Find mening i dine udfordringer
VELKOMMEN
Min ekspertise er at vise dig DEN KORTESTE VEJ til at leve et liv, i et for dig kærligt og nærende flow. Intuitivt fornemmer jeg hurtigt, hvad det virkelig handler om og hvad der skal til, for at transformere de udfordringer, du står overfor.
VIRKSOMHEDER – TRYK PÅ BILLEDET
PRIVATE – TRYK PÅ BILLEDET
Jeg glæder mig rigtig meget til at lære dig at kende. Tusind tak fordi du kiggede ind på min side.
Kærligst Charlotte
Jeg skriver dette blog indlæg fra Kroatien. Fra et hus så langt ude In The Middle Of Nowhere, at vi troede vi var kørt forkert. Asfalt blev til grus. Vej til noget, der mere præcis beskrevet, mindede om en gangsti, for mennesker med stærke ankler, der synes huller i underlaget er sjovt og ufordrende.
Grene der rammer bilen og stejle, skræmmende skrænter, der får mig til at frygte, hvad vi skal gøre, hvis vi møder en anden bil og må trække ud til siden. Dette er nemlig i min optik ikke muligt!
Pludselig stopper vejen. Kører vi videre vil vi ende i havet. Vi er fremme i vores bugt. Jeg får øje på den lille sti, jeg kan genkende fra billederne på nettet.
Jeg føler mig en anelse åndet med højhælede sandaler, smarte solbriller, skuldertaske i albueleddet og en rød kuffert med hjul, som jeg ihærdigt forsøger at slæbe efter mig på en elegant måde.
Jeg vil nøjes med at nævne, at stien IKKE er til højhælede sandaler ELLER kuffert med hjul. Men man kan vel altid gøre sit bedste for at ankomme med stil, tænker jeg. Ik’?
Udsigten fra husets terrasser er fantastisk. Min sjæl jubler. Havudsigt til jeg ikke orker mere. Alt er godt, indtil vi opdager, at huset kun har 12V. Jégwan spørger om det stod i beskrivelsen. Ærligt må jeg svare, at den slags detaljer beskæftiger jeg mig slet ikke med. Jeg læser ikke (kan ikke se) den slags.
Jeg synes at ane, at han ser lidt træt ud, da han ser på mig, men mooon ikke, det er indbildning. Ingen 220V til at lade vores elskede gadgets op. Det er da til at grine af. Hvis vi vil på nettet, må vi tage ind til byen på café.
Først blev jeg presset over ikke at være opladet, tuned in og on-line, men samtidig mærkede jeg en fnisende fræk lettelse. En hel legitim grund til AT LAVE INGENTING. Overhovedet. Simple Living. En fantastisk følelse af frihed. Go with the flow. Gør det du har lyst til. Når du har lyst. Du kan intet andet. Det er okay Charlotte. Der er ingen der opdager det. Og du bliver ikke straffet for din dovenskab.
Jeg dyrker yoga i vandkanten, læser bøger, spiser skøn og sund mad ,drikker god rødvin, reflekterer dybt over livets store spørgsmål og giver mig selv tid til at dyrke langsomligheden. Tillader mig selv IKKE at effektivere og optimere på måden, jeg bruger min tid. Jeg tillader mig selv at ”spilde” tiden på ingenting.
Det føles virkeligt godt og nærende at have masser af tid. Tid til at være langsom. Gå på opdagelse i olivenlunden bag huset. Bare fordi. Bruge timer på at file negle og plukke øjenbryn. Bare fordi. Gå rundt på grunden og kigge på blomster og træer. Bare fordi.
Jeg elsker følelsen af bare fordi…….. Jeg mærker mig selv på en helt ny måde.
Når jeg kommer hjem vil jeg indføre disse lufthuller i vores familieliv til Bare Fordi. I længere tid ad gangen. Jeg tror på, at når roen indfinder sig, så kan den guddommelige inspiration fra noget, der er meget større end dig selv få adgang til dig. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at åbne mig op, for det der er på vej til mig.
Jeg sad og surfede på Facebook og kom til at snage lidt rundt blandt nogle unge kvinder. De komplimenterede kærligt hinandens billeder. Fælles for dem alle var, at de sendte samtlige komplimenter retur. Øjeblikkeligt. Konstant.
Ej, hvor er du smuk. Tak, du er da selv endnu smukkere.
Fed bluse du har på. Den er gammel og bare fra Bilka.
Du er bare så dygtig. Ej, du er endnu dygtigere skat. Det ved alle.
STOP IT! Vi udvander fuldstændig et kærligt kompliment, når vi slår auto-piloten til og straks kvitterer med noget tilsvarende.
Vi føler, vi skylder noget til den, der har komplimenteret os. Det gør vi ikke. Der findes ikke et kompliment-regnskab, vi har ansvaret for at balancere, så alle får.
I stedet skal vi øve os i at tage imod. Tage komplimentet ind og bare sige tak, smile og glæde os over ordene, uden at bruge energi på at gøre gengæld.
Vi giver komplimenter retur for at kompensere for at have fyldt for meget. Været i centrum. Taget opmærksomhed fra andre. Derfor får vi trang til at ville balancere, så alle får.
Men vi må gerne fylde. Vi må gerne få opmærksomhed. Vi må gerne være i centrum. Det skal vi lære at have det godt med.
Komplimenter føles skønne at få og give, når de opstår spontant og fra hjertet. Helt rent og uden forventninger.
Jeg har brug for at sige, at jeg synes du er fuldstændig fantastisk, PRÆCIS som du er. Dit unikke bidrag har verden været SÅ meget brug for. Jeg glæder mig STORT til at se dig folde det endnu mere ud. Til dyb inspiration for os alle.
Jeg kommer altid til at smile, når jeg er sammen med passionerede mennesker. Elsker deres glæde og begejstring. Jeg nyder at lade deres intense boblende energi fylde mig op. Også selv om jeg ikke deler deres interesse.
Min fusionsfamilie er fyldt med passionerede mennesker. De larmer. De fylder. De roder. De insisterer. De spiser meget. Mener meget. De polerer harpun nr. 20. Hælder den seneste edition af vanilie-vodka på flaske. Spiller verdens sværeste spil. Spiller guitar. Samler cykler på loftet.
Her er gang i den. Det kan jeg godt lide. Men det kræver mange pauser undervejs, for at jeg kan rumme det.
At være omgivet af passionerede mennesker kick-starter vores egen passion eller længsel efter at finde dét, der får hjertet til at banke hurtigere.
Passion er smitsomt. På den gode måde.
Jo mere passion du putter i de ting, du vælger at bruge din dag på,
jo mere levende vil du føle dig,
jo mere magisk vil dit liv blive.
Mennesker bliver tiltrukket af din energi og glæde. Nysgerrige på, hvad du har gjort. Hvordan de kan gøre det samme. De ønsker at føle den livsglæde og begejstring du udstråler.
Du kan ikke tænke dig til din passion. Den skal mærkes i kroppen. Hvis du har den mindste idé om, at salsa kunne være sjovt at prøve. Så er det bare at kaste sig ud i det. Kroppen skal nok fortælle dig, om du er på rette vej.
Passion er ikke noget, du finder udenfor dig selv. Det kommer inden fra. Det er en muskel, der skal trænes.
Jeg vil bruge påsken til at træne min egen passions-muskel. Se om jeg kan lægge lidt mere passion i de ting, jeg alligevel vælger at gøre. Ordne badeværelse på en mere passioneret måde, i stedet for på offer måden.
Jeg ved jo, at Lige Tiltrækker Lige, så jo mere passion jeg genererer indeni mig selv, jo mere vil jeg tiltrække oplevelser og mennesker, der er et vibrationsmæssigt match.
Og den del synes jeg er super spændende. Jeg elsker, at Universet tager sig af vores ”hvordan”. Det er ikke vores job. Vi har slet ikke fantasi til at levere SÅ perfekte løsninger. Jeg vil bare forventningsfuld træne min muskel og glæde mig til det, der lander.
Det bliver faktisk sjovt at lege med. Rigtig god påske og god træning af passions-musklen.
Marie Foleo har lavet en skøn video om passion.
I fredag drak jeg et glas vin med en vidunderlig hjerte-kvinde, som fulgte mig til toget med kram og kindkys.
Jeg følte mig så elsket, næret og fyldt op. Dybt taknemlig.
Lige dét sted i sit liv var min så mand ikke, da jeg landede derhjemme. Han var sur. Meget sur. Hvad han yderst sjældent er.
Mit køkken emmer af to mennesker, der begge har gang i noget, de på ingen måde har lyst til. Og slet ikke i hinandens selskab. I hvert fald ikke i fredags.
Jégwan var transformeret til en vredladen martyr og vores søn til Det Stille Offer. Det ville være helt upassende at grine….
Og desuden ønskede jeg jo netop at øve mig i at blive i min kerne, uanset hvad min omverden præsenterer mig for. Lige der midt i køkkenet, fik jeg en unik chance. Serveret på et sølvfad.
Helt gratis kan jeg træne ”musklen”: At føle mig elsket, næret og fyldt op. Bibeholde min kærlige indre tilstand, uagtet, at Martyren og Ofret er flyttet ind i mit køkken. De skal have lov til at være i deres følelser. Og jeg i mine.
Jeg betragter roligt, det der foregår. Trækker vejret ind i det. Det er hvad det var. To mennesker i deres følelsers vold. Intet andet. Det er ikke farligt. Jeg giver det intet af min energi.
Jeg ryger ikke over i min mand. Jeg hopper ikke på tungen for få ham til at blive glad igen. Så jeg har det godt i hans selskab. Det ville jeg have gjort tidligere. Men ikke denne gang. Jeg bliver hjemme hos mig selv.
Det giver en fantastisk følelse af frihed. Jeg BLIVER i min glæde. Jeg toner ikke mig selv ned for at tilpasse mig deres energi.
Jeg deler autentisk af mig selv, fra det glade sted inde i mig. Jeg tager kun ansvar for mig selv og mine egne følelser. Inden længe er både Martyren og Ofret transformeret til elskelige familiemedlemmer.
Den stærkeste energi vinder altid. Og det var min.
Når vi forbliver i vores kerne, uanset hvad andre omkring os gør og siger, så tager vi vores power hjem. Andre mennesker har ikke længere magten over vores indre tilstand.
De fleste af os drømmer om alt muligt. Projekter vi gerne vil igangsætte. Ændringer vi gerne vil fortage. Men vi har ikke energi til at gøre noget ved tingene. Dagen. Ugerne. Månederne går. LIVET føles allerede fyldt op.
Det kan jeg ikke holde ud. Jeg VIL have energi til at gøre noget ved mine drømme. Det er dem, der giver mig champagne-bobler i maven.
Derfor besluttede jeg mig for at identificere den største Energidræber i mit liv: Mine relationer. De støjede. Jeg besluttede mig for at rydde op.
Jeg kiggede på, hvilke relationer der løftede og nærende mig. Hvor samværet var nydelsesfuldt og mødet autentisk. Hvor vi delte ønsket om at vokse af vores udfordringer. Der skruede jeg op for samværet.
De relationer som stressede og drænede mig, eller hvor samværet bare skulle overstås, afsluttede jeg. Jeg forklarede kort, hvordan jeg havde det. Uden at gøre den anden forkert. Det var ekstremt svært. Jeg var bange og rystede. Men jeg gjorde det. Jeg stod det igennem, fordi jeg ønskede at høste frugterne af min oprydning.
Min større familie kiggede jeg på med andre øjne. Dem ville jeg jo fortsat gerne være sammen med. Også selvom det nærvær og den dybde jeg ønsker i relationen ikke altid er tilstede.
Jeg minder mig selv om, at min familie har ret til at forvalte deres skaberkraft, som de vil. De må gerne beslutte sig for, kun at ville tage ansvar og dele af sig selv med 20-30% og have det godt med det. Det er deres valg. Det er bare ikke et match til mine ønsker. Og det er ok.
I samværet med min familie navigerer jeg hele tiden efter mine følelser. Skruer op og ned for frekvensen og længden af samværet. Øver mig i at holder fast i mig selv, så jeg ikke bliver trukket rundt i managen af mine følelser. Jeg trækker mig lidt, når jeg mærker, at jeg bliver irriteret eller jeg drejer samtalen over på et emne, der fungerer for mig.
Den energi jeg har fået frigivet ved at tage stilling til mine relationer. Rydde op i dem. Og finde en ny måde at være sammen på som fungerer for mig, har været massiv.
Der ligger ufattelige mængder energi til os, vi kan hive hjem, når vi lukker vores energimæssige huller. Det er ligesom en ledning med en stikkontakt i hver ende. Du klipper ledningen, så situationer og mennesker ikke længere kan dræne dig.
Den energi vi får frigivet kan vi kaste efter vores drømme. Når vi nærer vores drømme får vi endnu mere energi. Hvor meget større motivation har vi brug for?
Ego. Sind. Det Lille Selv. Smertekrop. Abehjerne. Kært barn har mange navne. Jeg kalder det Egoet.
Det er den del af vores indre, der konstant holder øjne og ører åbne efter faresignaler. Når noget ser ud til at kunne true vores stolthed. Hvor nogen kunne se ud som de overvejede at tage vores andel af den fiktive kage.
Dér stepper Egoet frem. Dér markerer den territorium. Dér tromler det frem og markerer sig.
Ridderligt nedkæmper det ”faren”.
Når slaget er overstået og Egoet umiddelbart føler sig som en vinder, ligger både vi og dem det er gået ud over, forslåede i hjørnet. Luften er gået ud af Egoet. Vinderen føler sig som taber. To tabere, der begge har brug for at slikke sårene.
Egoet lever konstant med frygten for sin undergang. At vi som menneske, bliver så bevidst og højtvibrerende, at det ikke længere kan styre os rundt i manegen. Derfor er Ego’et kreativt. Med mange forklædninger. Og mange strenge at spille på.
Egoet kan nemlig ikke overleve uden næring. Jo større Egoet har vokset sig, jo mere næring har det brug for. Dagligt. Derfor er Egoet Verdensmester i at skabe afhængighed i sit menneske. Stor-nyder at hviske os i øret, hvor ufatteligt vigtigt det er, at vi får ret i diskussionen. At det er os, der skal have magten. At vi skal kontrollere andre mennesker.
Fælles for al aktivitet der kommer fra Egoet, er følelsen af magt. Egoet ultimative ynglingsscene er at overbevise os om, at den beskytter os mod andre. Mennesker der er ude efter os. På den ene eller anden måde.
Egoet største fjende er kærlighed og nærvær. Jo mere vi forbinder os kærlighedsmæssigt til andre mennesker. Viser vores sårbarhed og deler ud af os selv, jo mere bange bliver Ego’et for, at vi ikke længere vil lytte. At det ikke længere kan styre os.
Det er vigtigt at lære sit Ego at kende. Genkende det, når det kommer på banen. Og acceptere, at det er en del af os. Klappe det kærligt på hovedet og smile overbærende, når det begynder at hviske ud gennem fortænderne.
Jo mindre vores Ego dominerer, jo mere fred vil vi have med vores omverden. Jo mere kærlighed og nærvær lukker vi ind i vores liv. Vi begynder at føle os forbundet til andre mennesker, i stedet for separeret.
Vi kan mærke, at vi ikke længere har behov for at markere os. Få ret. Og bruge energi på at overbevise verden om, at vi ligger inde den endegyldige sandhed.
Vores syn på verden er jo alligevel blot vores sandhed. Ikke nødvendigvis andres.
Jeg er lige kommet hjem fra en vidunderlig weekend på Skansen Hotel og SPA, hvor jeg sammen med min mand underviste i yoga. Jeg elskede hvert et minut.
Kombinationen af arbejde, bløde lænestole foran pejsen, massiv havudsigt, hyggelig SPA, lækker mad og 5-stjernet service er lige mig. Mit gamle knokler-gen stak sit hoved frem og påpegede skrapt, at det skal være hårdt og slidsomt at tjene penge.
Jeg smiler overbærende ad stemmen. Roser mig selv for min evne til at blive bedre og bedre til at skabe en nydelsesfuld hverdag jeg elsker.
Sådan har det ikke altid været. Tidligere var jeg træt. Udbrændt. Slukket. Jeg ventede bare på, at min dag var overstået, så jeg kunne få fred og komme i seng.
Det er ikke meningen med livet. Det er et tegn på, at det er på tide at justere kurs.
Et godt sted at starte er at tilsætte lidt eventyr. Gøre noget andet end vi plejer. Tage en ny rute. En spontan fridag. En weekend i et sommerhus. En venindeweekend. Spise på en skøn ny restaurant. Spise på stue-gulvet med børnene. Melde sig til Salsa. Tage et nyt sted hen.
Der hvor vanerne regerer, lærer vi ikke noget nyt om os selv. Derfor er det godt, at ryste posen lidt. Gøre noget nyt. Tilføje en læringszone. Det er dér, vi udvikler os. Dér vi mærker os selv. Dér hvor magien og uforudsigeligheden får ny luft under vingerne. Dér vi bliver rusket ud af vanernes komfort-zone.
Ud af eventyrene kan ny inspiration til, hvad og hvordan vi kan justere vores liv lande.
Jeg elsker at se øjnene skinne på min kunder, når de genfinder vejen til deres indre power og i stadig stigende grad formår at skabe en hverdag, der nærer deres esses.
Lige der er mit liv eventyrligt og magisk. Og dybt meningsfyldt.
Onsdag d. 5. Marts 2014 kl. 19.00 – 21.00
Bjergbygade 22. butik til venstre, 4200 Slagelse
Pris kr. 200,- betales kontant på dagen
TILMELDING TIL charlotte.egemar@kaaber.dk
|
Så kom med til mit foredrag og hør mere. Og få redskaber og inspiration til, hvordan du kan komme tættere og tættere på det liv, du drømmer om. Et lille skridt ad gangen.
Foredraget indeholder:
Jeg glæder mig til at dele mine erfaringer med dig og til at hilse på dig.
Pris kr. 200,- betales kontant på dagen
TILMELDING TIL charlotte.egemar@kaaber.dk
Jeg er en af dem der elsker at gøre status over året, der er gået. Og med min smukkeste skrift skrive nye eventyr og opgaver ind i 2014 kalenderens sprit nye sider.
Og ja, jeg indrømmer det gerne, jeg har stadig en Mayland kalender. Dog meget mindre end sidste år. Måske bliver jeg klar til at opgradere næste år. I det mindste bare til noget, der ikke lugter af plastic!
Jeg elsker at snakke med andre om året der gik og lytte til deres drømme for 2014. Midt i frokosten i går spurgte jeg Jégwan, hvad hans 2014 skulle emme af.
Ingen kan som ham, dreje hovedet og sende mig dét blik, der siger: tag-nu-ud-og-besøg-en-veninde-og-lad-mig-få-fred, men han sagde det ikke højt. Tak for det. Jeg tror, han lavede en hurtigt cost-benefit analyse og besluttede sig for at svare mig. Jégwans nye år skulle emme af nydelse.
Det synes jeg lød super godt. Så jeg brillerede med at spørge: Hvad er nydelse for dig? Jeg ville sikre mig, at vi kunne kombinere vores hang til nydelse næste år. Jeg havde brug for, at han blev mere specifik på sin definition af nydelse.
Det var tydeligt for mig, at han hellere ville tilbage til sine harpuner. Harpunerne vandt. Jeg ved, jeg kan være en seriøs udfordring for hans ”jeg lever i nuet og hygger mig” med mit planlægnings-gen og hang til at ville alt muligt. Kombineret med min glæde ved at tale meget og længe om Rigets tilstand.
Så nu sidder jeg her alene med min kaffe i fred og ro foran brændeovnen og glæder over de skønne ting, der skal ske i 2014. Både business og privat.
Nydelse, nærvær og sundhed skal kendetegne mit 2014.
Til foråret tager vi til Kroatien. Jeg skal skrive bog og Jégwan skal harpunere. Det bliver stort. En hel måned med massiv havudsigt.
Arbejdsmæssigt kommer 2014 til at emme af lanceringen af min egen uddannelse, som jeg starter op i efteråret, spirituelle foredrag og flere yoga/SPA oplevelser – meget gerne kombineret med kanalisering, som er min helt store interesse.
Hvad skal dit 2014 emme af? Og hvilke eventyr skal ind i din kalender? Hvad ville være sjovt at sætte i gang?
Jeg håber vore veje krydser i 2014. På den ene eller den anden måde.
Med ønsket om et vidunderligt og magisk 2014 vil jeg sige tusind, tusind tak for i år.
Kærligst,
Charlotte
Under prøve-eksamen til coach-uddannelsen brød jeg grædende sammen. En massiv og ustoppelig gråd. En kulmination af mange års forsøg på at fremstå som en kompetent, succesfuld og begavet kvinde, mens jeg ihærdigt forsøgte at undertrykke de dele af mig, der ikke matchede den beskrivelse.
Ofte prøver vi at manipulere os til et bestemt resultat. Iscenesætter os selv. Gør og siger særlige ting for at sikre, at vi efterlader et bestemt indtryk hos andre mennesker.
Det er spildte kræfter. Det kan ikke lade sig gøre. Selvom vi gør det rigtige. Er politisk korrekte. Fnugfrie. Uplettede. Ydende. Uanset hvor meget vi forsøger at iscenesætte os selv, så kan vi ikke kontrollere, hvad andre skal mene om os. Om de ser det, vi ønsker de skal se. Eller om de ser det, vi tror vi skjuler.
Når vi viser verden ærligt hvem vi er, forsvinder trangen til at ville kontrollere gennem vores handlinger.
Når du deler dig selv med verden er der intet, der kan afsløres om dig. Intet du skjuler. Intet du ikke vil stå ved. Intet du skammer dig over. Du bliver på en måde usårlig, når du står ved hele dig. Sårbarheden bliver din største styrke.
Det er der friheden bor. Der er ikke længere noget at kontrollere.
Mange af os vil alt muligt. Vi drømmer stort. Har ambitioner om ting og projekter vi gerne vil sætte i søen. Vi har brug for energi. Brug for at tage vores Fulde Power hjem. Lukke vores energimæssige huller. Så vi har Hele Os til rådighed, når vi går ud i verden.
I mange år følte jeg mig som en hullet si. Energien fossede bare ud af min krop. Jeg var drænet og træt. Af mennesker og situationer.
Jeg gav autopilotsvar. Uden at mærke efter. Fik ikke sagt fra i situationer, fordi det ville kræve en konfrontation. Jeg forlod mig selv. Røg over i andre. Blev behagesyg, fordi det føltes bedst. Og når jeg blev indigneret ventede jeg. Og på sikker afstand, mente jeg pludselig en masse.
Jeg var ude af integritet. Følte mig på ingen måde hel.
Systematisk begyndte jeg at lukke mine huller. Fik ryddet op i mine tyndslidte relationer. Og valgt ligeværdige og opløftende hjertevenskaber til.
Fik samlet alt mit Heltemod og taget de svære, men nødvendige samtaler med mine relationer. Med fokus på mine følelser og på min del af ansvaret.
I mødet med mennesker jeg ikke er tryg ved, øver jeg mig i at blive på min egen banehalvdel. Skrue ned for min behagesyge. Og skrapt stoppe min trang til konspirationsteorier, om det der (muligvis), foregår på den anden side af bordet.
Sikke en lettelse at sige jobbet som spin-doktor op!
Jo mere jeg tager min power hjem, jo større frihedsfølelse får jeg. Fysisk mærker jeg forskellen. Jeg har fået mere plads indvendigt. Som en computer, der har fået flere RAM.
Jeg smiler, mens jeg skriver det, men jeg føler mig mere og mere som et vaskeægte Power House.
Den følelse kan jeg faktisk ret godt lide.
Kærligst,
Charlotte
Ps. Hvis du har lyst til ny inspiration i 2014 kan du skrive dig op til mit Nyhedsbrev her på forsiden. Det første foredrag er 5. februar 2014 om Penge og Spiritualitet – Få hjælp til at ændre dit forhold til penge
Som barn blev jeg fyldt med frygt. Mine forældre ønskede mig det bedste. De ville passe godt på mig. Gøre deres yderste for at sikre sig, at der ikke skete mig noget. Så de advarede mig mod verden. Igen og igen. Fortalte mig, hvor farlig den er. Hvor forfærdelige ting, der sker derude. Og hvor lidt man kan regne med andre mennesker.
Alt sammen for at forberede mig, hvis uheldet var ude. Så jeg kunne holde øje. Leve et liv på albuerne, for at holde mig parat. Og for alt i verden undgå at være dumdristig og naiv.
Jeg blev bange for at gå i byen. Bange for at blive slået ned. Bange for at blive voldtaget. Bange for udenlandske mennesker. Bange for at køre i tog om aftenen. Bange for at rejse. Bange for vand. Bange for andre menneskers meninger og domme.
Bare bange. Jeg turde ikke ret meget, da jeg var yngre. Mine forældres frygt blev min frygt. Det var på ingen måde et liv i glæde og frihed, men et i liv i skyggen af ”hvad nu hvis……sker.” Det var hæsligt at være i min krop. Den var altid i alarmberedskab. Altid på vagt.
Jeg mødte verden med paraderne oppe. Altid klar til at forsvare mig.
Fra deres perspektiv har mine forældre ret. Verden er et farligt sted. Medierne sørger dagligt for at bidrage til den kollektive frygt. Vi vælger at lytte til dem. Vælger at lade os dominere. Så vi bliver endnu mere bange. For verden. For hinanden. Vi trækker os. Lader os hæmme. Forventer det værste. Vi tør ikke være dem vi er og vi tør ikke gøre det, vi gerne vil. Vi vælger at fokusere på frygt. Valget er vores, selvom det ofte er ubevidst.
Paradokset er, at det vi fokuserer på, får vi mere af. Sådan fungerer både vi og universet. Frygt avler frygt. Vrede. Krig. Vold. Overfald. Al ondskab er skabt af frygt.
Voldelige handlinger og krige starter i princippet fra et menneskes ego og frygt for, at nogen tager noget, der er mit. Skabt i vores Lille Selv. Ude af stand til at rumme menneskers uenigheder og forskelligheder. Og i en evig kamp for at overbevise andre om, at vi har ret. Og de andre er forkerte. De andre gør så det samme. Super. Nu kører det for os. Hvem kårer vinderen?
Jeg har et stort ønske om, at mine børn skal leve deres liv i kærlighed, glæde og tillid. Med indre ro. Og en tro på, at verden er et dejligt sted at være. Fyldt med uendelige muligheder og kærlige mennesker.
Jeg er helt bevidst om, at verden også er fyldt med rædselshistorier, men jeg nægter at lade det være mit fokus. Jeg fokuserer på det, jeg kan lide af verden og lader resten være. Jeg dyrker det aldrig. Giver det ikke energi. Jeg nægter at leve et halvt liv i frygtens skygge.
Vi skal få det bedste ud af vores tid på jorden. Det er også mit ønske for mine børn.
Jeg lærer dem at navigere efter deres følelser. Bruge deres intuition. Hvis en situation eller et møde med et menneske ikke føles godt, skal de flytte sig.
Jeg fortæller dem, at de altid skal stole på det de mærker. Altid navigere efter det, der føles godt. Vælge det fra der ikke føles rigtigt. Det er den bedste støtte, jeg kan give dem. Mine erfaringer er ikke deres. De skal gøre deres egne.
Et liv i tillid, glæde og kærlighed er det ikke det vi alle drømmer om? Så skal vi starte med os selv og vores børn.
Stille og roligt vil balancen tippe. Frygt bliver erstattet af tillid. Af tillid og kærlighed kommer fred. Vi kan ikke skabe fred i verden, så længe frygt er den mest dominerede kollektive følelse. Fred kan kun skabes fra tillid og kærlighed.
Derfor må vi starte i det nære og lade ringene brede sig.
Kærligst,
Charlotte
De sidste uger har jeg igen hørt om kvinder, der ikke længere kan holde deres hverdag ud. De er udkørte. Deprimerede. Føler de lever i et hamsterhjul, de ikke kan komme ud af igen. Et psykologisk fængsel. Ude af stand til at fortage de ændringer, der er nødvendige, for at komme et bedre sted hen.
Et symptom på vort lands (heldigvis) skrantende livsværdier, som jeg tidligere har blogget om.
Der har jeg også været. Min hverdag var i lange perioder meget tung. Jeg levede et liv, hvor jeg tit forestillede mig, at jeg var Den Forsvundne Dansker. Hende ingen vidste hvor var. Og det sidste nogen havde hørt var vist, at hun var set på en smuk stillehavs-ø i en hængekøje. På en bounty-strand.
Jeg trængte til en pause fra mit liv dengang. For at kunne mærke mig selv. Og det gør både Jégwan og jeg igen. Denne gang har vi lyttet. Vi har lejet et hus (med havudsigt) i et måned. På en skøn ø i Kroatien. Vi tager af sted til foråret.
Min eneste agenda er yoga, bog-skrivning, blogge og madlavning. Jégwans er undervands-jagt. Jeg både glæder mig og er skræmt. Kan jeg virkelig holde ud at lave så lidt i en hel måned? Hvad skal jeg stille op med min rastløshed? Hvad er der til mig på den anden side af den?
Det bliver spændende at mærke, hvad der sker. Jeg ved jo, at det er i pauserne, vi skaber plads og ro til, at de bedste idéer kan lande. Det er her, vi kan få idéerne til, hvordan vi kan ændre vores hverdag, så vi kommer tættere på det liv, vi inderst inde drømmer om at leve. Det kan vi ikke, når vi kører i overlevelses-gearet.
Måske er du også der? Så kan jeg kun anbefale, at du lytter til din krop. Tag en pause fra din hverdag. Inden du bliver lagt ned på anden vis. Find ud af, hvad du har brug for. Og jo, det kan du godt, selv om du har børn. Og nej, det behøver ikke koster en formue.
Lad det være en skøn og sjov udfordring at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. Undervis dine børn selv. Find lektioner på nettet, de kan følge. Byt dit hjem med en anden familie på https://www.homeexchange.com/en/. Spørg dig frem. Der er altid nogen, der kender nogen, der har et sted de udlejer/ udlåner. Leg med idéen.
Åben op for dine drømme. Hvad trænger du til? Hvad ville være helt vildt skønt? Og hvad er det første lille skridt du kan tage? Hav tillid til at tingene flasker sig og alt falder på plads. På den for dig bedste vis. Forvent det løser sig. Vær helt vildt spændt. Lev i tillid og du vil blive mødt i tillid. Lige tiltrækker lige.
Sæt ord på, hvad du ønsker dig. Og lad dig overraske over Universets evne til at levere lige præcis dét, du har bedt om.
Jeg elsker denne film. To kvinder der bytter hjem, for at få en pause fra deres liv.
Del meget gerne din pause historie med mig her under bloggen eller på facebook.
Kærligst,
Charlotte
Ps. jeg har spændende ting i støbeskeen i 2014, så skriv dig op til mit nyhedsbrev, her på forsiden, hvis du vil have besked.
Sidste uge var heftig. Mere præcist formuleret har de sidste ti år været heftige. Hver morgen fra jeg åbner mine øjne, opstår et dybtfølt og inderligt ønske om at blive et bedre menneske. Hver evig eneste morgen.
Mere end noget andet ønsker jeg at lære af mine fejl. Udvikle mig. Forstå mig selv bedre. Rumme andre mennesker bedre. Være mere kærlig og omsorgsfuld. Og yde mit bedste til Verden.
Jeg føler, jeg er nået et pænt stykke op ad udviklingsstigen.
Sidste onsdag var jeg inviteret til en aften med en skøn kvinde Christina, der kanaliserer ”De Vise Mænd”. Aftenen var magisk. Jeg spurgte De Vise Mænd til min dybe længsel og utålmodighed efter at indfri mine drømme. Deres svar var meget præcist.
De bad mig kigge tilbage ad min tids-akse og anerkende mig selv for det store arbejde, jeg har lagt for dagen. De store slag jeg har vundet, de bjerge og vulkaner jeg har besteget. Og de store bidrag jeg har ydet til andre menneskers liv. Den enorme udvikling jeg selv har gennemgået.
Jeg har bare mast videre. Uden at stoppe op. For mit bidrag er jo ikke noget særligt. Og der er mere jeg skal kigge på. Jeg er på ingen måde færdig. De Vise Mænd fortalte mig, at min manglende anerkendelse af mig selv og mine resultater, stod i vejen for mine ønsker.
Ordene ramte mig dybt. Jeg kunne mærke det var rigtigt. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle komme i gang med at anerkende mig selv, så jeg bad om hjælp.
Den kom med det samme. Udefra. Lige præcis de kærlige spejle jeg havde brug for, blev holdt op for mig.
Jeg modtog den dejligste e-mail fra en skøn, skøn kvinde. Jeg modtog de kærligste fødselsdagshilsner på Facebook. Hver og en læste jeg. Tænkte kærligt på alle disse skønne mennesker, hvis liv har krydset mit. På den ene eller andet måde. På vores samhørighed. På mit bidrag i deres liv. Og omvendt.
Det føles godt og selvkærligt at anerkende mig selv. For den jeg er og det jeg bidrager med. Det vil jeg huske at gøre hver evig eneste dag.
I dyb taknemlighed.
Kærligst,
Charlotte
Udtrykket ”Mind your own business” har fået en stærk betydning for mig. Jeg har oplevet, hvor meget det ødelægger vores livsglæde, hvis vi ikke konstant øver os i at praktisere At Passe Vores Egen Forretning.
Min lille historie tåler en gentagelse, da den forklarer så fint, hvorfor vi skal passe vores egen forretning:
Forstil dig en lang brostensbelagt gade. Fyldt med træer og små hyggelige butikker, der ligger tæt på hver side af vejen.
Du har en butik. Dine børn har en butik. Din mand har en butik. Alle du kender har hver deres butik.
Du bestemmer suverænt over din butik, indretningen, varesortimentet, pris-niveauet, facaden, hvordan vinduet skal pyntes. Ja selv åbningstiderne bestemmer du. Det samme gør de andre i deres butikker.
En dag står du og kigger ud af vinduet og får øje på din veninde, der er ved at male facaden på sin butik brun. Du er rystet. Du skynder dig ud af din butik og over til din venindes butik, hvor du forklarer hende, hvorfor hun ikke skal male sin facade brun. Den hvide facade er pænere.
Den virker mere imødekommende. Det er jo indlysende for enhver! Desuden bliver du deprimeret af at skulle kigge på en brun facade. Det ved hun jo også godt. Din veninde pakker den brune maling sammen.
Tilbage i din egen butik er roen ved at genfinde sig hos dig, indtil du får øje på din datters butik. Hun har sat et skilt i vinduet med lukket pga. Det Gode Vejr. Hun er taget til stranden. Du er dybt rystet. Drøner over til hendes butik for at kigge ind ad vinduerne. Gud hvor er der egentligt snavset og rodet! Måske gemmer hun sig? Hun har jo ting hun skal passe og hun kan jo ikke tjene penge, når hun ikke gider ha’ sin butik åben. Du er rystet og må finde hende.
Tilbage i din egen butik forsætter du med at pakke de nye varer ud, som du egentligt har glædet dig til at sætte op på hylderne, men frustrationen over din venindes og din datters butikker overskygger fuldstændig din glæde. Værst af alt, får du pludselig øje på de 4 fyldte turistbusser, der kører væk, mens nabo-butikkens ejer vinker glad. Det kunne havde været dig. Et giga salg. Men du var travl med at kigge ind ad vinduerne andre steder. Du så ikke muligheden.
Måske har du ikke en fysisk butik, men budskabet er det samme. Vi skal øve os i blot at passe vores egen butik. Vi behøver ikke mene noget om alle andres butikker. Blande os i vare-sortimentet. Det er ikke vores opgave. Det er deres. Andre skal gøre deres erfaringer. Gode og dårlige. Vores erfaring er ikke nødvendigvis deres.
Vi skal trække vores projektioner og energi tilbage fra andre mennesker. Lade dem passe deres liv. På deres måde. Også vores mænd og børn. Selv om det er fristende at mene noget om ALT ved deres butikker. Så er de specialister i deres liv. Det er vi ikke. De skal gøre det, der er rigtigt for dem. Også selvom vi ikke er enige. Det er vores ansvar at rumme uenigheden. De skal ikke please os.
Når vi holder op med bruge vores energi på andre menneskers butikker får vi frigivet store mængder energi vi kan bruge til at skabe skønne ting i vores eget liv. Samtidig sætter vi andre fri til at gøre det, der er rigtigt for dem.
Spørg gerne dig selv i løbet af ugen. Er det min butik eller er det deres? Hvis det er deres giver du slip.
Som mange af jer ved, har jeg i lang tid drømt om et hus med hav-udsigt. Jeg har også fundet den grund, jeg gerne vil eje. I lige netop det område, hvor jeg vil bo.
Jeg er af den overbevisning, at hvis det skal være dén grund vi skal købe, så vil pengene finde vej til os. På den ene eller den anden måde. Grunden er stadig til salg. Men pengene er ikke en realitet i vores liv. Lige nu.
Det slår mig ikke ud. Jeg ved, at alt er godt. Der er en mening med, at vi ikke ejer den grund. Hvis det ikke bliver, så er det fordi, der er noget andet og endnu bedre i vente til os. Det synes jeg er helt vildt spændende.
Indtil da er Jégwans og min vigtigste opgave at holde energien høj og skrue endnu mere op for nydelsen i vores liv. Mens vi opmærksomt lytter efter den næste post. På vejen mod hav-udsigten.
For en måned siden fik vi at vide, at havnen i det område, hvor drømmegrunden ligger, er sat til salg. Jeg har altid elsket den havn. Selvom den teknisk set er kedelig. Jeg elsker dens energi. Øjeblikkelig udvider vores drøm om hav-udsigt sig. Til også at inkludere den lille havn. Havnen har et kæmpe udviklings-potentiale.
I
nden længe har vi lavet Konceptet for havnen. Vi har en fest undervejs. Taler, drikke rødvin, lægger planer, tænker forretning, tænker i High Vibes og Simpel Luxury. Vi har det fantastisk.
I fredags sidder jeg i København og fortæller om havnen. Om drømmen. På vej hjem ringer Jégwan og inviterer mig på overnatning i en lille hytte på havnen. Med havudsigt. Tilfældigt? Jeg tror ikke på tilfældigheder.
Det er meningen, at vi skal tjekke havnen ud. Og det gjorde vi. Jeg gik morgentur i tusmørket lørdag morgen og mærkede en dyb følelse af at høre til. Jeg følte mig hjemme. Det var ret vildt og meget rørende at mærke.
Da vi skal af sted løber Jégwan ”tilfældigt” ind i alt-mulig-manden, der er tilknyttet havnen. Han ved en masse. Kan fortælle en masse. Udpeger alle de bygninger og huse, der hører med til havnen. Det ene hus ligger helt fantastisk. Med havn og hav-udsigt! Vi var helt høje begge to.
Havnen opfylder flere af vores drømme. Både dem vi har hver for sig. Men også sammen. Det er ret vildt. Realitetstjek! Har vi pengene til at købe en havn. Nej. Ikke lige nu. Men skal det forhindre os i at drømme om at udvikle den. Nej. På ingen måde. Kan vi bede om hjælp? Ja, så absolut. Det har vi tænkt os at gøre.
Vi skal ikke forsøge at regne ud, hvordan det her kan lade sig gøre. For så mister vi pusten. Den ene ting vi kan gøre. Og som er let og nydelsesfuldt er, at ringe til kvinden der ejer havnen. Det første lille skridt. Det kan vi overskue. Og det er let og sjovt. For Jégwan. Ikke for mig.
Bedst som man tror, at nu er alt håb ude, begynder universet at vise nye muligheder og retninger. Det er så vildt. Vores opgave hver i sær er at gå med livet, når det føles godt og rigtigt. Og huske os selv på, at ingen drømme er for store. Alt er muligt, hvis vi er villige til at gå vejen. Lidt efter lidt. Et lille bitte skridt ad gangen. Og bede om hjælp undervejs. Vi skal ikke gøre alting selv. Vi skal give slip på “hvordan”, gå af scenen og lade universet om “hvordan”. Vores eneste job er at lytte til instruktionen om Det Næste Skridt. Og så tage det skridt, når det føles rigtigt. Og vi er klar.
Jeg glæder mig til at se, hvordan mit og Jégwans eventyr folder sig ud. Jeg ved jo, at de fleste eventyr heldigvis ender lykkeligt.
