysgerrighed og interesse i os.
Så smelter jeg fuldstændig.
Når de beder Jégwan skrive sit navn, så de kan udtale det rigtigt. Så smelter han.
Når vi kommer ned til morgenbordet, hvor de har plukket blomster til vores bord. Er vi helt blide over omsorgen.
Jeg havde glemt, hvorfor jeg elsker at komme her.
Igen og igen.
Nu husker min krop det.
Jeg kommer her (også) for langsommeligheden.
For de kærlige mennesker. For energien, der på magisk vis, tvinger os ned I tempo. Så vi igen mærker og opdager verden omkring os med ny og skærpet interesse.
Jeg kommer her (også) for den storslåede natur, massagen, Bintangen og maden. Og for at blive mindet om, at der er en helt andet måde, at være i verden på.
En måde, der er langt mere kærlig og rolig, end den jeg kender fra Danmark.
Når jeg møder Balinersernes kærlige og fredfyldte blikke, så ved jeg instinktivt, at de har fat i noget rigtigt. Noget jeg skal lære af.
Jeg vil være vågen, betragte, mærke, smage på og lade mig inspirere af denne kærlige og blide kultur. Og lade min egen langsommelighed finde sit udtryk.
Vi gør det alle sammen.
Trækker SAMMENLIGNINGSKORTET.
Det er den mest effektive vej til at ødelægge enhver god stemning, fjerne intimiteten i relationer, styrtdyrke på humørbarometer fra Glad & Tilfreds til Sur & Utilfreds.
I æsken med SAMMENLIGNINGSKORTET ligger også jagten på retfærdighed, oprejsning, skjulte pointsystemer der kræves indløst NU, offer & martyr-rollerne og ”min-far-er-stærkere-end-din-far-energien”.
SAMMENLIGNINGSKORTET, som jeg ser det, har i virkeligheden kun 2 opløftende formål.
Det første er i professionelle sammenhænge: At kæmpe for lige vilkår.
Det andet er i private sammenhænge: At lade os inspirere af, hvad der også er muligt for os, ved at se, hvad andre gør eller ikke gør.
Bruges kortet til andet, bliver det selvsaboterende.
Behovet for at trække SAMMENLIGNINGSKORTET opstår, fordi vi gennem længere tid har givet til andre, uden at tage os af os selv først. Vi har givet fra en tom kop. Gennem for lang tid.
Derfor trækker vi nu SAMMENLIGNINGSKORTET for at retfærdiggøre og forklare vores behov.
Det skal vi stoppe med. Og meget gerne i dag.
Vi må nemlig gerne sove til middag søndag. Også selv om vi gjorde det lørdag.
Vejen frem er at acceptere hinandens behov. Uden at diskutere dem.
Hvis BÅDE du og din partner har behov for at slappe af, skal energien i stedet bruges på at løse ”hvordan får vi nemmest muligt, sund og god mad alligevel”, i stedet for at diskutere, hvorvidt det er rimeligt, at I har det, som I har det.
Det er SÅ vigtigt, at vi øver os i at acceptere hinandens behov. Uden at mene noget om dem. Og uden at skulle diskutere, hvorvidt de er rimelige eller ej.
Grunden til, at det er så svært for mange af os er, at vi ikke er vant til at lytte og opfylde vores egne behov. Dem har vi udliciteret til andre at opdage. Og her starter balladen for alvor.
For sandsynligheden for, at de opdager OG giver os præcis, hvad vi har brug for, er svimlende lille. Og faktum er, at det ikke er andres ansvar. Det er vores eget.
Så når vi trækker SAMMENLIGNINGSKORTET skal vi opfatte det, som en rød blinkende lampe – et signal om, at du har overhørt dine behov, og nu er du i fuld gang med at retfærdiggøre, hvordan du har det.
Dine behov er dine behov. Det samme er andres. Punktum.
Vi skal kun interesserer os for, hvordan vi opfylder dem på en nærende og opløftende måde. Sammen. Helt fri for bebrejdelser.
Det er den kærlige vej frem. ❤
Bruger du meget energi i forsøget på at trænge igennem til andre mennesker? Og føler dig udfordret, når du skal kommunikere din holdning? Så er det umagen værd, først at arbejde med din indre kommunikation.
I form af at observere, hvordan du taler til dig selv. De to ting hænger nemlig sammen.
Du kan ikke kommunikere autentisk i det ydre uden en støttende indre kommunikation.
Hvis din indre kommunikation på alle måder dømmer dig ude og gør dig forkert, er det umuligt for dig, at kommunikere i det ydre og få de resultater du ønsker dig.
Ofte skal du først igennem den indre kommunikation, før du kan komme ud i den ydre.
Derfor er vigtigt at kortlægge din indre kommunikation, så du kan opdage, hvad der blokerer for din kommunikation med eksempelvis din kæreste.
Måske opdager du, at du gør dig selv forkert en million gange, inden du åbner munden. Hvis du overhovedet åbner den, og ikke bare bliver mute.
Eller måske har du en energi i spil, der handler om, at du ikke må være en belastning, så derfor er du inderst inde ikke ok med, at bede din kæreste om x, y og z.
Og hvis du alligevel får sagt ordene højt, så er det jeg-må-ikke-være-en-belastnings-energien du sender ønskerne afsted fra. Og sådan vil ordene bliver modtaget. Med samme modstand, som de er sendt afsted.
For at kortlægge og ændre din indre kommunikation kan du gøre følgende:
1. Stop med at bebrejde eller forsvare i det ydre, og bliv i stedet nysgerrig på, hvor du har overhørt dine egne behov og ønsker.
2. Betragt hvordan din indre kommunikation lyder, så snart du ønsker at kommunikere i det ydre.
3. Spørg dig selv, hvad handler det om, når du skal være helt ærlig?
4. Fortæl dig selv igen og igen: ”At jeg må gerne ære mine behov og jeg må gerne stille krav. Det gør mig bare bange, fordi jeg ikke er vant til det og det er ok”.
5. Dyk ned i, hvad du reelt er bange for sker, hvis du kommunikerer i det ydre?
Svaret på det sidste spørgsmål er ofte det, vi har brug for at sige højt til vores partner ala ”Jeg øver mig i at være ok med, at bede dig hjælpe mig, for det trigger min angst for at blive afvist, selvom jeg godt ved, at det ikke er det, du gør. Dit nej føles bare sådan”,………. i stedet for: ”Du hjælper heller aldrig til. Jeg står altid alene med det hele”.
Vi skal øve os i at turde stå i vores sårbarhed, selvom det kan være svært for os.🙏
Jeg håber mine ord kan inspirere dig <3.
Kærligst,
Charlotte
Ps. hvis du er interesseret i mit nye kursus “Opgradér Din Indre og Ydre Kommunikation”, så er der mange penge at spare indtil 15. januar 2017. Læs meget mere her
Lige meget hvor meget verden bulder og brager.
Lige meget hvor kold og ukærlig temperaturen udenfor føles.
Lige meget hvor meget drama der findes derude.
Lige meget hvor overvældende og drænende livet kan føles.
Så ender jeg dagen tryg og varm i min kænguru-lomme. Bakkehuset.
Når jeg passerer svinget, hvor havet åbenbarer sig for mig i et ukendt antal nuancer fra mørkegrå til grækenlandsblåt, så falder mit system til ro. Helt af sig selv.
De græssende, velvoksne køer, de åbne vider, den lille sø i forgrunden slår stemningen an for mig. Som om de vil sikre sig, at jeg ser magien.
Når jeg kører op ad bakken til Bakkehuset og parkerer under det store birketræ, breder der sig et ”yeeeeeees” i hele kroppen, som bliver til små lommer af glædesbobler, når jeg går ned ad trappen til huset.
Jeg er hjemme i min trygge kænguru-lomme.
Et ord der kommer til mig en tidlig morgen, hvor jeg sidder i sofaen med dyne og kaffe. I stille forventning og håb om en smuk solopgang. Følelsen af sidde helt trygt, beskyttet, afskærmet og beroligende vugget. Som jeg forstiller mig, det må føles i en kænguru-lomme.
Jeg har aldrig mærket den følelse før, men det føles så ufatteligt livgivende.
Det gør mig så godt at være her. Både i huset og ved havet.
Udsigten fra stuen til de smukke trætoppe giver mig dagligt glæden over naturens magi. Nu følger jeg årstidernes skiften på tætteste hold.
I går fandt jeg begejstret ud af, at vi på denne årstid har adgang til solens smukke op- og nedgange. Fra sofaen. Jeg skal ikke længere rejse mig for at få del i magien.
Jeg havde ikke set det komme……..at jeg skulle finde mig selv gråd labil på stranden, hvor jeg står stille i dyb fascination over de fantastiske fugle formationer jeg blev vidne til her til morgen. Endda med den smukkeste lyserøde himmel i baggrunden.
Betaget og nysgerrig så jeg, hvordan de lander forskellige steder, altid med deres egen gruppe, nøje fordelt ned langs marken. Da gruppen af rødkælke gør klar til at lande, må jeg fælde en tåre, for det er SÅ smukt et syn, i det blide morgenlys.
Nu sidder jeg her i stuen, inderlig taknemmelig og glad, og ønsker af hele mit hjerte, at du også finder (eller måske allerede har) din egen kænguru-lomme. ❤️
For hold nu op den her følelse vil jeg ikke bytte for noget.
Billede-kilde: Pinterest
”Vi ses derhjemme”, råber min mand efter mig. En indforstået sætning, der for de fleste kun har én betydning.
Bare ikke for mig.
Jeg troede han mente vores hus på Bjergbygade, men han mente Bakkehuset.
Spændende aften venter forude! Jeg sidder derhjemme og venter. Det gør han også. På hver vores matrikel. Begge insisterende på ”at jeg venter derhjemme.”
Super smart og raffineret måde at skabe spænding i forholdet på.
Jeg smager længe på sætningen; Vi ses derhjemme. Og konkluderer, at jeg mentalt ikke er nået til at tænke ”hjem” om Bakkehuset. Selvom jeg er den af os, der har været her mest.
Jégwan er klar. Selvom hans tilknytning til Bjergbygade er stærk, så har han mentalt allerede flyttet sig. Det har jeg ikke.
Jeg er god til handle og skabe forandring i det ydre, men i det indre tager det meget længere tid.
Det forstå jeg nu. Også selvom det er selvvalgt og glædeligt.
LIVETS FORANDRINGER
Hvor gode vi mennesker er til at fordøje og takle livets forandringer er forskelligt og afhænger af vores personlige resurser.
De forandringer vi ikke kan lide, opstår ofte som en konsekvens af en vigtig beslutning, vi skulle have truffet. Tidligere. Fordi dens udeblivelse fastholdt os et uønsket og smertefuldt sted.
Det mærkes nu energetisk. Og koster på energikontoen at rydde op.
Forandringer vi inderligt ønsker os, men som ikke er tilgængelige for os lige nu, venter vi på som gidsler. Hvor den imponerende fremtidige virkelighed er løsesummen, der sætter os fri.
Det er opslidende og nedbrydende.
Forandringer vil altid opstå i vores liv. Det er en livsbetingelse.
Uanset om de er selvvalgte eller ej, så kan vi vælge at ride på kølevandet af de ændringer livet byder på. Eller vi kan insistere på, at alt skal være som det plejer.
Vi kan bøje os som en stærk bambus i vinden og tage imod forandring, så godt vi kan. Eller vi kan lade os knække og gøre os selv til ofre.
Vi kan tilgå enhver forandring som årstiderne, der naturligt og uden modstand skifter karakter og udseende. Eller vi kan nægte det er efterår og forsøge at klistre alle bladene på igen. Fordi vi hellere vil have sommer.
Vi kan på kreativ vis perspektivere enhver forandring, så den støtter os og løfter os et nyt spændende sted hen. Eller vi kan tilgå den med et mindset, der gør os utrygge og bange.
Faktum er, at forandringer er den del af livet. Ligesom de skiftende årstider.
Vi kan have modstand mod dem. Eller vi kan se dem, som en anledning til at justere kurs.
Hvor god er du til forandringer?
Selv om papirarbejdet endnu ikke er på plads er energien sat for, at den skønneste familie køber vores hus og rykker ind på 2 af etagerne d. 1. oktober. De kan slet ikke vente med at komme i gang med at skabe det, vi ikke fik gjort.
Så vi har travlt. De har travlt. Vi rydder ud. Smider ud. Sælger ud. Tager stilling til vores ting på ny.
Vi har besluttet kun at være omgivet af ting vi elsker i Bakkehuset. Slut med ”godt nok” , ”fejler ikke noget” eller ”vi kan bruge den i sommerhuset”.
Jégwan og jeg har ikke skabt den bedste historie sammen med renoveringen af Bjergbygade, så vi er meget opmærksomme på ikke at gentage vores mønstre med sommerhuset.
Vi har brug for at gøre tømning af Bjergbygade til en healende proces, at ”what happend in Bjergbygade stays in Bjergbygade”. Så den tunge historie ikke kommer imellem os i det nye vi skal skabe.
Vi ønsker at istandsættelsen af Bakkehuset foregår i et nærende tempo, hvor der er tid og plads til at glæde sig over de små ting, der bliver gjort.
Vores udfordring er, at jeg er til den helt store trailer, hvor vi tager det hele fra 2. salen på én gang, og Jégwan er til den lille trailer, hvor han kører 20 gange og hujer over hvert læs han kører væk.
Jeg knokler så sveden sprøjter i mit nedrivning.dk, mens han flår brædder ud af annekset med sit koben, og pludselig kommer i tanke om, at han lige kan skære det op til brændeovnen.
Med det samme.
Jeg tænker: ”Han taber fokus på opgaven” og Jégwan tænker; ”Genialt at fuldføre arbejdet, så træet genbruges, kommer væk og samtidig skaber hygge.”
To forskellige måder at være i verden på. To forskellige følelser. To forskellige resultater, når dagen er omme.
Jeg er helt mast, men tilfreds med min indsats, og fyldt med skrammer fra brombærkrattet. Jégwan er energisk, tænder glad op i brændeovnen med det træ han har savet op, mens han børster støvet af sin habitjakke.
Begge dele føles værdifulde for os. Hver i sær. Spørgsmålet er; Hvad giver det gode liv? Det liv vi kan lide at leve? Hver dag. Og en dag ad gangen.
Vi lærer rigtigt meget af hinanden og har brug for den andens tilgang til tingene. Sammen kan vi skabe virkelig gode resultater, hvis vi respekterer hinandens forskellige tempi og fremgangsmåder. Uden indblanding og uden at mene, at noget andet havde været bedre.
Jégwan elsker at se, hvad jeg har nået at rydde i sommerhuset, når han kommer hjem. Og jeg elsker at gøre det på min ”jeg-giver-den-gas-og-får-motion-samtidig-måde”.
Jeg øver mig til gengæld hver dag i ”at blive hjemme i min egen have” og koncentrere mig om mine egne projekter og lade Jégwan gøre det på sin måde. I sit tempo. Med sin trailer. I respekt for det, der er vigtigt for ham. Selvom jeg har det anderledes.
Vi har erkendt, at det er vigtigt at begge vores energier kommer i spil. Derfor er det helt nyt for os at skabe plads til, at der både køres med den lille og den store trailer.
Al ting har sin tid og sin plads. Det skaber balance.
✨The Joy Is In The Journey – Nydelsen er i processen. I rejsen. Et udtryk jeg altid har haft det stramt med.✨
Vi har købt sommerhus. Det gør mig SÅ glad. Og pænt presset. For vi vil gerne opgradere det.
Den del kan jeg ikke overskue. Hverken tidsmæssigt eller indsatsmæssigt.
Jeg måtte hanke op i mig selv og sige til Jégwan, at det med, at jeg skal male loft, det kommer ikke til at ske. Jeg hader det. Bare tanken om det, gør mig tung.
Jeg vil rive og klippe ned, køre på genbrugen, fabrikere lækkerier til ganen, beundre, heppe og sidde på terrassen og skrive på min bog.
Så det er aftalen.
Jeg er dybt lettet over, at kunne give slip på min wanna-be-gør-det-selv-kvinde, som jeg ikke er, men altid har tænkt, jeg burde være. Det er ikke min geni-zone.
Hvis krukker, lyskæder, lanterner og havemøbler, der skaber hygge er en kategori. Så er det min.
Jeg er målfokuseret og Jégwan elsker og nyder processen. En lidt svær kombination, når jeg ikke selv udfører arbejdet og han, erfaringsmæssigt, ikke er den store fan af, at jeg (forsøger) at administrere hans tid og indsats.
Mit fokus på målet som mit eneste succeskriterie, har tidligere slidt voldsomt på os begge, så ønsker jeg at gøre noget nyt og mere selvkærligt.
Så jeg har besluttet mig for, at istandsættelsen af Bakkehuset bliver den ultimative prøve for mig på; At nyde processen og rejsen frem til det smukkeste sommerhus.
Jeg længes virkelig efter at give slip på den ukærlige, sammensnørede og halv-rigide tidsdommer, der bor indeni i mig. Hende der med hønserøvsmund uddeler langsomlighedsbøder dagen lang.
Da det at nyde processen er nyt land for mig og gør mine celler utrygge bare ved tanken, har jeg bedt Jégwan give mig sine bedste råd.
Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der har det sådan, så jeg vil lige dele dem med dig:
1. Det vigtigste for mig er, at det er rart, når jeg laver noget.
2. Jeg planlægger/forstår opgaven og rækkefølgen.
3. Jeg laver bittesmå delmål, jeg kan opfylde, for ikke at skuffe mig selv.
4. Jeg holder pauser, hvor jeg spiser godt og gør noget andet jeg kan lide.
5. Jeg er nærværende i det jeg laver, og finder stor glæde i at perfektionere.
6. Jeg gør meget af det jeg laver til en meditativ proces.
7. Jeg ser altid det, jeg har gjort, i stedet for det jeg mangler.
8. Jeg glæder mig stort over det jeg har nået og visualiserer, hvor flot det bliver, når jeg får gjort det næste.
9. Jeg laver de ting jeg godt kan lide, og hvis jeg går kold beder jeg om hjælp, hvis det er noget, der skal gøres nu.
10. Selverkendelse og justering undervejs af indsats, i forhold til hvad jeg kan nå og hvad jeg må udsætte, og/eller bede om hjælp til.
11. Hvis jeg kan se i forhold til tidsplanen, at jeg ikke kan nå det, tager jeg en hver dag (ekstra tid) til hjælp.
12. Og så henter jeg et heppekor, der skal se og beundre det jeg har lavet undervejs ☺.
Jeg er klar til udfordringen. Lad rejsen begynde, så snart jeg har indkøbt rosén.
————————————-
ps.
Hvis du har synes, det er svært at ændre ting i dit liv alene og ville elske at have mig som mentor/coach, du kan spørge til råds, så kan du stadig nå at være med på mit Mentorforløb, som starter mandag d. 22. august. ❤
Hun er hård og kynisk. Min indre tidsdommer. Hun hader når jeg sidder i morgenkåbe med fødderne oppe og hygger mig med Facebook.
Hun opdager det altid.
Hver dag siger hun skrapt til mig: ”Kun en ½ time. Ikke mere. Du kan jo ikke leve dit liv på den måde. Du spilder tiden. Kostbar tid forsvinder. Tid hvor du kunne have skabt noget, der kunne bruges til noget. Af andre end dig selv.
Skriv noget klogt. Sæt noget i søen. Vask tøj. Planlæg noget. Gør noget, der i det mindste er effektivt eller giver mening! Men at du SPILDER tiden på at lade dig opsluge af alt og intet, det holder ikke. Det kan MAN ikke Charlotte. Du kan ikke bare hygge dig med ingenting!”
Tonen er altid hård og uforsonlig.
Hun sikrer, at jeg lever mit liv effektivt og optimerende, så jeg – i hendes øjne – får mest muligt ud af mit liv.
Det er hendes fornemmeste opgave.
Jeg ved, at jeg for mange år siden selv ansatte hende. Dog husker jeg ikke længere grunden. Men jeg ved, at den gang var jeg stolt af det, hun drev mig til at nå.
Stolt sad jeg på min effektiviserings-trone og kiggede ned på alle dem, der spildte tiden og INTET fik produceret. Jeg fnøs og glædede mig inderligt over, at jeg ikke var som dem. Gudskelov.
Jeg ignorerede at jeg var træt. Helt ind i knoklerne. Træthed var et svagshedstegn. Og noget min tidsdommer slet ikke kunne acceptere. Hun forlangte altid mere. Og hurtigere. Det var det eneste der talte.
I takt med den ros jeg opnåede fra verden for mine resultater, skruede hun op for sin evige insisteren og indpiskning.
Problemet er nu, at min tidsdommer i dag giver mig hjertebanken. Hun gør mig forvirret, stresset og overvælder mig bare jeg skal lægge tøj sammen. Selv dér kommer hun på banen og tager stilling til min effektivitet.
Ja ikke en gang når jeg renser min hud om aftenen, kan jeg være i fred. Også her får jeg et skulderklap når jeg er hurtig, og bliver skyndet på, når jeg begynder at studere min ansigtshud.
Hun holder øje med mig. Konstant. Kommenterer på det jeg gør (og endnu mere på det, hun synes jeg bør gøre).
Hånden på hjertet. Jeg er SÅ umådelig træt af hende. VIRKELIG træt!
Jeg har prøvet at tale hende til fornuft. Forsøgt at fyre hende. Men hun har altid en grund og en god forklaring på at vende tilbage til mig. Men jeg vil hende altså IKKE mere. Hun skal HELT UD af mit liv.
I de sidste 9 måneder af mit liv har hun i længere perioder været væk. Og jeg har stornydt at slippe for hendes belastende selskab. Men hertil morgen var hun fluks tilbage, da jeg gav mig selv lov til at hygge for længe. Efter hendes smag.
Heldigvis er jeg godt i gang med at teste en slags ”ukrudtsrens” jeg har udviklet til hende. I dag var det en gåtur og yoga. Det kunne hun ikke lide. Så hun smuttede.
Jeg har besluttet, at nu er det MIG der suverænt holder øje med HENDE. Og ikke omvendt. Hun får IKKE lov at flytte tilbage i mit indre. Uanset hendes (gode) grunde.
Jeg vil flyde og hygge mig til jeg ikke orker det mere. Uden hendes indblanding.
Så jeg har slået op. Vi har ikke længere de samme værdier.
——————-
Hvis du også har lyst til at slå op med din indre kritiker og har lyst til at få min hjælp til det, så kan mit Mentorforløb, der starter op d. 22. august være noget for dig. Læs mere om det her.
Siden jeg var barn har jeg været optaget af penge. Eller mere præcis; Frygten for penge. For ikke at have nok. Jeg lærte tidligt, at penge er noget voksne skændtes om. Roden til alt ondt i verden.
Jeg forstod at penge er magt.
Jeg hørte der var forskel på dem med store biler, lange titler og en larmende livsstil. Og dem der lever på den acceptable og rigtige måde; Ikke prangende, diskret og med pæne nyvaskede undergardiner på den lukkede villavej med græsset i vater.
Den kategori tilhørte jeg.
Jeg lærte at dømme og fordømme mennesker som så succesfulde og velhavende ud.
Jeg forstod at de havde trådt på andre og taget fra dem for at opnå deres succes.
Jeg blev forklaret, at de rige mennesker forsømte deres koner og børn.
Det var godt vi ikke var sådan!
Jeg mærkede tydeligt, at de voksne omkring mig løj. De var misundelige. De drømte selv om succes og penge. Det indrømmede de aldrig overfor mig.
I hele mit voksenliv har jeg haft et inderligt ønske at opnå succes.
De rollemodeller jeg beundrer er generøse, kærlige kvinder, der deler deres rigdom med deres elskede. Køber ting og oplevelser til dem.
Det kan jeg ikke. I hvert fald ikke i det omfang jeg ønsker mig. Derfor er jeg ikke en succes.
Jeg genfortæller en historie til min veninde om en kvinde, der har købt en bil til sin mand. Jeg siger til min veninde: ”Der vil jeg også hen. Jeg kan ikke købe en bil til min mand. Gid jeg kunne gøre den slags.”
Hun kigger kærligt på mig og spørger, om jeg sætter lighedstegn mellem at være en succes og tjene mange penge, eller om der kan være en anden definition på succes?
BOM! Jeg bliver ramt og dybt rørt.
(fra Pinterest)
I takt med at pengene faktisk er landet har jeg blot hævet baren for, hvor mange penge jeg mener, jeg skal tjene for at kunne ”tillade” mig at sige OG føle, at jeg ER en succes. Og HAR succes. Hvilket er: Aldrig.
Indtil i sidste uge.
Mens min veninde og jeg taler videre kommer der pludselig et vidunderligt ord dumpende ned til mig: HJERTEKAPITAL. At jeg er styrtende rig på hjertekapital. Uden at lægge mærke til det.
Oh my! Et rørende øjeblik. Et øjeblik som for altid ændrede mit liv og mit syn på mig selv og min følelse af at være en succes.
Hver gang jeg berører, gør en forskel eller mærker et andet menneskes glæde ved mig, sætter jeg kr. 10.000,- ind på min konto.
Jeg skriver posteringerne ind i en smuk notesbog.
Til min store glæde er jeg allerede ret velhavende. Her til morgen har jeg allerede kr. 260.000,- . Det har jeg tjent på ganske kort tid.
Min følelse af at være en succes bliver forstærket dagligt.
Jeg mærker at den eneste ægte og nærende form for succes er HJERTEKAPITAL. Fordi den kommer indefra. Pengene er blot en naturlig manifestation af indskuddet på hjertekapitalkontoen.
Det vilde er, at jeg allerede er begyndt at få fysiske manifestationer i form af gode velbetalte opgaver. Nu både mærker OG ser jeg min rigdom og succes……..og jeg elsker min HJERTEKAPITALKONTO <3.
