Find mening i dine udfordringer
VELKOMMEN
Min ekspertise er at vise dig DEN KORTESTE VEJ til at leve et liv, i et for dig kærligt og nærende flow. Intuitivt fornemmer jeg hurtigt, hvad det virkelig handler om og hvad der skal til, for at transformere de udfordringer, du står overfor.
VIRKSOMHEDER – TRYK PÅ BILLEDET
PRIVATE – TRYK PÅ BILLEDET
Jeg glæder mig rigtig meget til at lære dig at kende. Tusind tak fordi du kiggede ind på min side.
Kærligst Charlotte
Siden jeg var barn har jeg været optaget af penge. Eller mere præcis; Frygten for penge. For ikke at have nok. Jeg lærte tidligt, at penge er noget voksne skændtes om. Roden til alt ondt i verden.
Jeg forstod at penge er magt.
Jeg hørte der var forskel på dem med store biler, lange titler og en larmende livsstil. Og dem der lever på den acceptable og rigtige måde; Ikke prangende, diskret og med pæne nyvaskede undergardiner på den lukkede villavej med græsset i vater.
Den kategori tilhørte jeg.
Jeg lærte at dømme og fordømme mennesker som så succesfulde og velhavende ud.
Jeg forstod at de havde trådt på andre og taget fra dem for at opnå deres succes.
Jeg blev forklaret, at de rige mennesker forsømte deres koner og børn.
Det var godt vi ikke var sådan!
Jeg mærkede tydeligt, at de voksne omkring mig løj. De var misundelige. De drømte selv om succes og penge. Det indrømmede de aldrig overfor mig.
I hele mit voksenliv har jeg haft et inderligt ønske at opnå succes.
De rollemodeller jeg beundrer er generøse, kærlige kvinder, der deler deres rigdom med deres elskede. Køber ting og oplevelser til dem.
Det kan jeg ikke. I hvert fald ikke i det omfang jeg ønsker mig. Derfor er jeg ikke en succes.
Jeg genfortæller en historie til min veninde om en kvinde, der har købt en bil til sin mand. Jeg siger til min veninde: ”Der vil jeg også hen. Jeg kan ikke købe en bil til min mand. Gid jeg kunne gøre den slags.”
Hun kigger kærligt på mig og spørger, om jeg sætter lighedstegn mellem at være en succes og tjene mange penge, eller om der kan være en anden definition på succes?
BOM! Jeg bliver ramt og dybt rørt.
(fra Pinterest)
I takt med at pengene faktisk er landet har jeg blot hævet baren for, hvor mange penge jeg mener, jeg skal tjene for at kunne ”tillade” mig at sige OG føle, at jeg ER en succes. Og HAR succes. Hvilket er: Aldrig.
Indtil i sidste uge.
Mens min veninde og jeg taler videre kommer der pludselig et vidunderligt ord dumpende ned til mig: HJERTEKAPITAL. At jeg er styrtende rig på hjertekapital. Uden at lægge mærke til det.
Oh my! Et rørende øjeblik. Et øjeblik som for altid ændrede mit liv og mit syn på mig selv og min følelse af at være en succes.
Hver gang jeg berører, gør en forskel eller mærker et andet menneskes glæde ved mig, sætter jeg kr. 10.000,- ind på min konto.
Jeg skriver posteringerne ind i en smuk notesbog.
Til min store glæde er jeg allerede ret velhavende. Her til morgen har jeg allerede kr. 260.000,- . Det har jeg tjent på ganske kort tid.
Min følelse af at være en succes bliver forstærket dagligt.
Jeg mærker at den eneste ægte og nærende form for succes er HJERTEKAPITAL. Fordi den kommer indefra. Pengene er blot en naturlig manifestation af indskuddet på hjertekapitalkontoen.
Det vilde er, at jeg allerede er begyndt at få fysiske manifestationer i form af gode velbetalte opgaver. Nu både mærker OG ser jeg min rigdom og succes……..og jeg elsker min HJERTEKAPITALKONTO <3.
Sidste gang på mit Mentorforløb talte vi om RELATIONER. Hvordan vi skaber nærende relationer og hvordan vi skruer ned for de relationer, der dræner os. Det er et af mine absolutte ynglingsemner, så jeg glæder mig SÅ meget til at dele et par af mine indsigter med dig.
Den vigtigste er: At vores relationer spejler os.
Vi kan vælge at bruge vores relationer til at VOKSE AF eller til at holde os NEDE, så vi bliver hvor vi er.
Vi spilder vores energi et sted, der ikke er indenfor vores kontrol eller påvirkning.
Vi tyer alle sammen til det. I det øjeblik vi brokker os starter vi en afhængighed. Vi rekrutterer et par stykker mere, der er enige med os i, at chefen er dum. Vi mærker samhørighed og fællesskab.
Vi bliver viklet ind i relationen til chefen som et garnnøgle, der sidder ubehjælpeligt fast.
Det der er så vildt er faktisk, at det vi skal lære af relationen til chefen, den kraft vi skal hente hjem her, er den næste post til realisering af vor drøm og længsel efter at blive hel.
Når vi tager væksten bliver støjen mindre for til sidst at forsvinde.
HER KOMMER ET PAR TIPS TIL AT KIGGE PÅ DINE RELATIONER:
🔍Dine relationer spejler relationen til dig selv.
🔍Du projicerer dine ubalancer over på dine omgivelser.
🔍Støjen fortsætter når du nægter at tage væksten relationen giver anledning til.
🔍De nære relationer støjer, når du ikke bruger din skaberkraft på en nærende måde.
🔍Du kæmper om offer eller martyr rollen.
🔍Vid at ingen gør noget mod dig, selv om det føles sådan.
Begynd stille og roligt at tage 100% ansvar for dine følelser, vid at følelserne er DINE. Drop bebrejdelserne og kommuniker kun fra din egen banehalvdel og vær samtidig bevidst om at bruge din skaberkraft på en nærende måde. ❤
Hvordan vil min mor få det, hvis jeg giver hende den omsorg hun har brug for, når hun holder sig på maven og med svag stemme siger hej, når hun lukker mig ind?
Hvad vil der ske, hvis jeg står ved, at jeg har set hun har det skidt? Hvis jeg holder op med at ignorere hendes ordløse behov for omsorg. Der virker ”for meget”, ”for overdrevent” ”for tit” og ”for svagt” på mig?.
Hvordan vil hun få det? Hvordan vil jeg få det?
Ordløse appeller tager min energi, fordi jeg genspiller scenen igen og igen. Analyserer den forfra og bagfra. Har brug for at fortælle om den. Få accept og forståelse for mine følelser. Sikre mig, at jeg ikke er den, der er forkert.
Det er som om jeg tror, at jeg ændrer virkeligheden, hvis jeg bliver i min modstand længe nok. Lider længe nok.
Jeg fungerer bedst med direkte tale; Jeg har brug for a, b, c. Dét fungerer for mig. Dét forstår jeg. Det respekterer jeg og det giver mig lyst til at imødekomme behovet.
Men sådan fungerer verden ikke. I hvert fald ikke min verden. I min verden appellerer vi alle til hinanden. Ordløst. Også jeg. Selv om vi ikke vil stå ved det. Så gør vi det alle. Fra tid til anden. Og i forskellige situationer.
Vi har alle brug for omsorg. Brug for at blive set. Rummet. Elsket. Blive taget os af. UDEN at have bedt om det.
Det føles SÅ godt at blive læst af et menneske der ser, hvad vi har brug for. I dette øjeblik. Og giver os det. Helt uden at stille modkrav.
Det er dybt nærende at modtage.
Det er værd at tænke over, at vi bruger mere energi på at være irriteret på et menneske end på at give det menneske dét vi kan mærke, hun har brug for. Og især hvis det ikke kræver noget særligt af os.
Men ofte reagerer vi med hele bagagen, forhistorien og tidligere episoder. Og det er tankerne fra de tidligere hændelser, der gør, at vi ikke vil give et menneske dét, det har behov for.
For vi lægger strategi. Kører pointsystemer. Samler til bunke. Husker. Bærer nag. Tænker hvis ”alle nu kommer og drikker af min sø, så er der jo ikke mere vand til sidst”.
Vi tager ikke stilling fra situation til situation, men ud fra fortidens spøgelser og fremtidens mulige risici.
Hvad giver den strategi os?
Mit bud er; En følelse af separation, hvor vi kunne have følt nærhed og samhørighed.
Fakta er, at alle ikke kommer og drikker af din sø. Og alle vil ikke komme farende og appellere til dig fra morgen til aften. Det er en historie vi fortæller os selv, for ikke at forpligtige os.
Men vi beskytter ikke os selv, når vi holder verden ude i strakt arm. Tværtimod. Vi holder kærligheden ude.
Hvad vil der ske, hvis vi kollektivt i dag beslutter os for at give vores medmennesker det de har brug for, helt rent, uden forpligtigelse og ”du skylder mig”?
Vil det åbne dit hjerte? Mit hjerte? Hjertet på det menneske, der er genstand for vores omsorg?
Jeg tror vi alle får det endnu bedre. Føler os endnu mere elsket, set, rummet, vigtige og værdifulde. Når vi er kærligt fyldt op i vores indre, så kan vi fra overskud give til den næste ordløse appel vi møder på vores vej.
Jeg giver i hvert fald min mor et langt, kærligt og varmt kram næste gang jeg ser, at hun har brug omsorg.
Jeg har lige udfyldt et skema på engelsk, hvor jeg svarede på dette spørgsmål. Jeg skulle skrive i nutid, som om jeg allerede har skabt mit 5-stjernede liv og business.
Pænt grænseoverskridende for mig, da jeg altid har været flov over min fascination af luksus. Jeg har følt, at det er mere ærbart at kunne lide halmhuse og ”hvor lidt kan du klare dig med”, end det jeg kan li’.
Jeg øver mig i at stille op til mig selv inden for alle livsområder, så jeg beslutter mig for at dele med min mand, hvad jeg (inderst inde) bedst kan lide. Og det er IKKE teltferie.
Du er nok ikke overrasket over at høre, at han vidste det i forvejen. Men det gør mig glad, at han ikke dømmer mig for at have disse drømme, selvom han ikke deler dem alle med mig.
Vi skal stoppe med at spille småt og putte os, men stå ved dét, der er os. Også selv om vores nærmeste har en anden smag. Det er intet rigtigt og forkert.
Umiddelbart kan det godt virke plat at stille sig selv spørgsmålet ”Hvis penge ikke var et problem, hvordan ville dit liv så se ud,” når fakta er: At vores liv ofte ikke føles eller ser 5-stjernet ud. Sådan som vi ser det på vores Pinterest Board eller i drømmene. Men det er her vi alle bliver nød til at starte, hvis vi ønsker os noget andet end det vi har nu.
Enhver drøm. Enhver idé. Et hvert ønske om forandring starter med en tanke OG at vi tror på, at vi er VÆRDIGE til et 5-stjernet liv. At sådan et liv OGSÅ er for os og ikke KUN for dem, vi læser om i bladene.
At vi føler os VÆRDIGE er det første skridt henimod at skabe det vi ønsker os. Og det er vidt forskelligt for os alle. Jeg er til en drink med havudsigt. Hvad er du til inderst inde?
Vid at vi altid kan starte helt i det små. Tage en lækker kaffe på et yndlingssted, hvis vi ikke synes, vi har råd til at overnatte. Bestille de samme glas, som de har på vores favorit café. Vi kan altid give os selv en lille bid. En smagsprøve af vort ønske. Energien vi får ind i vores liv er den samme. Det er værd at huske på.
DEN del er jeg blevet ret godt til.
Jeg går ikke længere ned over, at jeg ikke kan få alt det jeg ønsker mig med det samme. Nu glæder mig over de ting, jeg får til at ske. De større ønsker smager jeg lidt på med stor nydelse.
Det kan du også gøre. Allerede i dag.
Jeg fandt ud af, at jeg på rigtig mange områder allerede har et 5-stjernet liv. Det blev jeg dybt taknemlig for at mærke og opdage SÅ tydeligt.
Et spørgsmål rørte mig særligt dybt: Hvad er de bedste dele ved din 5-stjernede business og liv du værdsætter højest? Udover min mand og børn, er det mine kunder. At se et filter forsvinde fra deres øjne og udstråling og blidt blive erstattet af en ærlig sårbarhed, der stille og nænsomt finder sin vej ud i lyset .
Lige der. For øjnene af mig.
Når vi sammen har ramt Bulls Eye og livet for evigt er forandret, gør mig ydmyg og rørt. Det findes ikke noget smukkere for mig, end at gøre en forskel for et andet menneskes livskvalitet.
DET er allerede 5-stjernet i min verden.
—————————-
PS.
Hvis du har lyst til min inspiration til, HVORDAN du kan lukke op for adgangen til din rigdom, så kom til Ringsted på tirsdag d. 9. februar kl. 19.00. Du kan købe din billet her
Vi får ikke sagt fra. I øjeblikket. Selvom vi mærker, at det burde vi gøre. Vi lader det passere. Selv om oplevelsen bider sig fast, så tillader vi den, uden at stille op for os selv.
Vi bagatelliserer den, som ”det er ikke noget” ,”det er ikke så vigtigt”, ”det er lige meget”, ”hun får ret og jeg får fred”. Vi lyver om episodens betydning. Overfor os selv.
Måske oplever du det overfor din mor? Overfor dine børn? Din veninde? Din kæreste? Følelsen er den samme, selvom kilden er en anden.
Særlige mennesker i vort liv kan vi have svært ved at sige fra overfor. Vi er bange for deres reaktion. For at de skal trække sig fra os. Skubbe os væk. Og lukke ned for deres kærlighed.
Vi smiler og fortsætter, selvom den konflikt vi ikke tør tage i det ydre, nu i stedet er startet i det indre.
Det bliver utrygt for alle involverede, når vi ikke kan regne med de svar vi får og giver. Der skal være kongruens mellem det vi tænker, føler og siger, hvis det skal føles godt.
For energien bag taler altid højere end sagte ord.
DET ER OK AT TAGE HÅND OM EGNE BEHOV OG SIGE FRA
Vores historie om, at vi ikke vil skuffe vores mor eller børn er ikke sand. De skal godt klare vores svar. Det handler om os.
Vi kan ikke håndtere de følelser der opstår indeni os, når vi er vidne til andres reaktion på vores svar.
Derfor vil vi ofte hellere underminere os selv og vores egne grænser, end vi vil stille op til andres.
Når du finder dig i ting eller går med til noget, der ikke er ok for dig, så taler din subtile energi højere end selve handlingen. Din mor mærker det. Dine børn mærker det.
Hver i sær konkluderer de noget om dig eller om sig selv. Uanset hvad de konkluderer, kommer det imellem jer.
Det er det ikke fordrende for et tæt, ærligt og kærligt forhold.
Charlotte Egemar kaaber
Derfor skal vi øve os i at stille ærligt op til os selv og sige fra på en Kort, Klar og Kærlig måde.
Uden at gøre andre forkerte.
Uden at forsvare eller forklare os.
Uden at ville (forsøge) at kontrollere andres reaktion, så den stemmer overens med vores forventninger.
Det er nemlig her den virkelige udfordring er; Vi bruger SÅ meget (spildt) energi på at undre os over andre menneskers opførsel og reaktion, når det eneste interessante spørgsmål i virkeligheden er: Hvad gør andres reaktion ved mig? Hvad får den mig til at føle? Hvordan spejler det der sker mig?
Det er dybt healende at bruge vores relationer på den måde.
De fleste af os ved godt, inderst inde, hvad der er godt for os. Hvad der skal til, for at vi har det optimalt indenfor alle vores livsområder.
Vi ved godt, hvad og hvordan vi skal spise.
Vi ved godt, hvordan vi skal træne.
Vi ved godt, om det arbejde vi har er nærende for os, eller blot en kilde til en fast indtægt, så vi kan ”overleve”.
Vi ved godt, om det parforhold vi er i, gør os til mere af den vi er eller mindre.
Vi ved godt, om de venskaber vi har løfter os eller dræner os.
Vi ved godt, om det sted vi bor nærer os eller dræner os.
Vi ved godt, om vi er tilfredse med måden vi udfylder de roller vi har; som forælder, kæreste, veninde, forretningskvinde, datter eller søster.
Vi ved godt, om vi vælger at lære af de livssituationer vi oplever eller vi vælger at lade os vælte.
Vi har alle de svar vi behøver. Vi HAR overblikket. Kender de ”indsats-områder”, der har brug for et eftersyn og en justering. Men vi får ikke gjort noget ved det. Dagene går. I morgen gør jeg det. På mandag gør jeg det. Næste år SÅ gør jeg det.
Når vi så gør noget, er det ofte alt eller intet. Vi holder et par måneder. Så er vi tilbage. I en forrygende HANDLINGSPIRAL eller i en massiv UGIDELIGHEDS-SPIRAL.
HVORFOR? Jeg tror det bunder i flere ting:
Jeg var til begravelse i sidste uge. En skøn, elskelig grand-kusine. 46 år gammel. Med tre mindre børn. Pludselig blev hun fjernet fra denne jord. Uventet og pludseligt.
Det gjorde dybt indtryk på mig.
Jeg tror altid, jeg har i morgen. Eller på mandag. Eller næste år. Men jeg ved det i realiteten ikke. Jeg forstiller mig, hvordan min grandkusine ligger i kisten og kigger tilbage på sit liv.
Hendes elskede. Hendes fodspor. Hendes bidrag til verden. Til andre mennesker. Lå hun og var stolt og lykkelig over det liv hun havde skabt? Jeg håber hun så, hvor mange mennesker, der var kommet for at sige tak og farvel. Hun var elsket. Af så mange. Hun havde spillet sin livsrolle så utroligt smukt.
Intet kan som døden sætte gang i refleksioner over livet.
Jeg så på mit eget liv. Er JEG glad og stolt? I dag? Lige nu? Selvom jeg håber på et i morgen. Og på endnu en mandag. Og et næste år. Er der noget, jeg gerne vil ændre på?
Svaret er, JA, der ER noget, jeg gerne vil gøre noget ved. I respekt for mig selv. Og for at støtte mig selv i den ”udgave” jeg ønsker at være. Så nu går jeg skridtene.
Et lille skridt ad gangen.
Det behøver ikke at være store, uoverskuelige skridt jeg tager, men små kærlige skridt i den retning, der nærer mig og hvor jeg er stolt af mig selv.
Hvilket lillebitte skridt kan DU tage allerede i dag, som dit fremtidige selv vil takke dig for? Og igen i morgen?
Lad os række efter stjernerne.
Lad os inspirere hinanden til at vende ugidelighedsspiralen til en kærlig og nærende handlingsspiral, så vi ikke lader os nøje.
Lad os tale løsninger i stedet for problemer.
Lad os tale muligheder i stedet for begrænsninger.
Lad os omskrive en hæmmende livshistorie til at støtte os.
Lad os åbne vores hjerte igen og igen, SELVOM livet udfordrer os.
Lad os presse så meget livsglæde og kærlighed ud af dette liv, som vi kan.
Det gælder også kærligheden til os selv.
Lad os bruge døden som et minde om at Fejre Livet. Hver dag.
Kærligst,
Charlotte
Jeg gør det stadigvæk! Stiller mig selv eksistentielle spørgsmål. Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen med mit liv? Hvordan får jeg det bedste ud af mit liv? Og hvordan ved jeg, hvad der er bedst, med mindre jeg kender alle retterne? Alle mulighederne.
Min mand kigger på min refleksions-rynkede pande og spørger mig; Hvorfor det er så vigtigt. Om jeg ikke bare kan leve livet. Fra minut til minut. Hvis han skal herfra i morgen, er han stadig glad. Han synes han har haft et fantastisk liv. So far. Mens jeg går helt i krise ved tanken. For der jo så meget jeg gerne vil nå endnu. At se. Opleve. Dufte. Smage. Indsnuse. Og føle.
Jeg er grådig på livet. Bange for at gå glip af noget. Det gælder (desværre) også mad. Min største skræk er, at jeg ender i mellemtilfredshed. Foran et fjernsyn. Hvor alt er lunkent. Ikke rigtigt godt. Ikke rigtig dårligt. Bare leverpostej. Uden puls. Uden passion. Uden en dybere mening. Uden forbundenhed til andre mennesker.
Jeg insisterer på at føle mening. Hver dag!
For jeg tror på, at det allervigtigste for os alle er; At det vi bruger vores tid på giver mening – på et dybere plan. Det er afgørende for et menneske at føle sig værdifuld som den hun er, hvis hun skal føle sig fyldt op og næret. Indefra og ud. Og ikke omvendt, som de fleste af os lever.
Vi har brug for at bidrage positivt til andre menneskers liv. Uanset hvem vi er. For det er i vores relationer vi nemmest mærker vores essens. Vores væren. Den vi RIGTIG ER, når vi er stille og ikke handler og fikser ting.
Her mærker vi samhørigheden og nærværet med et andet menneske. Livs-eliksiren. Og når vi lader vores bidrag komme fra vores geni-zone (unikke zone), så føles det så godt. Både for os selv. Og for modtageren.
Hvis vi ikke føler, at vores bidrag i verden er værdifuldt begynder meningskrisen. I stilheden begynder tomheden. Den føles ubehagelig og utryg, for vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med den.
Jeg tror på, at tomheden viser os, hvor vi skal justere kurs og hvor vi ikke har bragt hele os selv i spil i livet. At der er dele af os, der mangler at blive kigget på og integreret i vores indre.
De skal bringes i spil og deles med verden. Som en ny og endnu mere autentisk version af os. Sådan tror jeg det hænger sammen.
Jeg ønsker at leve mit liv mere og mere fra min Geni-zone (unikke zone). For jeg ved, det er vejen frem til dyb meningsfuldhed. På alle planer. Både i mit privatliv og i mit arbejdsliv.
Jeg vil leve mit liv uden kamp og knokleri. I lethed og i et kærligt nærende flow, der bærer mig gennem mine dage. Alt andet vi har lært er gammel programmering, der ikke giver os det liv vi ønsker os. Det skal aflæres!.
Jeg vil sige nej til opgaver, der IKKE føles rigtige, selvom pengene er gode. For jeg tror på, at jo mere klar og kompromisløs jeg er i min energi, jo bedre matchende opgaver vil lande til mig.
Jeg vil hver dag gøre min glæde og mit velbefindende til mit primære arbejde. Derefter vil jeg udføre dagens opgaver.
Charlotte Egemar kaaber
Jeg vil tage ansvar for min energi. Hver gang noget føles tungt og knoklende, vil jeg stoppe og tage en pause, indtil min energi igen er høj.
Jeg vil (på sigt) uddelegere ting jeg ikke kan lide at lave til andre. OGSÅ det jeg har svært ved at stille op til overfor min mand. Det som jeg synes jeg skal gøre – som en ordentlig kone og mor.
Men hånden på hjertet; Jeg gider ikke gøre rent, ordne have og lave mad. Jeg vil hellere arbejde. Det nærer mig så meget mere. Kan man det? Må man det? Er det for provokerende at have det sådan? For forkælet?.
Fakta er, at det er sådan jeg har det. Den del af mit liv bliver svær at få på plads, men jeg ved, at ingen af de opgaver får mig til at lyse op.
Jeg må øve mig i at stille op til den jeg er. Også der, hvor jeg ville ønske jeg var anderledes. Mere huslig. Jeg kan kun lide at lave mad og bage, når det er lystbetonet og ikke en pligt.
Kærligst,
Charlotte
Ps. Jeg har faktisk allerede lukket en havemand ind; Min far <3. Helt af sig selv ordner han vores have. Han nyder det siger han. DET er et HELL YES! J
HVAD VIL DER SKE, HVIS JEG AFBRYDER EN DISKUSSION DU OG DIN MAND HAR GANG I OG SPØRGER DIG: ”HVAD SAGDE DIN MAND LIGE FØR?” ELLER JEG SPØRGER HAM, HVAD DU LIGE HAR SAGT.
Højst sandsynligt vil I begge svare, at det ved I ikke. I hørte ikke efter, for I er begge optaget af det næste argument. I fører en monolog, hvor I begge lader som om I er optaget af Den Ting, der fik bægret til at flyde over.
Diskussionen flytter ikke noget. For ingen af jer lytter. I er kun optaget af at få ret. Hver i sær. En anklager. En forsvarer. Rollerne skifter. Vi kører i ring. Om og om igen.
Vi flytter INTET, hverken FOR hinanden eller MED HINANDEN. Og vi vokser IKKE som mennesker. Men vi lader som om vi kæmper for parforholdets bedste. Og retfærdighed til os selv. På millimeter demokratiets vegne og efter komplicerede pointsystemer, som kun du (og jeg :-)) kender i detaljen.
Langt inde bag Den Ting, der fik det hele til at kulminere ligger sandheden gemt. Kimen til vores smerte. Den egentlig årsag til diskussionen: Der er et behov vi ikke har fået opfyldt, som vi nu projicerer over på vores partner.
Vi gør det (næsten) alle sammen. Jeg gør det. Min mand gør. Vi fik ikke kommunikeret vores behov KÆRLIGT, KLART og KORT. Tidligere. Før diskussionen.
Lad os stoppe op og reflekterer over, hvad det egentligt handler om. Inderst inde. For det handler aldrig om selve vasketøjet. Vasketøjet er kun et symptom.
Men hvorfor er det så svært for os at kommunikere klar og ærligt, HVAD vi gerne vil have og HVORDAN vi vil have det? Og UDEN vores alenlange forklaringer, som ingen omkring os orker at høre på (heller ikke os selv).
Fordi vi ikke vil stille op for os selv. Tage lederskab. Så derfor gemmer vi os. Pakker ting ind. Konfliktsky. Anklagende. Indirekte. Eller vi siger: At det kan vores partner sgu da selv regne ud….det skal jeg da vel ikke sige…..(fyld selv ind).
Grunden er, at vi ikke vil ses. Vi tør ikke stille op til den vi virkelig er. Inderst inde. Derinde hvor der ikke altid er perfekt og poleret. Vi er bange for at kigge ind. For vi tror, at den del af os er uelskelig. Og ikke tåler dagens lys.
Det der er så vildt er, at dét vi forsøger at dække over, det har vores partner (og omverden) allerede opdaget om os. De ved det godt! De mærker det allerede i vores energi! Vi kan ikke skjule ting. For energien bag taler altid højere end vores ord.
Derfor er der i virkeligheden INTET vi kan blive ”afsløret” i at føle eller være. Det er en løgnhistorie. En ego-strategi.
Derfor kan vi trygt øve os i at sige til vores partner (og andre relationer), hvad vi ønsker og hvordan vi ønsker tingene. Kærligt, klart og kort. Helt uden ForklarMigRøv!
Og når vi nu alligevel er i gang, så lad os også beslutte at SIGE OP fra vores dysfunktionelle kommunikationsmønstre i:
Og i stedet lade det være vores fælles mål at kommunikere KÆRLIGT, KLAR OG KORT i vores relationer. De vil elske dig for det. 🙂
Kærligst,
Charlotte
Ps. Jeg laver snart et kursus i KLAR, ÆRLIG OG KÆRLIG KOMMUNIKATION, hvis du har brug for hjælp til at kommunikere bedre.
Jeg elsker, at så mange par tør gå efter kærligheden endnu en gang. Selv om de har børn. Og selvom det gik galt første gang. Jeg bliver så glad hver gang jeg møder mennesker, der prøver igen. Og igen. De tror på kærligheden. Kæmper for kærligheden. For kærlighed gør os godt. Når den er ren og betingelsesløs.
Jeg ser nyforelskede par. Og par der er tæt på at opgive deres forhold, fordi det er for kompliceret og smertefuldt. Smerten er blevet større end glæden.
Min uge er et typisk eksempel på livets kontraster. Den ene dag besøger jeg et nyforelsket par, der gerne vil godt fra start med deres nye fusionsfamilie. De ser kærligt og blidt på hinanden. Har plads til hinanden. Lytter. Holder i hånd.
Jeg nyder det jeg ser. Bliver blød om hjertet og deler dét, jeg mener er nødvendigt for at skabe samhørighed i deres familie.
Senere på ugen møder jeg par, der er ved at gå fra hinanden. Hvor bebrejdelser og forsvarsmekanismerne er fuldt aktiveret. Ingen lytter. Ingen forstår. Kommunikationen er nedbrydende. Energien uforsonlig.
Begge lider. Begge er i deres følelsers vold. Begge undres over den andens manglende evne til at forstå, tage lederskab og kommunikere klart. Men der ér en sprække.
De véd det kan være anderledes. De sidder bare fast. I de destruktive mønstre de har udviklet med hinanden. De har ringet efter mig. Jeg kan mærke kærligheden mellem dem. Det magiske de har at give til hinanden.
De kan ikke selv mærke det. Lige nu. For smerten fylder. Det hele. Jeg lytter. Lytter lidt mere. Med et åbent og kærligt hjerte. Skaber samhørighed mellem dem og mig. De skal føle sig trygge i mit selskab, så de har lyst til at åbne op.
Jeg stiller spørgsmål. Jeg udfordrer dem. Hver især. Deres ord. Deres sandhed. Deres virkelighed. Jeg mærker energien skifter i rummet. Nye indsiger lander i hver af dem. Lidt efter lidt. Og pludselig er der hul igennem!
Mine hår rejser sig på armene. Jeg får tårer i øjnene. Jeg ved, at nu er vi nået ind til kernen af, hvad det virkelig handler om. Når ALT andet er skraldet af.
Følelsen af at kunne læne sig tilbage i sit parforhold. Uden kamp. Uden bebrejdelser. Men med dyb hengivenhed og føle sig tryg og elsket – no matter what. Du vil passe på mig, være min klippe og jeg vil åbne mit hjerte og invitere dig indenfor. Der hvor jeg er allersmukkest, mest sårbar og aller stærkest.
Jeg bliver dybt berørt, når den transformation sker. Føler mig dybt taknemlig over at kunne hjælpe processen på vej.
I bilen minder jeg mig selv om, at jeg skal huske at værdsætte det jeg selv har. Det er ingen selvfølge. Den vidunderlige kærlige familie jeg har skabt sammen med Jégwan.
Jeg ved og mærker, at der findes en kærlig vej og jeg vil gøre mit allerbedste for at oplyse den for andre.
For kærligheden,
Charlotte
I tirsdags sagde jeg mit trygge deltids-job op! Det har været undervejs længe. For jeg har været bange. Bange for konsekvenserne. Hvad nu hvis jeg ikke kan få kunder? Hvad nu, hvis ingen synes, at det jeg har at byde på er spændende og brugbart? Hvad nu, hvis jeg ikke er dygtig nok forretningskvinde? Hvad nu, hvis vi ikke har til de faste udgifter?
I en lang periode talte min frygt højere end min længsel efter at leve af at være coach og mentor. PÅ TRODS af, at jeg lever og ånder selvudvikling 24/7. Jeg elsker det. Det er min dybeste passion. Det eneste jeg i virkeligheden gider tale om :-).
I alle sammenhænge jeg indgår, afkoder jeg automatisk stemningen og mennesker. Det sker helt af sig selv. Jeg kan ikke lade være. Det er min ”default” måde at være i verden på.
Stemmen inde i mig blev højere og højere. Den råbte til mig: ”Hvorfor sidder du og taler om en skide arbejdsproces, når det menneske du sidder overfor har brug for noget helt andet. Hvad tænker du dog på! .”
Det begyndte at gøre fysisk ondt inde i mig, at jeg ikke måtte tale om dét, der virkelig betød noget. Men det var jo ikke det, jeg var ansat til! Til sidst kunne jeg slet ikke koncentrere mig mere.
Jeg måtte tage ansvar og finde ud af, hvordan jeg kunne tæmme min frygt og opbygge min tillid til mine evner som fuldtidsselvstændig.
Verden spejlede mig så smukt på, at ”Hold nu op Charlotte, du har SÅ meget at byde på, så mon ikke det går”. Alligevel havde jeg ikke selv tillid nok til at tro på, at jeg kunne leve af at være mig selv.
I to måneder brugte jeg al min fritid (og transporttid) på at lytte til lydfiler, læse bøger, se workshops, læse om Loven om Polariteter . Helt systematisk arbejdede jeg med min frygt, fandt ud, hvad der virkede og ikke virkede for mig. En dag kunne jeg pludselig mærke, at jeg var klar til at tage springet.
Det føltes SÅ godt at gøre det, på trods af, at jeg er omgivet af mennesker, som jeg virkelig holder så uendeligt meget af og hvor jeg vil græde tonsvis af tårer over at forlade dem.
Da jeg kom hjem i tirsdags, bad jeg Universet om at vise mig et tegn på, at jeg havde gjort det rigtige. Jeg bad dem bekræfte det i form af hvide fjer. Jeg skal hilse og sige, at jeg blev ”druknet” i hvide fjer. På ALLE måder fået vist, at jeg har gjort det rigtige. Det har været SÅ vildt at forstå, hvordan Universets Store Overblik kan resultere i de smukkeste sam-skabelser. Det rører mig dybt.
De kvitterede endda med to fantastiske ordre. Samme dag, som jeg sagde op.
Jeg er dybt rørt og taknemlig over, hvor meget hjælp og støtte, der er til os, når vi tør læne os tilbage i tillid. Jeg har taget SÅ mange GULDNOTER i min proces, som jeg vil dele i en workshop her til september. Det glæder jeg mig helt vildt til!
Den næste måned vil jeg arbejde på at grounde mig selv, da jeg har fået frigivet SÅ MEGET energi, at min hjerne konstant præsenterer mig for nye fantastiske muligheder, den har kogt sammen til mig. Jeg prøver at rumme det hele med ro, selv om jeg har lyst til at kaste mig ud i en million ting.
Det vil jeg ikke endnu. Det hele skal lige falde rigtigt på plads inde i mig.
Skønneste dig – ha’ en vidunderlig sommer. Husk: The Universe has got your back”. Det har jeg mærket på egen krop.
Kærlige sommerknus,
En glad Charlotte
Kontrolfreaks! De er alle vegne. I familien. På arbejdspladsen. Blandt veninderne.
Måske er du – hånden på hjertet – selv sådan en. Men selvfølgelig lige præcis os to, VI er anderledes. Vi kontrollerer af HELT andre årsager. Og KUN fordi det er godt for alle. Vi ved, hvad der skal til (tror vi).
Måske kan du genkende følgende ”symptomer” (fra andre):
Du tror, at hvis du kan ændre en anden persons uønskede opførsel, så vil du være gladere og mere tilfreds. Du gør andre mennesker ansvarlig for, hvordan du har det.
HVAD HANDLER KONTROL VIRKELIG OM
Kontrolfreaks ved sjældent, at det er det de er. De tror de hjælper andre mennesker med deres ”konstruktive kritik” eller når de overtager et projekt for ”ingen andre kan gøre det ordentligt” .
De ser ikke deres kontrollerende opførsel som et symptom på det der VIRKELIG foregår: At deres egen angst er gået amok.
Den kontrollerede adfærd dækker ofte over en dyb følelse af forkerthed. Der er noget inde i dig, som andre mennesker ikke må opdage. Du forsøger at beskytte dig selv. Kontrollere dig ud af følelsen.
Du har irrationelle tanker som: Hvis jeg ikke får styr på dette, så bliver jeg fyret. Hvis jeg går med til det her, så går det ud over mit rygte. Hvis jeg ikke er hjemme kl. 16.00, så er jeg en dårlig mor.
Alle disse tanker er højst sandsynligt ikke sande.
I stedet for at lære at takle vores irrationelle tanker, forsøger vi at kontrollere situationen og andre mennesker.
Det kan vi bare ikke. Det er umulig opgave.
VEJEN TIL AT SLIPPE KONTROLLEN
Sagen er, er du er den eneste, der er ansvarlig for dig. Vejen til at slippe kontrollen og dermed få bedre relationer starter ALTID med dig.
I stedet for at forsøge at kontrollere andre, begynd at arbejde med at blive en bedre version af dig selv.
Hvis du arbejder på din egen ”forbedring” i stedet for at kontrollere andre, får du MEGET mere plads indvendig OG bedre og tættere relationer hele vejen rundt.
Og det allervigtigste gevinst: Du kan MEGET bedre lide dig selv i denne version.
I torsdags holdt jeg foredrag på en café propfyldt med kvinder. Det var en skøn aften. Kombinationen af bobler, hygge, lækker mad og foredrag, der rusker op i indgroede tankemønstre viste sig at være en stor succes.
Kvinder har brug for at høre det. Igen og igen. Vi har brug for at lære at NYDE før vi kan YDE. Det er svært, når vi er opdraget til det modsatte. Vi har lært, at vi skal tage os af andre. Sørge for at dem omkring os har det godt.
I mange år holdt jeg fanen højt for at effektivisere arbejdsopgaverne herhjemme. Jeg anså det som min fornemmeste opgave at få alle praktiske opgaver overstået så hurtigt og effektivt som muligt, så vi kunne komme i gang med at hygge os og slappe af. Og helst inden kl. 20.00.
Undervejs (for)dømte jeg alt og alle omkring mig, der ikke matchede min version af ”effektiv” og ”organiseret”. Selvfølgelig var jeg omgivet af 5 mennesker, der repræsenterede ord som dyne, hygge, afslapning, langsomlighed, dovenskab, ugidelighed.
Alt sammen ting, jeg havde brug for at skrue op for i mit liv. Universet leverer læremestre i mange afskygninger, indtil vi forstår det.
Nu har jeg mærket på egen krop, at det er egoistisk IKKE at opfylde egne behov. Hvis vi mærker et behov og ikke tager hånd om det, så uddelegere vi det behov til vores omverden. Det bliver pludselig deres ansvar at opdage, hvad vi har behov for. For behovet forsvinder ikke. Det er der stadig.
Hvis jeg er træt, er det altså mit ansvar at sørge for en lur. Det er IKKE min mands ansvar at opdage det OG foreslå en lur. Hvad nu, hvis han ikke opdager mit behov? Så bliver jeg med statsgaranti vred på ham!
Når vi tager hånd om egne behov, INDEN vi gør de praktiske ting og INDEN vi gør noget for andre, bliver vores energi meget højere. Vi genfinder balancen, roen og overskuddet.
Vi får nye kræfter til at gøre de praktiske ting. Og vi giver til andre fra OVERSKUD, i stedet for fra underskud og en følelse af at være drænet.
Det er aldrig rart, at modtage noget fra et menneske, der er drænet. Det giver modtageren skyldfølelse.
Når vi tager os godt af os selv, bliver vi juicy, levende, nærværende og meget mere livsglade.
Jeg tror på, at vi alle er designet med et helt særligt livsformål. Et helt unikt sæt af talenter, som vi kan vælge at bringe i spil i alle mulige kreative kombinationer. Hele livet i gennem.
Jeg tror også på, at vi er her for at overkomme udfordringer. Nogen går ned med dem. Andre formår at holde hjertet åbent og komme ud på den anden side. Transformeret. Vise. Bløde. Fuldt bevidst om, hvor sårbart og skrøbeligt livet er.
Det er vigtigt for os alle, at leve et liv, der giver mening. På et dybere plan. Hvor vi føler os betydningsfulde. Hvor vi kan mærke, at vores bidrag er vigtigt og gør en forskel for andre.
Dagligt leder vi efter de kærlige møder med andre mennesker. Hvor vi føler os trygge, set og hørt. Hvor følelsen af samhørighed og kærlighed er tilstede. Her føles det godt at være os! Vi kan lide os selv i det møde. Vi vokser og udvikler os.
Ubevidst søger vi hen til et sted, hvor vi ikke længere er bange for at blive afsløret i at være utilstrækkelig. Dybt forkert. Men hvor vi er trygge i at dele ud af den, vi er. Uden frygt for konsekvenser. Når vi først har mærket den dybe følelse af samhørighed med et andet menneske, så søger vi tilbage. Igen og igen. Det føles godt og healende inde i os.
Jeg tror på, at det er meningen, vi skal hjælpe hinanden tilbage til at leve det liv, vi oprindelig er designet til, indtil de voksne omkring os begyndte at korrigere os og vores udtryk.
Jeg tror også på, at vi alle forbundet til hinanden og til en højere intelligens/bevidsthed. Den højere bevidsthed har direkte forbindelse til vores sjæl. Vores sjæl forsøger konstant at guide os i livet. På alle mulige måder prøver den at råbe os op. Og meget ofte sker dette gennem mødet med andre mennesker.
Mennesker som ligger inde med en nøgle og en viden vi skal bruge til vores vækst, på vejen tilbage til den vi er, når vi er 100% autentiske.
Vi gør det på alle mulige områder. Jeg gør det på flere områder. Mine kunder gør det i udpræget grad. Særligt i deres fusionsfamilier.
Vi skubber snebolden foran os. Advarsels-lamperne HAR blinket. Flere gange. Men vi skubber og skubber, indtil snebolden er blevet så stor, at vi ikke længere selv kan flytte den.
Det er blevet til et monster og frosset fuldstændig til is. LIGE DER finder vi ud af, at vi ikke selv kan fjerne den fra kørebanen. Vi må bede om hjælp. NU…..OG HELST I GÅR. Alt er kaos omkring os.
Når smerten er blevet så stor, at vi ikke længere kan være med det. Når vi ikke længere kan holde ud at være en del af vores familie, eller i kroppen for smerter, eller sammen med veninden eller være på arbejdet. SÅ beder vi om hjælp.
Vi er FØRST klar til at ændre noget, når smerten ved at blive hvor vi er, er blevet STØRRE, end LYSTEN til at flytte os.
Er det ikke tankevækkende?
Vi venter så længe vi kan, inden vi beder om hjælp. For mange familier er det desværre gået så galt, når de mødes med mig, at det er tæt på umuligt at vikle garnnøglet ud igen. Alle er blevet helt og aldeles indviklet i hinanden. Følelserne sidder helt ude på tøjet og skyttegravskrigen kører for fyld udblæsning. Ustoppelig. Og desværre til intet formål.
Det er i virkeligheden ligegyldigt, hvis skyld det er. Hvem der sagde hvad. Og hvorfor. Det føles bare vigtigt, når man står midt i diskussionen. Det er det bare aldrig på den lange bane.
Jeg vil gerne slå et slag for, at vi bliver bedre til at navigere og justere ind efter de resultater vi får i livet. HELE VEJEN RUNDT. Sundhedsmæssigt, familiemæssigt, arbejdsmæssigt og mentalt
Hvis du ikke egenhændigt kan skabe de resultater du ønsker dig, så bed om hjælp. FØRSTE GANG. Lad være med at vente, indtil alt er kaos omkring dig. Og ALLERHELST inden du gør i gang, så du kommer HELT RIGTIGT fra start!
Du kan også vælge at trække pengekortet. At du ikke har råd til hjælp. Til dig vil jeg gerne sige: Hvad er dit familieliv, dit helbred, din mentale sundhed værd for dig?
Hvis du fik at vide, at du havde en dødelig sygdom og KUN kunne blive opereret ét sted og det kostede kr. 20.000,- ellers ville du dø. Kunne du så skaffe pengene?
JA det kunne du. Er det ikke tænkevækkende? Hvis vi vil det nok, kan alt lade sig gøre.
Livet er sårbart og INGEN af os ved, om vi er her i morgen.
Jeg synes vi skylder os selv og vores familier, at gøre det der skal til. HVER GANG. Og i tide.
Skriv eller ring til mig hellere i dag eller i morgen. Eller til den hjælper, du længe gerne har ville arbejde med. Gør det. Det betaler sig.
Skab en vidunderlig uge i kærlighed.
Kærligst,
Charlotte
I går skrev den skønneste fitness instruktør, at hun ikke orker at træne på sin ferie i syden. Hendes krop er træt og hun vælger at lytte. På trods af heftig indre dialog mellem krop og sind.
Jeg elsker hendes udmelding. Elsker at se, hvad der sker, når vi for en stund giver slip. På reglerne. For hvor meget, eller hvor lidt vi bør og skal. Når vi i stedet går med det, der føles godt, rigtigt og nærende for vores krop og sjæl. I dette øjeblik.
Når vi så samtidig slipper trangen til at ville kontrollere (hvad vi slet ikke kan), hvad andre mener, tænker og konkluderer, om det vi gør eller ikke gør. Så bliver det interessant!
For hvad er det egentlig, vi måler os op i mod?
Hvem tror vi, der sætter sig til dommer over, hvordan vi lever og forvalter vores liv?
Hvem definerer egentligt, hvad Det Perfekte og Rigtige Liv består af?
I min verden burde ordet perfekt udgå. At noget skal være perfekt, før vi helhjertet kan tage det til indtægt og glæde os over det. Perfektionisme er en raffineret form for selvsabotage der gør, at vi enten aldrig kommer i gang. Aldrig bliver tilfredse, med det vi så gør. Eller hvordan vi ser ud. Der er altid noget, der kan blive bedre. Altid noget vi kan slå os selv hjem på!
Alligevel stræber de fleste af os efter hver vores version af Det Perfekte Liv. Derfor vil jeg komme med mit bud på en definition, så vi i det mindste har en idé om, hvordan vi har klaret os, når vi skal en gang skal herfra!
Det Perfekte Liv er (i mine øjne):
– Vores evne til at nyde livet i kærlig og balanceret forening af krop, sind og sjæl.
– Når alle tre dele er næret og der er kongruens mellem det vi føler, siger og handler.
– Når vi tillidsfuldt navigerer efter de instrukser vi konstant modtager fra vores sjæl på alle vores livs-områder.
Hvis det at følge ovenstående punkter kræver, at vi BEGYNDER at træne eller tager en PAUSE fra at træne. Så er det det vi skal lytte til. Når vi vælger IKKE at lytte, er det ren Ego-strategi og Frygten der snakker. Intet andet.
Når der ikke er balance mellem krop, sind og sjæl, så begynder utilfredsheden, dommene over andre, vreden, misundelse, arrogance, den manglende tid og lysten til at give manden, børnene, jobbet eller samfundet skylden for vores manglede livsglæde og succes.
Inderst inde deler vi alle et brændende ønske om at være sunde, stærke, kærlige, balancerede og succesfulde. Suge det bedste ud af livet. Leve det (for os) perfekte liv. Det er bare ikke altid OS SELV og VORES EGEN INDRE GPS, der sætter dagsordenen.
Derfor er det vigtigt, at vi opdager de områder, hvor noget udenfor os selv bestemmer, hvordan vi handler.
Når jeg en gang skal herfra, så håber jeg, at jeg kommer skridende, sidelæns på vej hen mod kisten, råbende, at de skal vente med at banke låget på, for jeg skal lige have en Pina Colada med mig. Det skal være festligt, når jeg skal herfra.
I mit liv – indtil den bling-bling pyntede kisten, vil jeg håbe, at jeg har grinet, elsket, kysset, haft sjælrystende samtaler, dyrket yoga, grædt, spist, drukket rødvin, rejst, arbejdet, inspireret, rusket og transformeret mennesker rundt omkring i verden i en skøn balance og forening, der har virket for mig. Og for mine elskede.
Skab en skøn uge i balance. Lyt, ti’ stille og følg dine instrukser.
Kærligst,
Charlotte
Jeg er vokset op med en overbevisning om, at det er de voksne, der har livserfaringen og udlever deres visdom. Dé ved, hvordan livet skal leves. På den rigtige måde. Det er de voksne, der giver viden og lærdom videre til børn. ”Børn skal ses, men ikke høres” er et ordsprog, jeg tit hørte i min barndom. Jeg har aldrig følt, at jeg var interessant som barn. At jeg var værd at lytte til. At min mening talte. Jeg er opdraget i følelsen af, ikke at være et ”rigtigt” menneske, men et menneske ”på vej”. 
Indtil jeg blev et rigtigt menneske var det bare at suge til sig, fra de voksne autoriteter omkring mig. Hvis jeg gjorde som de gjorde. Sagde som de sagde, SÅ ville jeg klare mig godt. Det ville jeg jo gerne! Jeg kom bare aldrig til at føle mig som et rigtigt menneske, men som en, der stadig manglede at tage form. Da jeg var 30 år, følte jeg mig endnu ikke færdigudviklet og klar til indtage livet. Så mødte jeg min mand Jégwan! Oh god! Jeg var MÅLØS over, hvor meget hans børn fik lov at fylde i hans liv. Hvor meget han lyttede til dem. Hvor meget deres mening talte. Og hvor længe de måtte tale.
Jégwan betragtede sine børn som ligeværdige mennesker. Det var mindblowing for mig at opleve! Han anerkendte til fulde, at hans børn kom med en visdom, han kunne lære noget af. Børnene blev både set, hørt og anerkendt for de mennesker de var og det de stod for. De hvilede begge ret godt i sig selv. Det gjorde jeg ikke dengang! Derfor blev det en kæmpe udfordring for mig at være fusionsmor til 2 børn, der var mere følelsesmæssig moden, end jeg selv var.
Jeg var ca. 4 år inden i, da jeg lærte dem at kende. Mine reaktioner var som en 4-årig. Jeg blev provokeret, vred og gjorde dem forkerte. Virkeligheden var: Jeg var SÅ bange for dem. De skræmte mig med deres veludviklede sprog og deres ro.
Dengang forstod jeg ikke, at det handlede om mig. Ikke om dem. Jeg ved nu, at de flåede op i de gamle indre sår, som det nu var blevet tid til at heale. Børnene viste mig også de sider af mig selv, der havde brug for at blive integreret og balanceret, så jeg kunne blive hel.
What a ride! Stille og roligt begyndte jeg at trække mine projektioner hjem fra andre mennesker og lede efter visdommen i ALT det, der provokerede mig og gjorde mig vred. …..Rejsen er ikke slut endnu, men min 4-årig er vokset op og er blevet 40 år. Livet er blevet magisk og meget, meget lettere. Kig på dine egen børn og/eller fusionsbørn, hvad spejler de til dig? Hvad er det tid til du kigger på og transformerer?
